Det blev temmelig koldt i nat, og da Birgit gerne vil køles ned, så var kabinen omkring 10 gr. kold i morges. Så det var svært at slippe dynen. Men solen fik nu hurtig fat, og sendte lovning om endnu en fantastisk sommerdag.

Vores mål for dagen var en campingplads i Portebello, på Otago halvøen, da det på grund af en stor koncert i morgen, lørdag, ikke var muligt at få en plads inde i Dunedin. Vi havde valgt ruten ned langs alle søerne – og det fortrød vi ikke. Det startede med det ene flotte vue efter det andet. Vi måtte selvfølgelig stoppe ved nogle af vejens udsigtspunkter for bare at tage dette smukke landskab med.

Søerne indgår i Waitaki-systemet af vandkraftværker, og dem fulgte vi nedad de næste par timer. Masser af flotte indtryk med varierende bjerge og søer i forskellige udformninger. En kollega havde beskrevet det at rejse i NZ sådan, at hver gang man runder et hjørne, så udbryder man et “næh – hvor er her smukt”. Og sådan var en stor del af køreturen i dag.

Et andet interessant stop var efter byen Waikaura, hvor der var fundet et sted, som havde været ceremoni eller feststed for de lokale Maorier. Og her havde de efterladt nogle tegninger på stenene. De ældste og mest interessante var desværre flyttet fra stedet til et museum, men den spændende sandstensklippevæg var i sig selv interessant at besøge.

Efterfølgende kom vi ned til Highway 1. Vores elskede Siri havde dog først lige sendt os på en tur ind over landet. Hun har sikkert regnet ud, at det var en kortere tur. Men havde glemt at tage hensyn til, at vi kører en kæmpe kasse og det var en smal vej med meget op og ned og ud og ind. Men så får man sat tempoet efter omstændighederne og kan nyde en anden natur end den, som den store vej bød på.

Sydpå ad Highway 1 var det tydeligt, at trafikken var noget mere intens end vi havde oplevet på turen østover. Så vi måtte nogle gange finde et godt sted at trække ind, så halen af biler i alle afskygninger kunne få lov at passere. Jeg kører ikke gerne mere end 80 km/t, så skal jeg bruge for mange kræfter på at orientere mig, og får ikke set noget.

Vi stoppede næste gang et sted, der her Moeraki Boulders. Her fik vi smurt os en frokostmad, og lavet en kop kaffe og te. Herefter gik vi ned og så den flotte strand og de fantastiske bølger. Men som den trofaste læser ved, så har vi set en del strande i AUS, og der skal efterhånden noget til at imponere os 😁

Efter frokost satte vi næsen mod Dunedin. Man ankommer til byen via en 4 km lang nedkørsel. Heldigvis er der et spor til langsomtkørende udlændinge i for store campere, når det går voldsomt ned ad bakke. Vores Sprinter har ikke mulighed for at vælge manuelt gear, så der er ikke meget motorbremse at arbejde med. Så man må sætte tempoet ned.

Vi fik fyldt tanken med diesel i udkanten af byen, og fulgte så ruten gennem byen i retning mod halvøen og Portobello. Dunedin ligger ned til vandet, og man skal derfor over et par broer/dæmninger for at komme ud på halvøen. Der kører man så langs Portobello Road, som ligger helt nede i vandkanten. Den fulgte vi hele vejen op til byen Portobello. Det var en smuk tur.

Vi havde egentlig ville være stoppet ved et supermarked på vej herud, men vi kom ikke forbi noget. Så da vi kom til pladsen måtte vi spørge, hvor vi kunne handle de småting vi manglede. Men byen har en lille butik, og de havde også lidt kød, og andre ting, vi manglede. Vi valgte at riste nogle gode pølser til aften, og spise sammen med kartofler og majs. Vi fik også købt en ny rødvin.

En af de ting, vi gerne ville opleve her på halvøen er den koloni af albatrosser, der er ude i enden. På campingpladsen anbefalede de, at vi kørte direkte derud, fordi det var et godt tidspunkt at se fuglene på.

Kolonien ude på halvøens spids i et forrevet terræn ved et gammelt fyrtårn, er den eneste landfaste koloni for albatrosser på NZ. Albatrosser kommer tilbage til deres rede hvert andet år og lægger æg i november, som så udruges i februar. Så nu er de nye unger ved at lære at flyve.

Det er en imponerende fugl, med et vingefang op til 3,3 meter og en krop på op til 1,1 meter. Det var svært at komme tæt på rederne, men det var ikke svært at se fuglene – og at se, at der er tale om nogle dygtige svævere, der er ganske store. Til gengæld er de ikke nemme at tage billeder af, da de er et godt stykke væk, og skal fanges i farten.

Der er også andre fugle derude. Ikke mindst en stor mågeflok, der holdt til uden for albatroscentret, og var misundelige over, at de ikke fik del i interessen. Men så man man da gøre opmærksom på sig selv.

Herefter kørte vi af den noget smalle vej rundt om en høj pynt. Det var med at holde tungen lige i munden, for der var dårligt plads til vores camper og en stor bil ved siden af. Men tilbage kom vi. Og så var det tid til at slappe af i et kvarter, inden vi gik i gang med aftensmaden. Vi var blevet lovet dårligere vejr – herunder en byge – henad aften. Og det holdt de. Dog er vi sluppet for bygen. Men det blæser og er småkoldt (15 gr.) udenfor.

Vi har brugt en del tid her til aften på at booke de næste par dage. Vi er lidt uheldige, at vi ikke kunne få plads i Milford Sound, så vi måtte finde et alternativ, som vi så har booket. Derefter har vi også booket de to dage før, fordi det også var en eftertragtet plads. Det hele går utroligt langsomt, og det gør det til en tung del af den tid, hvor man egentlig bare skulle slappe af, og nyde det. Ikke lige noget, der passer mit temperament!!