Vi sov som en sten på Seafront Hotel, så uanset vi var gået tidligt til køjs, så var det væguret, der gik i gang kl. 8:00. Men vi kom hurtigt i bad og i tøjet, og fandt ned til morgenmaden. Den skulle til gengæld bestilles, så der gik næsten 30 minutter før vi kunne gå i gang. Men vi nåede det hele og var klar til bussen 9:30. Vejret var fantastisk. De havde lovet hedebølge over øen, hvilket på øen betyder op til 30 grader.

Det blev en dag med lange køreture. Kangaroo Island er stor, så når man ønsker at vise os de ting, der er i enderne, så skal der køres nogle kilometer. Buschaufførerne kører gladeligt 100 km/t uanset om vi er på smalle asfalt- eller grusveje. Men de skal have den ros, at de ser ud til at have styr på det.

Det første besøg på dagen efter at have hentet alle de øvrige passagerer på færgen (Vi blev i alt 50, selvom vores købsaftale lød på max. 35!) var Seal Bay. Her kan man sammen med en naturguide komme ned på stranden, hvor søløverne ligger og samler kræfter efter at have været på jagt efter føde i op til tre dage. Som det fremgår af billederne, så tog de sig virkelig en slapper! De små unger legede til gengæld i bølgerne og med hinanden, hvis ikke de lige skulle have en tår hos moderen.

Det var en fin oplevelse at komme så tæt på dyrene, uden at man oplevede, at de blev forstyrret eller påvirkede. Det var et dejligt sted.

Vi havde aftenen forinden slået os sammen med en af de andre turdeltagere, som også sov på hotellet. Hun hed Paloma og var fra Malaga. Vi hyggede os rigtigt sammen, og udvekslede erfaringer og gode rejseidéer. I bussen sad vi foran et par amerikanske damer med australske rødder. De var meget talende, så vores busguide måtte tysse et par gange. Men de var også smaddersøde og skal bl.a. til København i august. Vi lovede at hjælpe med idéer.

Efter besøget hos søløverne var det tid til at få frokost. Det foregik på et af de steder, der havde mistet alt ved den store bushfire i 2020, der hærgede en stor del af øen. Næsten halvdelen af øen blev ofre for branden, og det indebar i vid udstrækning også de ejendomme, der lå i bushen. Desværre tog branden også to mennesker som ofre. De nåede ikke væk i tide, da de ville advare deres naboer. Jo mere, man hører om disse brande, jo mere respekt får man for fænomenets kraft.

Man kan tydeligt se sporene efter brandene i naturen, men den har været den hurtigste til at retablere sig. For disse brande har altid eksisteret, og har været en del af naturens egen oprydning og regenerering. Men rigtig meget af de ejendomme, der blev ødelagt er også genopført, og sådan et sted spiste vi. En fin kyllingesalat og en cheesecake til dessert. Det var dejligt og let.

Efterfølgende gik turen til Remarkable Rocks, som er ganske bemærkelsesværdige. Det er en 500 millioner gammel magmaaflejring fra vulkansk aktivitet, der er blevet slebet til af vind og vejr igennem tiden, hvilket har givet den anderledes skulptur, det har dannet. På bagsiden går den runde klippe direkte ned i havet, så den side må man ikke komme rundt til. Men udsigten var fantastisk. Solen og skyer gør noget for den samlede oplevelse.

Efterfølgende gik turen ud til fyrtårnet ved Cape de Couedic og området nedenfor, der huser en anden bemærkelsesværdig klippe – nemlig Admiral’s Arch og en tilhørende lille koloni af pelssæler. Vejen derud skulle efter sigende have været lige, men resultatet er blevet anderledes. Måske har anlægssjakket ikke været helt tørlagte.

Sælkolonien kan betragtes, hvis man begiver sig ned ad trapperne til klippehulen eller fra en udsigtsplatform oppefra. Det er skægt at se, hvor godt sælerne kan skjule sig på stenene, da de har samme farve.

Når man går i dette område kan resterne fra branden fortsat ses ganske tydeligt. Dels som forkullede stubbe, dels som udgåede træer.

På vejen væk fra fyrtårnet møde vi denne lille hede-goanna, som desværre lever livet farligt, når de forsøger at krydse de veje, som der køres meget hurtigt på. Det er en ung fætter – vel 60-70 cm lang, og altså meget mindre end den goanna vi så oppe i Kangaroo Valley.

Dagens sidste stop var ved en wildlife-park, hvor man for et mindre beløb (40 AUS$) kunne få lov at blive fotograferet med en koala. Vi andre kunne nøjes med at gå ind til dem og klappe dem. De er meget bløde og nuttede, men tag ikke fejl. De er vilde dyr med skarpe klør og hannerne lugter ikke særlig rart. Ellers havde stedet både kænguruer, der måtte fodres, pingviner og pelikaner. Det gav selvfølgelig mulighed for nogle fine billeder.

Herefter var det fuld fart tilbage mod Penneshaw og færgen. Dog skulle vi lige forbi øens lufthavn med nogle, der skulle overnatte andre steder. Dermed blev mulighederne for at bestille mad inden færgeafgang noget begrænset, men da vi var klar over det skyndte vi os at få bestilt. Så vi kunne tage en lille pizza med os ombord.

Besøget på Kangaroo Island var ikke det, vi havde set frem til af dyreoplevelser. Hvis vi skal gøre turen om, vil vi blive en nat mere, og så enten køre selv eller lave en målrettet tur til dyreoplevelserne. Vi synes vi kørte for meget og så for lidt. Og færgetiderne styrede dagens program for meget. Seals Bay og rovfuglecentret var vellykkede, men vi behøver ikke køre rundt på en stor ø for at se produktreklamer og lokale erhvervsdrivende. Til gengæld ville vi gerne have været på tusmørketur og se flere af de vilde dyr. Men det må så blive næste gang.

Tilbage på hotellet fik vi bestilt en taxa til lufthavnen (kl. 5:30), og skyndte os op og fik checket ind og stresset over lavprisselskabers mulige umuligheder. Og herefter var klokken + 23:00 – så det gjaldt om at falde i søvn.