Uhhh, det var tidligt, da væguret insisterede på at nu skulle vi op. Klokken var fem – og en ting, vi har vænnet os til på turen, er at sove til vi vågner, hvilket normalt først er godt 7. Nå, men vi skulle være klar ved bussen kl. 6 og vi skulle nå at checke ud først, få kufferterne opmagasineret, spise en youghurt og drikke en kop kaffe. Men vi var klar fem minutter før tid, så da bussen kom, var det bare afsted.

Vi kørte Adelaide rundt de næste tre kvarter og samlede forskellige personer op, der skulle med færgen herover. Vi var en 35 stykker, der skulle med. Det viste sig, at vi skulle deltage i forskellige ture hernede, men at Sealink, som driver færgeforbindelsen har lavet sådan en busservice, der bringer folk til.

Det viste sig hurtigt, at området omkring Adelaide slet ikke er så kedeligt, som det vi selv så, da vi kørte til byen. Her mod syd var det en gentagelse af de rullende bakker og flotte udsyn undervejs. En rigtig flot køretur. Vejret var dog noget anderledes i dag med en hård vind fra øst. Det medførte bl.a. at en af lågerne for bussens depotrum blev blæst op tre gange undervejs. Ikke helt ligegyldigt, hvis du havde været en modkørende bilist i samme sekund! Vejenes tilstand var også tilbage til noget vi havde oplevet tidligere med masser af potholes og smalle veje. Det kunne dog ikke genere vores chauffør – han skulle jo nå færgen.

Blæsevejret betød også en rigtig god vippetur herover. Ruten betjenes af en katamaranfærge a la Molsruten – bare meget mindre. Den tog sig nogle gode rulleture, men vi lagde os til at hvile, og pludselig var det ovre.

I havnen blev vi mødt af en række forskellige tur-operatører, som samlede os op til deres ture. Vores tur var en to-dages tur, og det viste sig hurtigt, at vi skulle afsted med en stor gruppe, som også havde været afsted i går. Derfor var turens program også byttet rundt for vores vedkommende, hvilket nu ikke gør så meget, da vejret bestemt ikke havde været behageligt at skulle se på klippehuler og gå ned ad trapper i.

Buschaufføren var af den slags, som kunne underholde hele dagen uden manuskript, og nogle gange var det interessant og relevant information. Der er ca. 1.600 km veje på Kangaroo Island, og kun de 400 km er med asfalt. Hvis turisterne foran kørte for langsomt – og det gjorde alle efter hans oplevelse – så blev de overhalet ved først mulige chance. Uanset om vi kørte på grus eller asfalt.

Første stop på turen var et rovfuglecenter, der samler skadede fugle op med henblik på træning og restitution – og om muligt igen at lukke dyrene ud i naturen. De lavede en fin forestilling med en række af øens rovfugle. Det var både informativt og også spændende at komme så tæt på dyrene.

Efter rovfuglene kørte vi videre til en eukalyptusolie-farm. Farmene havde oprindeligt haft får og kvæg, men da priserne for 20 år siden dykkede, så det var svært at få driften til at hænge sammen, besluttede denne familie at genoptage en tidligere lokal produktion af eukalyptus-olie. Det fik vi en gennemgang af – både historisk og lidt om produktionsmetoden. Samme sted serverede i øvrigt frokost for os, inden vi blev sluppet løs i butikken.

I de første mange år foregik fældningen af eukalyptusen manuelt med kædesav, men nu har de ombygget en klippemaskine, der høster bladene fra 2 år gamle skud og sender dem til destillering. Et ton blade kunne give 10-15 liter eukalyptusolie. Vi købte nogle produkter med os til den videre færd. Og supplerede med et par nye ørenringe til Birgit.

Herefter stod den på honningbier. Bierne på Kangaroo Island er oprindeligt importeret fra det sydlige Italien, og udvalgt for deres gode temperament og lave aggressionsniveau. Nu eksporterer man dronninger for at kunne give disse egenskaber videre ud til hele verden.

Honningen smagte godt – men vi var mindre begejstrede for deres honningøl og den alkoholfrie drik, de havde lavet med honningsmag. Til gengæld havde de lavet en aldeles fortræffelig honningis, der blev nydt som en velfortjent dessert.

Herfra gik turen ned til en strand, hvor der var flotte udsigter. For os noget af en gentagelse. Men smukt var det, og det kan man aldrig få for meget af.

Derfra kørte vi videre til en vingård, hvor der var dømt vinsmagning. 8 forskellige vin af husets egen produktion. Der var nu ikke rigtig noget, der faldt i vores smag. Vi synes ikke helt, vinen her kunne måle sig med de gode vine vi fik, der var lavet på Tasmanien. Til gengæld fik vi en fin fortælling om at starte vinproduktion og om at bygge en vingård ud af genbrugsmaterialer. Vi så også de vilde kalkuner, som er hentet ind for at holde vinene fra for snegle og insekter.

Sidste stop på dagens tur var Cape Willoughby fyrtårn. En interessant fortælling undervejs om, at øen først fik elektricitet i 1966, hvor man fyrede alle de tre fyrbøderfamilier på øens fyrtårne. Men dejligt var der omkring tårnet og her var masser af de lokale kænguruer, nogle store mørke eksemplarer af racen.

Efter denne sidste besigtigelse var det afsted tilbage til færgen. Vi var faktisk kun tre, der skulle blive til i morgen. Os og så en spansk kvinde, som bor her på det samme hotel. Vi foreslog, at vi spiste middag sammen – og det gjorde vi. Det var hyggeligt at møde endnu et nyt menneske – og tale om det at rejse alene i verden.

I morgen bliver vi hentet kl. 9:30 – og så må vi se på, hvad dagen kan byde på af overraskelser. De har lovet super sommervejr – og det glæder vi os til.