Det var en stjerneklar nat i nat. Men det betød også, at kulden sneg sig ind på os i bjergene. 8 grader kom det ned på, og så er der køligt i vores vogn. Godt, at den er forsynet med en Webasto kabinevarmer. Når den bliver tændt om morgenen, så går det relativt hurtigt med at opnå så god en temperatur, at man orker at stå ud af sengen. Vi sov ellers begge tungt, da vækuret satte i gang 7:30 – men vi har begge noget forkølelse i kroppen, og det trætter.
Vi fik gennemlevet de faste morgenrutiner. I dag dog med den afveksling, at Birgit gik op til den fine bagerbutik for at se, om vi kunne få noget godt morgenbrød. De holdt desværre lukket, og ham de henviste til havde “kun” nogle croissanter. Men dem fik vi så, og Birgit lunede dem i ovnen.
Da vi var klar til afgang startede vi med at køre ned til byens butikker. Min halsbetændelse ville have godt af, at finde et halstørklæde. Så det ledte vi efter. Dog uden held her i Reefton. Så vi tog i stedet ud til den gamle jernbanestation, der må stå som den er opført. Den er i hvert fald som taget ud af en western, hvor togbanen er anlagt i 1870’erne. Imponerende, synes jeg. Birgit var ikke helt forstående over for min begejstring. Men vi er begge enige i, at byen i det hele taget er en oplagt kulisse til en film.
Turen til Christchurch var på 248 km, og sat til mere end 3 timer. Det realistiske er nok, at den for os tog 4,5 timer plus pauser. Der er 3 etaper, der adskiller sig fra hinanden. Den første del frem til byen Springs Junction. Det er en rigtig tur igennem bjergene, langs en større elv. Den næste del er fra Springs Junction over Lewis Passet og frem til Hanmer Springs. Den var helt fantastisk flot og afvekslende. Sidste del kører man til Christchurch igennem lavlandet og med lange lige stræk. Den er ikke så smuk og inspirerende, som de to andre.
Birgit havde en travl dag. Der blev taget mange billeder gennem forruden og sideruden. Vi har jo ikke mulighed for at stoppe alle steder, så det er den eneste chance for at få vist, hvor flot naturen her er.
Vi har samlet en del af indtrykkene herunder. Så må I selv bedømme:
Lidt længere fremme efter passet bliver det endnu flottere, og meget afvekslende i udtryk og højder.
Vi var heldigt begunstiget af, at der ikke var voldsomt meget trafik i vores retning. Til gengæld er det den tur, vi har kørt, hvor der har været mest vejarbejde. Det er ikke så træls, når de rent faktisk laver noget. Men på flere af strækningerne i dag var det efter at vejen havde fået nye belægningssten (OB-belægning), og så er det svært at få trafikanterne til at overholde fartgrænsen. Et sted oplevede vi at få smidt en del sten op på ruden. Heldigvis uden skade til følge.
Vi er i den del af landet, hvor der er fundet varme kilder. Ligesom på Island og i Japan. Så der har man lavet hoteller, hvor man for en pæn sum kan få et bad med varme fra kilden. Byen Hanmer Springs, som vi tog ind til, er et sådant sted. Her fandt man i 1859 en varm sø, og det har så dannet baggrund for byens status som kurby. Allerede fra 1883 blev byen brugt som tilbud for sårede soldater. Og man lavede i 1914 et sanatorie (som brændte og et nyt blev opført), som man brugte til behandling af sårede fra 1. Verdenskrig.
For at komme til byen skal man over en gammel bro fra 1887, der fortsat benyttes. Den erstattede den første bro fra 1864, der blev ødelagt i en storm. Broen er en-sporet, så det er et sted man venter. Og det er den eneste vejforbindelse til Hanmer Springs, så den er vital. I dag benyttes broen også til at udføre bungy-jump fra. Vi så det desværre ikke, men jeg kan godt forestille mig gyset!
Selve Hanmer Springs var hyggelig, men der var ikke rigtig noget at komme efter. Vi overvejede ellers at sløjfe vores egen frokost til fordel for noget let et sted. Men det begreb havde ikke fundet vej til byen. Og den eneste café, der reklamerede med varme sandwiches var gået ud for skinke: Men vi kunne da få en med tomat og ost….. Vi valgte vores eget frokostbord, som vi indtog på en naturplads længere nede ad vejen. Vi fandt dog en butik, der handlede med uldvarer, så her fik jeg købt et halstørklæde, som nu varmer om min hals.
Som sagt aftog bjergene stille og roligt, i takt med at vi kom længere ned mod kysten. Der var dog stadig enkelte formationer af sandsten og andet, der gav nogle fine indtryk.
Da vi henad firetiden ankom til Christchurch begyndte vi at lede efter et supermarked, så vi kunne få handlet ind til dagens aftensmad. Derefter tog vi ud til pladsen, som viste sig at være kæmpestor. Og da de åbenbart p.t. ikke har så mange gæster, så ligger vi meget spredt. Det er både godt og skidt. Vi mødes da heldigvis stadig i køkkenet, hvor man kan få en snak eller to med de andre campister.
Dagens menu bestod af først et par lammepølser, der var grillet. Og derefter af Fettucine med en sovs af champignons, pesto og rejer. Det smagte udmærket og var en dejlig afveksling til kartofler og grøntsager.
I morgen står dagen på Christchurch og afslapning. Vi skal se at komme over vores forkølelser.