Det var en dag i geotermikkens navn i dag. Vi er midt i et kæmpe vulkansk område med meget geotermisk aktivitet. Det minder faktisk en del om Island – og så alligevel ikke.

Men dagens første turiststop var nu et med vand – meget vand! Også lissom på Island: 200.000 liter pr. sekund presses igennem løbet, hvor man kan se Huka vandfaldene. Det er helt vildt fascinerende at se det tempo som vandet kommer med, og de kræfter, der bliver aktiveret. Vandet bliver pisket op med bobler, hvorfor det ved faldet får en fantastisk lys blå farve. Helt vidunderligt.

Meget tæt på vandfaldene ligger det område, de her kalder Craters of the Moon. Månekraterne. Man forstår det godt. Det er et område, hvor geotermikken lader vandet (vanddampen) komme op af jorden og det betyder, at jorden i store områder er porøs, og kan kollapse.

Maorierne var de første til at finde disse varme kilder i det vulkanske område omkring Taupo, og dyrkede områderne med respekt og ceremonielt, som naturfolk ofte gør med steder, hvor naturen viser sine kræfter. Englænderne lokaliserede de varme kilder omkring 1850’erne.

I 1950 startede man med at udnytte de geotermiske energier i området, og det skete som jeg har kunne finde ud af, gennem boringer ned i de varme magasiner. Man hentede derefter varmt vand op herfra, og dermed blev trykket ændret nede i jorden, og tilstrømmende vand fra andre magasiner blev varmet op og blev til damp, som skulle finde en vej ud. Og sådan blev kraterne skabt i 1950. Der skete en ti-dobling af den dampenergi, der skulle op af jorden – og her var overfladen porøs og kunne give vanddampen en vej til overfladen. Den konstante damp har medført at klipperne visse steder er blevet porøse og et kollapset, og det er det man ser i kraterne. I dag er den geotermiske energi dæmpet, så den kun udgør fem gange så meget som i ‘50’erne. Men området ændres løbende, så de boardwalks, der er lagt ud for at publikum kan komme sikkert rundt, en gang i mellem må flyttes.

I dette område er det mest vanddamp, der kommer op – så det er ikke så slemt med svovllugt her. Den var der til gengæld i Waiotapu Scenic Reserve, som lå et stykke længere nordpå. Her er det ikke kun vanddamp, der kommer op af jorden. Men kogende vand med mineraler, masser af svovl, jernoxid m.v. Og det betyder, at nogle af de søer, man kan se her bl.a. den store kendte Champagnesøen, viser et utal af farver, afhængigt af vejr og vind, der får de forskellige salte til at samles. Det var en meget fascinerende område – men man skal kunne holde svovllugten ud!

Ud over Champagnesøen er der flere store kratere, hvor vanddampe og mudderpøle med naturolie bobler lystigt. Og naturen har med overløb fra den store sø dannet nogle flotte naturlige terrasser i takt med at mineralerne har dannet krystaller, der ligger i lag i store områder. Turen rundt slutter af med et crescendo ved den grønne sø, som er et sted, hvor overløbsvandet fra Champagnesøen kommer ned. Og her bundfældes mineralerne, så søen fremstår fuldstændig lysegrøn. Et helt overvældende flot syn.

Efter disse intense natur- og turistoplevelser blev vi enige om, at vi ikke behøvede at se mere i dag. Vi satte derfor vejen mod vores campingplads, som ligger ned til en sø uden for byen Rotorua. Vi kom ved tre-tiden og var enige om, at vi ville slappe af resten af dagen. Vi havde begge været lidt vågne i nat, og trængte begge til en “morfar”. Heldigvis var vi kommet på plads relativt hurtigt, for så stod himmel og jord ellers i et. Det piskede ned med regn i en god halv time. Et rigtig skybrud virkede det til.

Her i området har vi ellers set flere af de skader, de har haft i forbindelse med cyklonen Gabrielle. Mængderne af vand har skabt mange jordskred og ødelagte veje. Men vi har også i dag igen set områder, hvor fyrretræerne er knækkede eller væltede i den hårde storm. Der ryddes op på fuld kraft i skovene, men der ser virkelig ud til at være væltet mange træer. Det er svært at vise på billeder, men man er ikke i tvivl om, at det er store kræfter, der har været på spil.

Nu giver vi den en slapper for resten af aftenen. Vi har seks nætter tilbage i camperen – og nu er vi begyndt at tælle ned. Det bliver både underligt og dejligt, når denne vidunderlige tur er slut.