Vi stod op til dette fantastiske syn fra vores camper. Og så behøver dagen såmænd ikke bringe så meget mere. En klar himmel oppe over Franz Josef Gletscheren. Så vi var enige om, at gentage besøget fra i går her til morgen, inden vi satte gang i dagens køretur.

Jeg var ikke på toppen i dag. Har i flere dage døjet med noget øresten, så jeg nogle gange sejler, når jeg vender hovedet nedad. Og oven i det så en god gang forårsforkølelse (som jo egentlig er efterårs…..). Nå men vi skal derudaf – så afsted til gletscheren.

Det er bare betagende natur!! På bagsiden af infotavler kan man læse noget om, hvordan vi alle sammen kan bidrage til at mindske klimaforandringerne. En god tanke, som vi jo slutter op omkring. Det er næppe særligt bæredygtigt og vi bidrager nok en del med at rejse herned og rejse rundt på den måde vi gør. Men det forekommer mig, at der også er brug for lidt selvrefleksion i området. En meget stor del af turisttrafikken omkring bjergområderne og gletscherne sker via små helikoptere med en fire fem personer ombord. Mener man det alvorligt med at gøre en indsats for klimaforandringerne, skulle man måske overveje, om det ikke var et sted, man kunne starte… Og så ved jeg godt, at der er mange penge i den del af turismen. Hurtigt frem – fede fotomuligheder – og skidt med, hvad det koster, vi er her jo kun en gang. Nå, men vi var enige om, at vi ikke skulle pege fingre. Men vil da godt anbefale, man reflekterer lidt….

I dag var planen at køre de 170 km nordpå til Greymouth langs kystvejen. Kystvej er så som så. Det var ikke voldsomt, hvad vi så af havet i dag. Det var faktisk i lange stræk en ikke særlig spændende køretur. Til gengæld heller ikke udfordrende, hvilket passede chaufførens velbefindende godt.

Undervejs fik vi taget et billede af en mark med køer. Er det nu noget, kan man med rette spørge? Men på en eller anden måde gør bønderne det anderledes her. De stuver en hel masse køer på den samme mark, og så flytter de dem i stedet, når græsset er spist. Jeg mindes i hvert fald ikke at have set køerne stå så tæt som her. Og som regel +200 stykker sammen.

Vi stoppede et par gange undervejs, dels for at lave en kop kaffe, dels for at få frokost. Det skete på en lille naturcampingplads ved en sø, Lake Mahinapua. Her lå der også en gammel båd med dampmotor fra den tid, hvor man gravede guld i området. Guldfeberen i 1860’erne har betydet rigtig meget for områdets udvikling.

Vi kom også igennem byen Hokitaki på vejen. Her kørte vi ind for at handle lidt, og se om vi kunne skaffe nogle halstabletter. Men det er jo søndag, så det lokale pharmacy havde lukket. Men en lidt pudsig badeby med en række gamle huse – og så lugtede der alligevel lidt af forfald. Der er virkelig langt mellem byerne herude på vestkysten, så man tænker, at det burde være muligt at skabe grobund for et sundt handelsliv. Men der er garanteret forhold, vi ikke kan se, når vi kommer igennem som turister.

Så vi satte næsen i retning mod Greymouth og vores campingplads for i nat. Først skulle vi dog lige tanke – og her havde de Strepsiler til halsen! Så slut med at lede i købmandsbutikker. Så det var hurtigt ned til pladsen, som er ganske dejlig. Vi ligger helt nede i vandkanten, så vi kommer til at høre havet i nat.

Jeg fik lov til at få en time på øjet, mens Birgit gik rundt og studerede faciliteterne og talte med nogle andre gæster.

I morgen fortsætter vi ad kystvejen nordpå. Birgit har store forventninger til, at det bliver flottere, og når vi så kommer op til byen Westport, slår vi vejen ind over land for at køre igennem bjergene og tilbage til Christchurch. Det er planen at finde en overnatning i det fri i morgen aften. Så forvent ikke nødvendigvis, at der kommer en ny opdatering. Det er jo ikke sikkert, der er netforbindelse.