Kan man blive overlæsset med skønhed, så man ikke længere ænser den? Hvad er den normale menneskelige reaktion? Og hvad er filosoffernes tilgang til begrebet “for megen skønhed”? Det er sådanne tanker, der løber igennem mit hoved, når jeg kører i dette land. For jeg kommer forbi steder, hvor jeg må erkende, at jeg ikke rigtig ænser skønheden – men hvis jeg havde set det samme billede derhjemme, ville jeg have syntes at landskabet rummede utrolig megen skønhed.
Birgit og jeg har et par gange vendt længden af vores tur. Vi vil evaluere, når vi når hjem. Men den tanke, der er kommet undervejs er, at mængden af fantatiske landskaber og skønne synsindtryk gør, at der er en risiko for en blindhed over for meget af det smukke vi kører igennem.
Og hvorfor denne indledning? Jo, i dag har vi taget hul på noget af det, som man rejser til NZ for at se – Fjordlandet. Og vejen derhen havde vi besluttet at tage den sydlige “scenic route”. Det forlængede godt nok køreturen med en god time til halvanden. I alt tog turen 6 timer – og det inkluderer en kaffepause og en frokostpause. Den sidste egentlig ganske kort, for vi fandt ikke nogen smukke steder til hverken den ene eller den anden pause.
Men som I kan se, førte ruten os igennem et varieret landskab. Først med bløde bakker og sving, så igennem et større skovområde hvor det også gik op og ned, så ud til vandet, og bagefter ind over et stort marskområde. Det var første del af ruten til Invercargill.
Vores Siri-GPS førte os i øvrigt uden om byen ad nogle små veje. Igen så vi nogle store ko-vandringer, når malkekøerne skal flytte, eller når de skal ind og malkes om eftermiddagen. Nogle bønder er blevet trætte af, at skulle genere trafikken, så de har lavet ko-tunneller under vejen. Så kan køerne selv finde hjem ved malketid, og selv gå tilbage på marken. Sådan ser det i hvert fald ud for en uvidende. Men jeg har ladet mig fortælle, at køer har den evne.
En anden ting, vi har set flere gange det sidste stykke af vejen, er disse enorme, klippede hække i stedet for de danske læbælter. Det ser lidt sjovt ud, når sådan en fire meter høj klippet grøn mur står på toppen af en bakke.
Endelig må vi atter konstatere, at NZ er et relativts stort land til en befolkning, der er lidt mindre end Danmarks. NZ er 5,5 gange Danmarks areal. Så der er ikke noget at sige til, at dele af befolkningen lever langt væk fra alting og relativt afsides. Vi synes også, vi kan se, at samfundet har en udfordring med at mange af disse landlige områder er præget af en vis fattigdom. Det er muligt at gårdejerne har det godt, men de små landsbyer er ofte præget af forfald og afvandring – eller måske blot håbløshed. Der er sikkert ikke mange arbejdspladser uden for landbruget og turistindustrien, så jeg tænker, at der sker en løbende afvandring til de større bysamfund.
På et tidspunkt forlod vi Highway 6 og kørte mod vest i retning af Te Anau. Og så skete der noget med landskabet. Nu kom bjergene i en anden skala, og det blev samtidig mere rå – men også usigeligt smukt.
Ankommet til Te Anau fik vi først handlet ind, og så installeret på campingpladsen. Efter seks timer i bilen er det godt med en kop kaffe, lidt afslapning – og også en kold øl til at skylle efter med. Vi har besluttet, at vi bliver på pladsen i to nætter, så vi har tid til at se noget i morgen. Få vasket noget tøj, og slappe lidt af. Det hører I nærmere om i morgen.
Lige nu slapper Birgit af med at se film på min iPad, mens jeg sidder og skriver. Vi har delt en flaske Pinot Noir fra Central Otago, der ikke ligger så langt væk. De smager godt, men er også relativt dyre på stedet. Men det er alt, hvad der indeholder alkohol, så det er ikke fordi det overrasker. Vi har spist lam i dag. Det må man jo gøre, når man ser på, hvor store mængder af får, der køres til slagterierne (vi ser hver dag transporter på vej med får på landevejen).
I dag så vi i øvrigt også flere marker med rådyr. Ikke den danske model, men snarere noget, der lignede amerikanske deer – på størrelse med en dansk kronhjort. Jeg kan godt forstå, at de afhorner dem – men det er nu lidt sølle at se en stor han uden gevir. Men de smager sikkert ganske godt alligevel.