Vores held med vejret er slut! Det regnede en del af natten, og det gjorde det sandelig også, da vi stod op. Til gengæld har det ikke været koldt i nat, så lidt har vi da fået ud af, at rejse nordpå mod varmen.

Vi havde besluttet, at vi skulle se centrum af Whanganui inden vi kørte videre. Så måtte regnvejret ellers passe sig selv. Det er en by med mange gamle huse i hovedgaden. Der trænger bare til en stor pengepung eller en eller anden form for subsidiering, så husene kan blive sat i stand. Det kunne blive så flot. Nu er det ligesom om, det bare får lov til at forfalde lidt efter lidt. Det er virkelig synd, for det kunne blive en af flere smukke byer, hvis man fandt ud af, at gøre det rigtigt. Se f.eks. den smukke biografbygning, der også her lever som biograf endnu. Det skal bare hjælpes på vej.

Efter en tur op og ned ad hovedgaden besøgte vi en række kunstgallerier, der ligger i byen. Der var faktisk gode ting ind imellem – men også en masse, som man aldrig ville erhverve sig. Men der er åbenbart masser af kreativitet og skabertrang i området.

Køreturen i dag var en af de lidt længere – ikke så meget i kilometer (223 km) – men da der var en del kørsel i bjergene, så tog den et sted mellem 3,5 og 4 timer at køre. Vi tillod os også mange stop på vejen, for den første del af turen op igennem Whaganui Nationalpark var bare vanvittig flot – selv i det bygevejr, vi havde i dag. Vi oplevede også for første gang de ødelæggelser, som cyklonen Gabrielle og efterfølgende regnvejr har stået for. Tre steder på det første stykke, var dele af vejen simpelthen glædet ned i dalen. Så der var meget reparationsarbejde i gang. Vi kunne også se, at der var sket jordskred og stenfald mange steder. Og dette her område var på ingen måde i orkanens midte.

Vi har taget mange billeder igen – for jer, der ikke har set området ligner det måske en gentagelse. Men naturen adskiller sig hele tiden, og giver nogle nye indtryk og flotte udsigter. Bær over med os, hvis I føler I har set det hele før.

Godt oppe ad Highway 4 skulle vi skifte over til Highway 47, gennem Tongariro National Park. Det er et tidligere vulkansk område. Den var meget speciel – en højslette der nærmest havde karakter af lidt hede. Faktisk med et par tidligere vulkaner inde i midten – men de var svære at se på grund af vejrliget, hvor regnbygerne lå lavt henover terrænet. Her så vi blomstrende lyng bl.a. Men vejret var som sagt usædvanlig dårligt, så vi har ikke rigtig nogle billeder derfra.

På vejen passerede vi Lake Rotoaira, og så kom vi til en meget lang nedkørsel i mod Lake Taupo.

Lidt længere nede ad vejen kom vi forbi en gammel jernbanebro, der fortsat er i brug. 77 meter høj og 260 meter lang. Bygget i årene 1905-08. Et flot syn. Og man kan gå over slugten under jernbanebroen, hvis man altså tør! Gangbroen kan ses på billedet til højre.

Via Hovedvej 41 kom vi over til Hovedvej 1, som vi skulle følge langs søen op til Taupo. Søen er en kratersø, der er skabt fra et større vulkanudbrud for mange år siden. Men der er fortsat vulkansk aktivitet i jorden, hvilket bevirker, at der i området er varme kilder, som har givet anledning til at stedet er et kurbad og i øvrigt anvender geotermisk energi i dele af området.

Vores campingplads – BeRetts – har også sådan en varm kilde, og derfor tilhørende spa-Resort. Det havde vi fået anbefalet, så selvom det var en noget dyrere plads, så tog vi den. Vi har også været i de varme mineralske bade i eftermiddag. 41 grader, så det er trods alt begrænset hvor længe det er behageligt, trods spa-dyser og anden underholdning. Men vi fik seniorrabat på indgangen, så vores gode halve time eller mere var velanbragt. Nu har vi prøvet det – og kan konstatere igen, at Birgit og jeg ikke tilhører den store flok af spa-entusiaster.

Pladsen er desværre ikke en, der kan leve op til den standard de sælger. Men mon ikke vi klarer den. Trods alt. Nu vil vi i hvert fald nyde natten inden vi skal ud og se på de nære omgivelser i morgen.