Det blev efterår i nat! Vi blev vækket flere gange i nat af regnskyl, der bankede ned over camperen, og sammen med vinden og bølgerne, som tydeligt kunne høres, dannede de lydtæppet. Der var heldigvis pauser ind i mellem, og der var sådan set ikke koldt i bilen, så der var ikke noget galt med nattens søvn.
Vi var derfor lidt spændte på, hvad vejret ville betyde for dagens tur op langs kysten på Great Ocean Road, og videre frem. Heldigvis så fulgte vejret en del af devisen for denne ferie. Det klarer op, hvor vi kommer frem. Og sådan også i dag. Vi fik en enkelt eller to byger med lidt pisk i, men ellers artede vejret sig faktisk til at blive helt dejligt. Og det var ligefrem lunt, da vi nåede frem til Reefton midt på eftermiddagen.
Greymouth skulle selvfølgelig beæres med et besøg, nu når vi var på disse kanter. Men det var nu et lidt træt og trist syn, der mødte os. Jeg tænker, der er massive økonomiske udfordringer i denne del af landet. Ellers ville der ske en fornyelse eller restaurering af byerne. Men det var ikke rigtig sket her. Vi skulle dog lige igennem et par indkøb, før vi kunne sætte retning mod Westport.
På denne tur har vi set en del kystruter, så vi er ikke så lette at imponere. Men dagens tur op ad Great Ocean Road bød på flotte udsigter, og en rå kyststrækning med masser af drama – især fordi bølgerne gik højt i dag med den gode vind, der føg indover kysten. Vi har samlet et par indtryk fra denne del af turen.
Den store seværdighed på turen var de såkaldte pandekageklipper og blowholes ved Punakaiki, cirka halvvejs oppe ad ruten. Pandekageklipperne er sandstensklipper, hvor vind og vejr har slidt dem på en sådan måde, at de fremstår som klare lag på lag. Det er både smukt og seværdigt. Der er lavet et besøgscenter her med en fin parkeringsplads, og de var i gang med at udvide faciliteterne, så der skal man endelig gøre holdt, hvis man er på de kanter. Der er også en fin gangsti til klipperne og gode afskærmninger, så man trygt kan bevæge sig rundt.
Blowholes er huller ind under klipperne, som vandet har slidt, og hvor bølgerne sprøjter højt, når de rammer endevæggene. Jeg synes ikke de var så markante i dag, som dem vi så på Tasmanien, men vi har også set så meget på denne tur.
Da vi holdt ganske godt blev vi enige om, at det var et godt sted for en kop formiddagskaffe og -te (det sidste til den forkølede, som fortsat ikke er rigtig på omgangshøjde med normalforfatningen.
Efterfølgende klarede vejret endnu mere op, og vi fik et par smukke syn på den sidste del af kystturen.
For enden af kystvejen, og inden man når ind til Westport, så drejede vejen af mod Christchurch. Den består af tre forløb, først et stykke vej igennem bjergene ad Highway 6, og så ned langs en lang floddal via en forbindelsesvej til Highway 7, som man får forbindelse med i Reefton. Sidste etape er vejen igennem bjergene og Lewis passet ad Highway 7 til Christchurch. Den tager vi i morgen.
På den første del af vejen fulgte vi en meget bred elv. Vi tænker, at den i virkeligheden normalt vil se ud, som de elve vi har passeret de sidste par dage, men at det var nattens regnskyl, som havde fyldt hele deltaet op. Det var fascinerende at sidde og se på vandets kræfter, og den måde det bevægede sig på i forhold til sten og ujævnheder i deltaet. Vi sad på kanten og spiste vores frokost. Så havde vi noget pænt at se på imens.
Resten af turen gennem bjergene gik stille og roligt. Der var ikke så meget op og ned, men en del ud og ind. Og visse steder var vejen kun en-sporet – og det blev enten klaret ved lysregulering eller ved, at man holdt tilbage for hinanden – ligesom på broerne. Der var ikke voldsom trafik i vores retning, så vi nød faktisk at kunne tage tingene i et afslappet tempo.
Da vi kom til det sted, hvor vi skulle dreje af mod Reefton åbnede landskabet sig op til en bred dal mellem bjergene, der på denne strækning er mindre høje. Vejen gennem dalen er både god og lige, og samtidig lige på store forløb, så vi lod bilen strække ud.
Vi havde udset os en campingplads midt i byen, hvilket var godt. For da vi havde parkeret bilen, gik jeg under dynen, og sov et par timer. Jeg prøver at få styr på denne forkølelse. Imens gik Birgit en tur igennem byen og kiggede på butikker m.v.
Reefton er en gammel mineby, grundlagt i 1870. Der har været gravet efter guld og kvarts. Det sidste i en lang periode. Byen har rigtig mange gamle ejendomme, og de fremstår i dag som en samlet kulisse. Den er rigtig hyggelig.
Vi gik en fælles tur ned i byen efter aftensmaden, inden jeg skulle i gang med dagens skriverier. Så nu sidder vi i vognen og er ved at gøre klar til natten. Temperaturen er faldet til 10 gr. uden for, så her bliver småkoldt i nat. Sådan er det nok i bjergene – og fordi det er stjerneklart uden for.