1. April – Whangateau – Auckland

Det var en varm nat i nat. Skydækket havde gjort, at den afkøling, vi har oplevet de sidste par dage, ikke var aktuel i nat! Til gengæld måtte vi leve med, at det regnede i løbet af natten.

Vi havde aftalt, at vi skulle prøve at komme af sted tidligt, da vi ville til Farmer’s Market i Matakana. Og det var godt, for da vi kom frem, fandt vi hurtigt en parkeringsplads ved en lille sø.

Det viste sig, at markedet var ekstremt hyggeligt. Det ser ud til, at markedsboderne står der konstant, så det betyder, at det har en vis kvalitet. Markedsboderne ligger omkring et lille bytorv nede ved en å, så det er en rigtig hyggelig gryde. Der var en god kvalitet i boderne, og det skinnede også igennem, at de folk, der kommer i området, er rimelig velbeslåede.

Som en pudsighed, så var hunde ikke velkommen på pladsen. Men så har man selvfølgelig arrangeret hundesitting – der skulle gerne være et billede af det.

Ved siden af var der endnu en lille markedsplads, men det var primært second hand og tilsvarende, og slet ikke i den gode kvalitet.

Da vi havde fået nok af markedet – vi købte lidt honning og en kop kaffe – så tog vi videre til Brick’s Bay, hvor en vingård havde lavet en skulpturpark, som man kunne gå en tur i. Det viste sig at være en helt vidunderlig natur-tur – hvorimod vi var enige om, at skulpturerne knap sagde os så meget. Og de var i hvert fald prissat til et niveau, hvor vi alligevel ikke havde en chance…. Men vi hørte den mest vidunderlige fuglesang undervejs, og så også mange forskellige fugle. Det i sig selv var hele turen værd.

Fra kulturen drog vi videre til indkøbsoplevelserne i Warkworth. Undervejs var der et sted, hvor vejen var skyllet væk af Gabrielle.

I Warkworth var der et par dagligvarebutikker, som vi ville besøge, så vi havde styr på aftensmaden inden vi tog ind til Auckland. Det viste sig, at det var en hyggelig lille by – ikke at butikslivet var noget særligt – men der var hyggeligt. Så vi gik en tur efter at have handlet. Og så fik vi ellers lidt frokost på New World’s parkeringsplads inden vi drog videre.

På det tidspunkt var det begyndt at regne, og det fortsatte faktisk til vi kom frem til pladsen her på Takapuna Beach i den nordlige del af Auckland. Det er en lille plads, og da jeg ringede i går var alt udsolgt, men jeg fik lov til at leje en ekstra plads. Og det var den også!! Ikke noget fancy her. Vores nabo er ikke kommet endnu, men der er ikke meget plads – men vi lever med det. Det er vores sidste nat i camperen, inden den skal afleveres i morgen.

Så noget af eftermiddagen har også været anvendt på at hente kufferterne ned, og få dem fyldt op igen. Vi er enige om, at vi pakker færdigt inde på hotellet. Men vi skal jo have det hele til at fungere, når vi afleverer bilen i morgen ude ved lufthavnen. Det bliver lidt specielt – men vi glæder os til at komme hjem, hvad vi også har bekræftet til ungerne, som vi har talt med på FaceTime her til aften (Morgen dansk tid!).

Men vi fik også tid til at gå en tur i det lokale område med en masse forretninger og barer. Vi endte på den irske bar til en IPA og en Guinness. Det er altid godt!

Camperen har været en oplevelse! Den har fungeret rigtig godt til formålet, men vi er også enige om, at vi aldrig kunne tænke os at skulle bo i sådan en permanent, som vi har oplevet at andre har valgt. Det ville vi virkelig ikke kunne holde ud. Vi skal heller ikke hjem og overveje, hvordan vi får råd til at købe en selv. Det har været sjovt at være i campinglivet – få lov til at være grimme undervejs – og nyde at lave mad selv o.s.v. Men grundlæggende er vi nok til et lidt højere serviceniveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.