Vi stod op til en kølig morgen i Wanaka, men vi er blevet fortrolige med at få tændt for Webasto-motorvarmeren, som virker bedre og hurtigere end den elektriske varmeblæser. Så skidt med at vi brænder lidt diesel af. Det er dejligt at komme tilbage til en bare nogenlunde lun kabine, når man har været i brusebad.

Vi skulle køre fra Wanaka, som ligger inde i midten af Sydøen og ud til vestkysten i dag. Det ville – trods en rimelig beskeden afstand på 92 km være en køretur på 2-3 timer i køretid. Men vi havde besluttet, at vi ville have god tid i dag til at stoppe, hvor vi havde lyst. Men inden var vi nødt til at fouragere, da vi ikke kunne se, om der ville være fornuftige indkøbsmuligheder de kommende to dage. Så da vi havde gjort bilen klar, så drog vi ud af Wanaka til det store supermarked uden for byen, og fik handlet. Vi fik alt med undtagelse af æg. Det var ikke til at købe en eneste bakke æg i supermarkedet. Forklaringen fik vi hos en lille købmand et stykke tid efter. I NZ har man i 2023 forbudt æg fra burhøns, og det har fået en del farmere til at stoppe – og andre arbejder med at få gennemført de nødvendige investeringer. Derfor er der udbredt mangel på æg i butikkerne p.t. Det kommer oveni, at visse grøntsager er ramt af forsyningsproblemer oven på cyklonen Gabrielle, så også der er der huller i supermarkedets hylder. Underlig situation, som vi slet ikke er vant til. Men som er meget forståelig i begge tilfælde.

Ruten i dag var en lang tur på den samme highway, med vi lagde nogle stop ind fra morgenstunden. Første var ved bunden af Lake Hawea, hvor der ligger en lille by, der har fået samme navn som søen. Her fandt vi en købmand, der havde æg. Så her stoppede vi. Samtidig kunne vi tage nogle morgenbilleder af søen.

Der er tale om NZ 9. største sø med et areal på 141 km2, så det er en pæn stor sø, der er omgivet af bjerge i mange forskellige højder og udtryk. Vi kørte det meste af søens længde på den vestlige bred. Op og ned og rundt i en masse sving. Til gengæld fik vi så lov til at få nogle smukke udsigter undervejs. Vi valgte også at stoppe på en af de mange små udsigtspunkter, hvor vi fik lavet en kop formiddagskaffe.

En af fordelene ved at køre autocamper er, at man har en stor panoramarude ude foran. Og Birgit har til opgave at holde iPhonen klar, hver gang vi runder et hjørne eller en ny bakke. Så mange af disse fantastiske udsigter er taget af hende, mens vi kører. Det er ikke muligt at holde ind alle steder, hvor udsigten kalder på et billede.

Ved slutningen af vejen langs Lake Hawea kommer man til et skilt, hvor motorcyklister advares mod, at de næste 20 km er en rute, der er årsag til mange uheld. Så ved man, at det bliver noget snørklet noget. Vejen går fra at være på vestbredden af Lake Hawea til at ramme østbredden på Lake Wanaka, nu i den nordlige ende. Det er så den fjerdestørste sø i NZ (192 km2), og vejen langs den var ganske rigtig ikke mindre udfordrende.

Bemærk det gule skilt med advarslen om sving. Både i AUS og her i NZ er der i alle sving, der ikke kan tages med 100 km/t (og her taler vi om lastbiler og campere), et bud på en fornuftig hastighed rundt i svinget. Det gør det meget lettere at være chauffør, fordi man ved hvor skarpt eller smalt svinget bliver, når man får en tilkendegivelse. Et hårnålesving er f.eks. sat til 25 km/t – et lidt mindre hårdt til 35 km/t osv. Når vejene er smalle er kunsten at blive midt i vejbanen, og med den klods vi kører med, så er der stort set ikke noget at give af til siderne. Så i dagens løb sker det en del gange, at co-piloten siger: Og så ikke længere ud til kanten!

Lake Wanaka starter i en stor dal, hvor Makarora River løber og samler vand op fra bjergene, der ender nede i søen. Og der flader landskabet lidt ud inde i mellem bjergene. Her kom vi til Blue Pools, som er nogle mindre smeltevandssøer, som samler gletchervand op fra bjergene inden det løber ud i floden/elven. Vi stoppede på parkeringspladsen og besluttede at gå de 1,5 km ned til søerne. Det skete på en fin sti, der løb igennem en blanding af våd eng og kold regnskov. Turen var i sig selv ganske flot.

Til sidst kommer man til en hængebro over elven, der skal forceres for at se søerne. Skribenten her er en tøsedreng, når det kommer til højder, så jeg sendte fruen over for at undersøge om søerne var et hjertestop værd.

Hun vendte efter nogen tid tilbage og viste mig billederne af det blå vand, der har givet navn til seværdigheden. Men hun fandt nu, at skoven var lige så stor en oplevelse.

Da vi således havde fået lidt motion mente vi begge det var tid til frokost. Så vi satte os til rette og nød et par skiver af det gode brød fra Fern-bageren med noget pålæg til. Da der var ryddet op, satte vi kursen tilbage af hovedvejen mod Haast. Vi skulle igennem passet, som ligger i en 3-400 meters højde. Det synes ikke af meget, men jeg skal da love for, at det gik meget nedad, da vi var kommet igennem. Så der skulle vi tage det lidt med ro. Vejen ligger her langs med Haast River – en kæmpe elv, der løber den anden vej – dvs. ned mod havet vestpå. Der er masser af fald på elven, hvilket gør den spektakulær at følge. Man kører undervejs over en lang række broer, der alle kun er brede nok til et spor. Så man skal holde øje med, hvem der må køre først undervejs.

Næste stop var ved Thunder Creek Falls – et ganske pænt vandfald, som man kunne gå ned til fra vejen. Eneste ulempe var, at her var mitter i hobetal. Birgit blev i hvert fald skambidt.

Så vi skyndte os videre mod Haast. Undervejs krydsede vi også elven et par gange. Vi kunne den ene gang stoppe ved en bro og få et par billeder, der forhåbentlig kan vise lidt om vandets mængde og hastighed.

Til sidst flader nedkørslen ud, og man følger det sidste lange stykke elven, der breder sig ud i et meget bredt delta. Det siger noget om, hvor meget smeltevand, der kan komme om foråret, når man ser, hvor bredt et areal, der oversvømmes med vand.

Til sidst endte vi næsten ude ved kysten. Her ligger Haast, som vel mest af alt kan betegnes som en samling huse. Et par steder at sove, et sted at spise og så ellers ikke ret meget andet. Campingpladsen ligger et par km fra byen ved en landingsbane. Fællesrummene er bygget i en tidligere hangar. Bortset fra, at pladsen godt kunne bruge nogle læbælter – her var en god vind i eftermiddag – så er det et fint sted. Og vi har endnu en gang kunne slappe af oven på en dag med fantastiske naturindtryk.

I morgen går turen op langs kysten til. Målet er Franz Josef, hvor der er en gletcher, opkaldt efter en tidligere østrisk kejser. Men herom i morgen.