Dejligt at vågne uden at det er vækkeuret, der bestemmer hvornår. Og det var såmænd ikke fordi forskellen var stor. Vi vågnede ved 7:30-tiden – stort set som vi plejer. Jeg følte mig frisk, mens Birgit fortsat er temmelig snottet.

Vi havde sat dagen af til Christchurch by, men først skulle vi lige en tur forbi Maui – vores udlejer – og have skiftet en el-kedel, der var gået i stykker – og så skulle vi have en ren linnedpakke. Det gik der hat og briller i – da vi kom hjem havde vi fået det meste, men ikke de 3 dynevår vi havde afleveret, så nu må vi ligger i lagner indtil i morgen, hvor vi besøger dem igen på vej ud af byen.

Næste opgave bestod i at finde en parkeringsplads, hvor vi kunne holde med camperen. Vi ville gerne kunne betale for hele dagen, så vi ikke skulle tænke på at komme tilbage og forny parkeringen. Da vi havde cirkuleret en gang eller halvanden omkring bymidten lykkedes det os endelig at finde frem til den plads, vi var blevet anbefalet. Her var der god plads til vores store skrummel af en bil, og for 18 NZD kunne vi holde der hele dagen. Perfekt for os.

Og så var det lige i nærheden af et sporvognsstop, hvor der ovenikøbet holdt en sporvogn og ventede på os. Her har man lavet en sporvognsrute gennem det mest centrale city, som betjenes med tre gamle modeller af sporvogne. For 30 NZD kan du få en billet, der gælder hele dagen. Det valgte vi, og tog turen hele vejen rundt. I et adstadigt tempo, mens vognstyreren fortalte løs om byen og dens historie.

Det var en meget hyggelig tur, men den var knap så lang, som vi havde forventet. Den gav os dog et godt overblik for den efterfølgende gåtur rundt på egen hånd. Undervejs fik vi også besøg af en troldmand, der påstod han var offentligt ansat. Den historie kan man læse om her. (Dette er et link). Det er historien om et menneske, der vælger en anden vej, end de fleste. Her har i ham i sporvognen.

Christchurch er den største by på sydøen, og beboes af ca. 390.000 mennesker. Byen har rummet mange gamle flotte bygninger, men blev brutalt ødelagt af to store jordskælv i henholdsvis 2010 og 2011. Jordskælvet i 2010 havde epicenter 40 km fra byen og relativt dybt nede, mens skælvet i 2011, havde sit epicenter 5 km syd for centrum i kun 5 km’s dybde. Skælvet ramte en tirsdag formiddag, hvor mange mennesker var på arbejde. 75 % af byens bygninger blev beskadiget, herunder to kontortårne, hvilket var medvirkende til, at skælvet kostede 185 mennesker livet. Så den by man ser i dag, er en by, der fortsat er under opbygning – nogle steder genopbygning. Men der er heldigvis fortsat meget sjæl og charme tilbage. Ikke mindst fordi man har fået skabt (eller bevaret) et centrum med små gadeforløb. Man har også sat en højdegrænse i city på op til 30 meter, hvilket giver byen en god dimension. Det betyder også noget for, hvordan de bevarede gamle huse passer ind sammen med alt det nye. Byen har en masse grønne åndehuller, som botanisk have m.fl., der er med til at skabe et godt urbant miljø at leve i.

Byens vartegn, Christ Church Cathedral, er fortsat under renovering. Kirketårnet styrtede sammen i forbindelse med jordskælvet og en stor del af bygningen blev ødelagt. Der arbejdes fortsat på at få genopført bygningen i den gamle stil. Og der samles også penge ind løbende til at finansiere dette.

Jeg synes det nye city er anlagt på en rigtig god måde med store områder friholdt for biler, og hvor kunsten er en del af gaderummet. Dels som monumenter, dels som skulpturer, dels som gavlmalerier.

Sidst på dagen gik vi op til det nuværende Arts Centre, som ligger i de bygninger, der rummede byens første universitet. Det emmer af britisk historie. Desværre blev disse bygninger også medtaget af jordskælvet, men der arbejdes fortsat på at genskabe dette vidunderlige samlede bygningsværk, som er den største samling af klasse A fredede ejendomme i New Zealand. Der var en vidunderlig stemning, og inden for var der både kunst, kunsthåndværk og små sjove butikker.

Bagefter slog vi et slag igennem Botanisk Have, i den stille drøm, at vi kunne finde et sted, hvor der blev serveret kaffe. Det var dog forgæves, så Birgit besluttede at hoppe på sporvognen, og jeg gik lidt videre for at tage et par ekstra billeder af et af byens bedre colleges. Det endte med, at jeg hoppede på sporvognen et stop før parkeringspladsen. Birgit var meget begejstret for den vognfører, der kørte. Men vi var enige om, at en hel tur rundt nok også lige var i overkanten. Så det blev ved det.

Herefter trillede vi mod campingpladsen. Fik handlet en smule undervejs. Og sådan gik en god dag med et hyggeligt besøg. Vi var egentlig sprunget over byen i første omgang. Men vi var glade over, at vi alligevel var kommet tilbage. Den er bestemt et besøg værd. Også selvom man ikke gider shoppe. Det gør vi sådan set heller ikke. Butikkerne og varerne er jo stort set de samme i hver eneste by i verden – og grundlæggende mangler vi ikke noget at købe.

Da vi kom hjem lå der er en træls besked fra færgeselskabet Interislander (det lokale Scandlines). De har tekniske problemer med en færge, hvorfor den tur, hvor vi har bestilt plads til nordøen, er aflyst. Nu skal vi have fat i dem i morgen tidlig for at se, hvornår og hvordan vi får afsluttet ferien på en god måde, så vi også når at se lidt af nordøen.

Derefter skal vi prøve at skaffe et par dynevår inden vi kører videre nordpå til Kaikoura. Men herom i morgen.