Vi havde valgt at blive på pladsen her ved Rotorua en nat mere, så dagen i dag skulle bruges på lokale seværdigheder. Vi besluttede os for, at vi skulle se den lokale, termiske Maori landsby. Vi startede dog med at få handlet ind til aftensmad m.v. Der skal jo hele tiden nye forsyninger til. Derefter kørte vi ned igennem byens midte, for at få et indtryk af, hvordan den var. Bortset fra et spændende område omkring event-centret, så den nu ikke særlig opløftende ud.

Rundvisningen startede kl. 12:00. De havde lovet vi var max. 30, men endte med at være næsten 50. Det er lidt skidt, når guiden også insisterer på at tale undervejs, mens hun selv går baglæns. Man må jo erkende, at mange af de lokale kræver at man hører godt efter, for at forstå, hvad de siger. Og det gjaldt også vores guide her. Hun startede i øvrigt med at sige, at vi skulle bare tage alle de fotos undervejs, vi havde lyst til, hvorefter hun skældte Birgit ud for at tage et billede af hende, uden at have spurgt først! Så kan man tale om sproglige vanskeligheder – der må være nuancer, vi ikke forstod.

Maori landsbyen Whaka (en væsentlig forkortelse af byens fulde navn) ligger omkring et område med termiske kilder. Her har Maorierne traditionelt boet og levet i takt med naturen. De bruger kilderne til både at lave mad, og til at sørge for varme bade. Vi blev budt på friskkogte majs fra den store varme kilde midt i byen.

Badeanstalten er traditionelt et fællesbad. Guiden fortalte, at det var vigtigt, at man startede med at fylde karret med koldt vand, og så lod det varme vand fra kilderne komme ind i karret, indtil det havde den rigtige temperatur. Hvis man startede med at fylde karret med det varme vand, ville det tage flere timer, at køle det ned igen. Det er tradition, at familien bader sammen hver aften før eller efter aftenmåltidet. De små render på billedet er dem, der sørger for, at det varme vand via overløb fra kogesøen kan komme til at fylde karret.

Hun fortalte en del om Maorierne, herunder, at der er en 10-12 stammer på hele NZ. De er alle efterkommere af indvandrere fra Polynesien, der drog til NZ omkring 13-1400-tallet. De er organiserede i en stammekultur, hvor familierne og blodets bånd er det bærende element. Tættest på er familien, som består af alle slægtsled inkl. kusiner og fætre i 4-5-led. Klanerne er så bygget op af familier, der er relaterede så det omfatter fætre og kusiner i op til 8. led. Flere klaner danner så en stamme. Oprindeligt sikrede man familiesammenhængen gennem arrangerede ægteskaber inden for familien.

Guiden fortalte også meget om, hvor vigtigt familiehistorien er, og at deres kultur ikke har haft et skriftsprog, hvorfor overleveringer altid har været mundtlige. Nogle af fortællingerne er så understøttet af deres træskærer-arbejder, hvor de typisk har illustreret familie-relaterede forhold.

Hun fortalte også, at træskærerarbejderne ofte forestiller mænd, der spiller stærke. Sådan er deres danse også. Det handler om at indgyde en eventuel modstander respekt og angst, så man undgår at slås. Når man har oplevet en traditionel Maori-dans, så forstår man godt, at den kan indgyde en vis tilbageholdenhed.

Når mange af figurerne i træskærearbejderne har tungerne ude, så er det for at vise fjenden disrespekt. Hvis det passer os, så æder vi jer. Det var den største fornedrelse, man kunne komme ud for. For nogen, der var endt som afføring ville man aldrig nogen sinde tale om. Om de reelt har udlevet kanabilisme, fortalte hun ikke noget om.

Rundturen sluttede ved deres geyser’s. De har tre kilder, der springer. Men som fortalt, så ændrer de geotermiske forhold sig hele tiden, så lige nu kunne vi reelt kun se den ene kilde springe. Den store geyser skulle man være heldig for at opleve, men den springer ca. 10 gange i døgnet. Så sender den vand og damp op i 30 meters højde. Heldigvis har vi oplevet det på Island, så vi kunne godt leve med at gå glip af det her.

Efter besøget i landsbyen spiste vi frokost i vognen inden vi tog ind til centrum for at gå og studere butikker. Det viste sig, at den scanning jeg havde foretaget, da vi kørte igennem tidligere på dagen ikke var så skæv endda. Der var egentlig masser af butikker, men intet af interesse. Vi undrede os over, hvor omsætningen kom fra.

Så vi gik ned til event-centret, som er et stort grønt område bygget op omkring de termiske kilder inde i byen. Her er en gammel badeanstalt (de blå bade) og et tidligere kurhotel, som nu er museum. Og så er der en kæmpe lawn-bowls-club med masser af baner og herunder også et par store petanque-baner.

Det tidligere kurhotel er nu museum for området. Det er en virkelig flot bygning (fredet i klasse A), som efter sigende er en af NZ mest fotograferede. Lige nu var den under restaurering, da den er ved at blive jordskælvssikret efter skælvet ved Kaikoura (på sydøen) i 2016. Det åbner igen i 2025.

Vi valgte derefter at køre med campingpladsen. Ude ved pladsen var man både i går aftes og her til morgen igang med at forberede et kæmpe skolestævne for highschools, der skulle konkurrere på vandet. Så vi gik ned og så på de sidste konkurrencer, både for store både med 12 roere, og også for enkeltkanoer. Begge bådtyper er Maori-både, så vi kunne også se, at en stor del af børnene repræsenterede denne befolkningsgruppe. Det så sjovt ud, og der blev gået til den i konkurrencerne. Også på heppesiden! Vi har fået at vide, at de skal konkurrere hele ugen til fredag, så det er spændende om de hormonfyldte teenagere giver os en festlig aften på pladsen. Der er mange af dem, der overnatter her.

En af de ting, vi kan nå, når vi ligger flere dage samme sted, er at få vasket vores tøj. Så Birgit har organiseret dette, mens jeg har siddet her og skrevet.

I aften vil vi lave lidt planlægning for de næste dage. Det står lidt åbent, men vi skal jo prøve at få set det, vi allerhelst vil, mens vi kan nå det. Nu er der kun en uge til vi skal sidde i flyet på vej hjem.