Det blev en sen nattesøvn i går!! Færgen var inde omkring kl. 0:30, og så satte vi kursen mod Vida og Kaspers indkørsel, som lå ca. 20 minutter væk. Vi kom til Eastbourne, og kørte op ad vejen som gik op ad bjerget til deres hus. Men i mørket kunne vi ikke klart identificere, hvor indkørslen til nr. 18 var – og i det hele taget var det lidt snævert til vores klods af en camper. Vi var trætte, og måske heller ikke helt smarte. Enden på det blev, at vi ville køre ned ad vejen for at finde et sted at sætte bilen, og så sove der og komme tilbage til morgenmad.
Vi fandt da også hurtigt et sted i industrikvarteret ved marinaen, hvor der var plads. Men Birgit syntes ikke det så særligt trygt ud, hvilket jeg sådan set godt kunne forstå – der var ikke et menneske i nærheden. Så hun bad om, at vi fandt en mere officiel plads. Det indebar så, at vi kørte tilbage til den anden side af Wellington Bay, hvor den officielle free-camper-site selvfølgelig var overbooked, men så kunne vi holde på vejen i nærheden. Det blev nattepladsen – klokken var ved at være 2:00 – og vi var begge overtrætte, og vi skulle op igen kl. 8:00 så vi kunne være hos Kasper og Vida kl.9:00.
Det var en plads, hvor der både var en del forbikørende biler i løbet af natten og startende og landende fly fra lufthavnen nærved, så søvnen var ikke førsteklasses, men den var der!
Vækuret ringede kl. 8:00 og vi fik lavet en kop kaffe og vasket os, så vi kunne være bekendt at komme op besøg. Vi var hos dem kl. 9 – sharp! Og blev budt inden for af Vida til hjemmebagte kanelsnegle, kaffe og frugt, som vi tog i haven. Det blev et rigtig hyggeligt besøg, selvom vi vist på grund af færgeproblemerne kom til at vælte lidt af familiens formiddagsplaner. Flora og Agnes’ skole havde jubilæumsfest, og der skulle være en forestilling, som familien desværre gik glip af. Til gengæld tog vi med ned til markedet og fik set den lokale landsby, Eastbourne. Også med et besøg på stranden, hvor vi kunne se kæmpemuslingeskaller og store søstjerner. Et hyggeligt sted, de bor. Lige ved siden af Vida’s forældre, der hjælper til at med få børneliv til at passe med NZ-arbejdstider, der er 40 timer pr. uge plus frokostpause. Altså en time mere pr. dag end en dansk tilsvarende offentlig arbejdsplads. Læg dertil transporten til og fra arbejde!
Godt 11 skulle familien videre til festival inde i midtbyen. Vi besluttede, at vi ville droppe landets hovedstad, når der nu skulle være festival. Vi var meget i tvivl om, hvor let det ville være at finde en parkeringsplads. Så når vi også tog vores træthed i betragtning, så var et bedst at sætte kursen nordpå mod Whanganui.
Det var – jeg var lige ved at sige som vanlig – en flot tur med en masse flotte udsigter. Og Birgit fik fanget nogle af dem på vejen. Som det måske fremgår, så er bjergene her knap så dramatiske som på Sydøen – i hvert fald indtil videre. Men derfor er det alligevel nogle virkelig interessante landskaber, skabt af naturens og isens kræfter.
Det blæste en pelikan i dag – mellem 12-15 m/s – så det rykkede godt i kassen på camperen, når vi fik sidenvinden op på vej og op og ned af vejene i bjergene.
Undervejs besluttede vi at besøge golfbanen i Paraparaumu, som har lagt grund til NZ Open 12 gange. Så det skulle være en god bane. Den så også sådan ud. Vi havde dog hverken tid eller kræfter til at gå 18 huller i dag. Til gengæld kunne vi få lidt frokost i form af en varm toast og en cola.
Dagens dramatiske højdepunkt kom på den videre færd. Pludselig larmede bilen en del i forbindelse med et vindstød, men vi kunne ikke se noget inde i bilen, da vi fik den stoppet. Til gengæld kunne jeg pludselig se, at den markise, som bilen er udstyret med var blevet fanget af vinden og havde lukket sig lidt op. Her skal man forstå, at vi var på vej over en art dæmning, hvor vinden havde fri bevægelse, så det var ingen måde muligt at få markisen helt ud, så vi kunne få den på plads igen bagefter. Efter lidt småpanik fandt vi ud af at få den fæstet uden at den var rullet ind igen, og så listede vi med lav fart og tændt katastrofeblink ind til den næste landsby et par kilometer fremme. Der fandt vi en stor industribygning, der kunne give læ, så vi kunne se på tingene. Her fandt vi også nogle kasser vi kunne bruge som en slags stige, så efter en del baksen frem og tilbage, fik vi markisedugen sat på plads, og markisen trukket ind, og låsehængslerne sat fast igen. Det lettede – jeg skal indrømme, at det ikke var sjovt at stå midt i blæsten med et åbent sejl, vi ikke kunne få styr på. Men heldigvis ingen skade sket!
At låsen til markisen så var sprunget op igen, da vi kom til Whanganui, det er så noget, vi lige skal have kigget på i morgen. Vi har i hvert fald ikke lyst til at prøve det en gang til!
Pladsen, hvor vi ligger her er ganske fin. Vi havde egentlig tænkt, at vi skulle have os en kort morfar når vi kom frem. Men så fik naboen provokeret mig med et par quiz-spørgsmål, og det endte med, at vi sad og talte sammen i godt en time. Vi fik mange tips til den videre færd, og det er jo ikke så dumt.
Nu er klokken tæt på ni. Vi har lige talt med Christine og Ada på FaceTime, så nu er det ved at være sengetid. Vi har en pæn køretur foran os i morgen. Så vil vil gerne være friske.