I dag skulle det være en overskuelig køredag igen, og vi havde god tid til at tilbagelægge de knap 110 km til Franz Josef. Samtidig skulle det være en gletcherdag, med besøg ved de store gletschere, Fox og Franz Josef.
Vi tog afsted i en blanding af opklaring og små regnbyger. Og faktisk holdt det ved hele dagen. Det blev ikke egentlig regn, men det klarede heller ikke helt op. Vi havde masser af tid, så vi gjorde en række stop undervejs op ad kysten. Hovedvejen følger ikke kystlinjen hele vejen. I store forløb kører man ind i landet og rundt om nogle bjergtoppe for at komme videre. Så det var en dag, hvor der også var en del bjergkørsel. Heldigvis af den slags, hvor vejene er pakket fint ind i træer, så man ikke føler man kører på nogle kanter. Men der skal stadig en del koncentration til, når svingene skal tages ned i fart (dagens laveste var 15 km/t) og det samtidig går op eller ned. Jeg fik godt styr på de manuelle gear, og dermed motorbremsen i dag. Det var godt. Men alligevel havde jeg behov for at sætte farten godt ned på vej ned ad nogle af nedkørslerne.
Første stop var ved Ship Creek, hvor vi kiggede lidt på stranden og indsøerne. Her var der lavet to gåture – begge på boardwalks, så egentlig skulle vi have gået en tur. Men der var så mange mitter, der angreb, så vi søgte tilbage til bilen og fik fundet insektsprayen frem.
Vejen ændrede hurtigt karakter, og så skulle vi til at klatre opad. Det betød en hel masse sving, men vi endte så på en større parkeringsplads ved et udsigtspunkt ved Whakapohai Wildlife Refuge. Det viste sig ikke at være noget særligt, men det var et sted, som busselskaberne stoppede på – sikkert fordi der var et offentligt toilet – så der var lidt af en masen og skubben, da nogle damer skulle have den helt rigtige selfie med kystlinjen. Det morede vi os noget over.
Så vi skyndte os videre til et mere roligt sted lidt længere oppe ad kysten. Det var en af de frie campingpladser i en naturpark, som der er så mange af her i landet. Den lå på en bredden af Lake Paringa lidt inde i landet. Her var også et pænt offentligt toilet, hvilket jo ikke er så dårligt. Vi fik en snak med en lokal gæst, som var på vej ud i sin gummibåd for at se, om der var bid fra en ørred eller en laks. Det var et dejligt sted, hvor vi sagtens kunne have haft overnattet (Men også her var der mitter!).
Så det var ud på vejen igen indtil vi fandt en større plads i siden af vejen ved en af de mange elve, der går fra bjergene og ned. Her holdt vi ind for at få vores formiddagskaffe med en pæn udsigt.
Når man kører sådan en lidt langsom tur, så synes jeg, det er vigtigt at man giver sig tid til at nyde både små og store oplevelser undervejs. Det kan være en særlig elv, det kan være en bjergside eller en skov med særlig bevoksning. Det gælder hele tiden om at suge til sig. Så da vi stoppede næste gang, var det fordi vi var kommet ud til kysten, og vi kunne på afstand se, hvordan vanddråber fra bølgerne slog ind over vejen i det fjerne. Det fik os til at stoppe. På vejen derhen havde vi mødt en veteranbil, og minsandten om der ikke kom en til, som stoppede foran os. En gammel Rover fra 1916 påstod han. Det var sikkert rigtigt. Han påstod den var meget bæredygtig, for han havde ikke råd til at købe en ny bil. Jeg fik mig en lang snak med fyren, som var en hyggelig indfødt, om alt muligt herunder ulighed og priser på varer i turistområderne.
Nu var det ved at være tid til frokost, og til det formål holdt vi ind før vi skulle krydse Fox River – en anden rimelig stor elv. Her kunne man sidde på kanten af flodsengen og spise. Det var hyggeligt. Det er svært at vise, men der kommer utrolige vandmængder ned af disse elve. Dels er der tale om regnvand, som intet sted rigtigt kan sive ned, og dels er der tale om smeltevand fra de højest beliggende gletschere og snefyldte skråninger. Elvene har visse steder et stort fald, og det betyder også, at vandet ikke er klart, fordi der føres rigtig mange sedimenter med ned ad løbet.
Som I kan se, så er der en fin hængebro over elven. Den var en af flere af den type i dag. Helt generelt, så vil vi huske sydøen for de mange en-sporede broer, hvor man skal afvente at broen gives fri. Vi fik taget et par billeder fra en af de andre passager, der forhåbentlig illustrerer, hvor smalle de er. Så passagen foregår også i et roligt tempo.
Vi nærmede os nu målet for dagens tur, men først skulle vi forbi Fox Gletscheren. Der er tale om en 13 km lang gletscher, og den ligger lidt inde i landet. At komme ind til gletscherkanten kræver en lang og strabadserende gåtur, så det var vi nødt til at stå af på. Alternativet er at tage en helikoptertur derind. Så kan man evt. vælge at blive sat ned på gletscheren og gå en tur. Ingen af delene fandt vi var attraktive. Så vi valgte i stedet at køre til et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ind til gletscheren.
Her var der lavet et flot skibselement, der skal illustrere en lokal maori myte omkring gletscheren og samtidig vise, hvad vej man skal se. Som I kan se, så blev store dele af gletscheren i dag skjult af de lavthængende skyer i bjergene.
Det samme gjorde sig gældende, da vi kom frem til Franz Josef Gletscheren 25 km længere fremme af vejen. Her er der tale om en 12 km lang gletscher, som er opkaldt efter en tysk-østrisk kejser, Franz Josef 1. af den tyske geolog, Haast, som fandt gletscheren. Klimaforandringerne rammer også hårdt her i NZ, og man frygter, at gletscheren kun har en 20-30 år mere at leve i. Der sker en hurtig tilbagetrækning fra kanten, og man kan virkelig se, hvor meget smeltevand, som gletscheren afgiver. Vi valgte at gå de 1,5 km op til et godt udsigtspunkt, hvorfra vi se op til isen. På vejen op kunne vi se et af naturens undere, nemlig hvordan et træ, der finder en lille sprække, kan flække en stor klippesten med sin rod.
Efter dette besøg var det tid til at finde vores campingplads. Forinden var vi dog inde i Franz Josef Township, hvor vi fik handlet nogle småting og fyldt lidt diesel på bilen. Som et kuriosum kan det nævnes, at diesel her koster ca. 1,50 kr. mere pr. liter end andre steder. Som jeg siger – man tager det, man kan få! Og når der kun er en benzintank inden for mange kilometer, så kan man nok tage det, man stort set kan være bekendt.
Pladsen vi ligger på, er fin og i orden. Den ligger knap 2 km uden for byen. Vi var her ved fire-tiden, så der var tid til at jeg fik en lille middagssøvn. Jeg har vågnet lidt tidligt de sidste par dage, og døjer voldsomt med en øresten, der gør at jeg bliver rigtig svimmel, når jeg tager hovedet nedad. Birgit nåede så at vaske vores beskidte tøj, så nu klarer campinguniformen en uge mere.
I morgen går det nordpå mod Greymouth. Hvis vejret er bedre i morgen tidlig, vil vi dog køre tilbage til gletscheren og se, om vi kan se noget mere af den og de omkringliggende toppe.