Regnen trommede ned i nat. Man misunder ikke de stakkels naboer, der ligger i telt ude på pladsen. Man håber på, at deres udstyr er i orden, og at jorden kan nå at suge vandet til sig, så det ikke flyder ind i teltene. Men selv om det var en våd nat, så blev dagen endnu en solrig efterårsdag med fine temperaturer på op til 25 gr. Så må vi se, om det skal regne igen i nat. YR melder ikke noget, men den er nu ikke helt stabil her på stedet.

Vi har faktisk fundet ud af, at de lokale ikke taler så meget vejrudsigter, som vi gør derhjemme. De kigger ud af vinduet – og så ved de af erfaring, at vejret kan skifte temmelig hurtigt på disse kanter, så de forbereder sig. Det er lidt tankevækkende for en, der nærmest er afhængig af vejrudsigten.

Vi startede dagen tidligt, så vi havde god tid til at køre, så vi var klar til afgang lidt over ni. Og da regnede det fortsat, så de blaffere, der stod i udkanten af byen blev spurgt, om de ville med. Første par mente ikke vi skulle så langt samme vej, så de sagde nej, mens det næste par gladeligt tog imod vores tilbud. De var et ungt, belgisk par, der var på vandretur rundt i NZ. Deres tur var på i alt 6 måneder, og de havde på nuværende tidspunkt allerede gået over 2.000 km. Respekt for det. Vi satte dem af ved en kaffebod og uldbutik. Og sjovt nok, da vi kørte derfra kom deres venner, som viste sig at være det første par, der ikke ville med. Nå – men de skulle fortsætte vandringsturen sammen. Heldigvis var det holdt op med at regne på det tidspunkt.

I starten af ruten var naturen meget forskellig fra gårsdagens barske bjerge. Nu var det igen bløde bakker med masser af græs og i store perioder noget der, mindede om hede – bare uden lyng. Vi er enige om, at det er den uendelige variation, som naturen her byder på, der gør den så attraktiv – og smuk. Jeg tænkte i dag, at hvis vi bliver bedre mennesker af at se på noget smukt – så er det bare to meget gode mennesker, der kommer hjem. Men det er jo heller ikke sikkert, det er sådan, det hænger sammen. Men hold op – i dag har været endnu en fantastisk smuk dag.

Første stop tog vi ved kanten af Lake Wakatipu, som vi skulle følge helt ind til Queenstown. Det var bare endnu et meget smukt sted, hvor man står og bliver helt benovet over så flot naturen kan gestaltes.

Som det kan ses af billedet til ovenfor t.h., så kørte man på søens kant helt ned til Queenstown, som har ry for at være den smukkeste beliggende by i NZ. Det har vi svært ved at argumentere imod.

Vi startede nu besøget med at køre ud til Maui ved lufthavnen for at få dem til at kigge på den skuffe, vi har haft problemer med. Bortset fra, at vi lige skulle igennem den bureaukratiske mølle, så gik det nu stærkt at få rettet den. Og indtil nu har det virket, selvom vi er en smule mistroiske.

Der var masser af mennesker på vej ind i byen, og det viste sig at vi skulle lede lidt, før vi fandt en plads, hvor vi kunne holde med vores camper. Heldigvis var der et sted, der var reserveret til sådanne biler, så vi fik betalt og gik ned i gågade-området. Det var frokosttid, og de naboer vi lå ved siden af i går havde fortalt, at I Queenstown spiser man Fern-burgere og køber brød i deres bageri. Så det måtte vi naturligvis prøve. Man må sige, at de har fået banket et godt renomme op. Hvornår har I sidst set en burger-restaurant, hvor folk gladeligt står i kø på gaden i 10-15 minutter for at bestille en burger? Nej, vel. Men det gør man her. Jeg fik mindelser om vores besøg i Seattle på den oprindelige Starbucks-café, hvor vi så samme fænomen. Vi valgte en Fern Luxe – og anmeldelsen lød: Den er dælme anderledes og god. Vi talte lidt om, hvad der gjorde det – men det handler om en god bolle, godt kød, ingen ketchup men afstemt bacon, ost og syltede løg og agurker. Den smagte bare godt!

Som I kan se, kunne man også have valgt en hel masse spændende udgaver – med lam, med rådyr osv. Vi købte også et lækkert surdejsbrød, som smager skidegodt! Jeg tror at bagerens rolle er undervurderet i burger-industrien.

Vi oplevede ellers Queenstown som en rigtig turistby. Den var smadderhyggelig, og set fra en byplanlæggers perspektiv var noget af det, der virkede, at husene ikke var voldsomt høje, så man bag dem kunne se naturen rejse sig (bjergene var hele vejen rundt om byen, der ligger på søbredden).

Byen har ry for at være dyr. Det er sikkert rigtigt. Den ligner en rigtig vinterdestination, der kan tiltrække et betalingsdygtigt klientel. Det smitter også af på nogle af byens egne villaer, der ligger ganske godt.

På vej ud af byen samlede vi det næste blafferpar op. Det var et midaldrende par, som også var ude på en længere vandretur. De var fra Blenheim (NZ) og var på vej mod Christchurch for at hente deres bil efter en vellykket tur og skulle nu hjem og lede efter et nyt job, inden de skulle ud at rejse igen. Men der gik ingen buslinier eller anden transport fra Queenstown, så de havde besluttet at blaffe. Vi satte dem af i Cromwell, hvor vi drejede af mod Wanaka.

Men inden da var vi igennem det mest fantastiske rå bjerglandskab. Og vi kørte faktisk også forbi en rigtig seværdighed, som vi på grund af vores gæster, ikke fik stoppet ved. Det er nemlig her, på vej ud af Queenstown at bungy-jumpet er født. Og der springes fortsat fra den gamle Kawarau-bro og ned i floden. Og det kunne vi følge, da vi kørte forbi stedet. Det er alligevel sjovt, for det er noget, der er opstået i vores tid, og fortsat lever. Selvom det ikke er så in, som det har været. Men det er med til at give Queenstown ry som verdens adventure-hovedstad.

Det er svært at finde nye måder at beskrive naturen på, men turen fra Queenstown til Cromwell var meget betagende. I store dele af vejen kørte vi langs en gorge – en elv, der gennem årtusinder har slidt sig ned gennem klipperne, og dannet en strøm. Her fandt vi også resterne af en guldgraverby, hvor der nu var et lille museum. Naturen her rummer mange mineraler, og der har været gravet efter guld flere steder omkring i det lille land.

Wanaka var målet for dagens rejse. Den ligger på kanten af en anden sø, Lake Wanaka, og er også en udpræget turistby. Men utroligt smukt beliggende. Campingpladsen ligger lidt uden for byen ved foden af en bjergside. Det ser rigtig hyggeligt ud, når man går op fra byen og til pladsen.

Byen har et meget berømt træ. Et af verdens mest fotograferede træer. Det står i søen! Og måske er det derfor, det er så berømt. Eller også har vi mennesker bare et behov for at opfinde noget, vi kan have til fælles. Vi tog i hvert fald mindst 20 billeder af træet, som efter sigende ikke har det helt så godt, som turistforeningen kunne ønske.

Kulinarisk snød vi til aften og ryddede vores køleskab for rester. Så i morgen skal der købes ind til flere dages togt op ad vestkysten.