Det var en kold morgen at stå op til, så vi tillod os selv lidt længere tid under dynerne, hvilket var dejligt. Vi er faktisk blevet ret gode til at sove +9 timer, hvilket jeg tilskriver, at vi virkelig er kommet ned i gear. Det er en god start på vores nye livsfase med pensionistlivet.

I dag var første gang vi skulle tømme spildevand og klosettank. Så har vi også styr på det. Der er meget tilvænning og mange vaner i forbindelse med campinglivet – og den daglige udcheckning og de aktiviteter, der skal gøres i den anledning er vigtige, så vognen er klar til køreturen. I går oplevede vi f.eks. at en hel almindelig vej – med helt almindelig dårlig overflade, kombineret med en masse sving betød at skuffer faldt ud og paprikabøttens indhold lå i bunden af skabet sammen med halvdelen af saltet. Jo jo – sådan en lejevogn har jo ikke de bøtter og systemer, som en vogn ville have, hvis det var ens egen. Det tænker jeg alle campingfolk kan nikke genkendende til. Men vi har nu byttet lidt rundt på de steder, tingene står, så den dårlige skuffe ikke skal falde ud hver gang, vi tager et lidt skarpt sving.

Vi startede dagen med at udforske Dunedin. Det er NZ’s ældste by, grundlagt i 1848 af skotske bosættere. Navnet betyder Edinburgh på gælisk. Et guldfund i 1860 gjorde at stedet tiltrak sig mange tilflyttere. Man kan fortsat se den skotske indflydelse i byen. Både på de gamle bygninger, der fortsat står, men også i forretningslivet, hvor det er muligt at købe bl.a. kilte, og en masse uldtøj. Det hænger naturligvis sammen med, at NZ har ekstremt mange får.

Vi var således også inde og købe den helt specielle blandingsvare, man kan få her, nemlig possum og merionuld. Opossum’erne er bragt hertil fra AUS, hvilket er en fejl. De er en invasiv art, og forsøges udryddet på øerne. Men det betyder, at dem de fanger kan pelses til at lave garn med. Og denne kombination af med merinould giver en helt fantastisk varmesikring af den, der bærer tøjet. Så vi har købt os hver en ny trøje!

Byens stationsbygning er den mest kendte bygning. Den var ved at blive renoveret, men der var en bygning over for, som lignede arkitekturen. Vi synes det lignede Edinburgh fint. Og vejret i dag var utrolig skotsk med en smule kølig vind og byger hele tiden!

Byen er i øvrigt præget af, at 20% af byens befolkning er mellem 15 og 24 år. Det skyldes ikke mindst universitetet og de andre læreanstalter. Det sås tydeligt i handelsgaderne i dag, hvor der var masser af liv, og mange unge mennesker. De er lige ved at komme tilbage til det nye semester, og det betyder ekstra gæster i byen. Bl.a. derfor kunne vi ikke få plads for natten på de lokale campingpladser.

Efter formiddagskaffen gik vi en tur i den store anglikanske kirke. Den er pudsig. Halvvejs opført i gammel stil. Man kan vel sige, de har prøvet at lave en engelsk middelalderkirke. Og så slap pengene op, hvorefter den stod ufærdig i 50 år. Så lavede man en arkitektkonkurrence og byggede et nyt kor op i en helt anden stil. Utraditionelt – og jeg er ikke sikker på, om jeg helt synes det er lykkedes….

Efter byturen kørte vi sydpå. Målet var en plads ude på landet ved en by, der hedder Kaitangata. Det er en lille plads, der er under opbygning. Men det var helt fint for os i dag. Vi gad ikke køre så langt. Men hellere have tid til at få gjort lidt mere planlægning og for mit vedkommende få løbet en lille tur. Jeg tror, det er vigtigt, når man rejser fra sted til sted hele tiden, at man får indlagt nogle pauser, hvor man ikke nødvendigvis skal noget. Men bare kan slappe af og nyde stedet, hinanden og at man har ferie. Ellers bliver det også svært at få de store oplevelser til at fæste sig som det, de er.

På vejen herned i dag oplevede vi ellers noget typisk for NZ. De store ko- og fåreflokke flyttes ganske ofte. I forhold til hvad vi er vant til at se i DK, så står de utrolig mange dyr samlet på relativ lidt plads. Men det betyder så bare, at de skifter marker lidt oftere. Og i dag var det så en stor flok, der skulle hen over den vej, vi kom kørende ad. Bonden havde utroligt styr på sin flok, og da han synes det var tid stoppede han dem blot og lod os køre igennem. Det skete helt stille og roligt.

Vi har haft forbindelse til familien i Ledøje her til aften. FaceTime er fantastisk til lige at få samlet op. Men man skal hele tiden planlægge, når tidsforskellen er på 12 timer. Så enten er det aften det ene sted, eller også det andet…

I morgen skal vi så have en længere køredag. Men det skyldes også, at vi gerne vil se lidt spændende natur, så vi kører en omvej over til Te Anau, som er næste stop. Derom i morgen.