Vejrudsigten havde lovet masser af regn i nat, og vi kunne da også høre bygerne tromme på camperens tag. Ind imellem så højt, at vi vågnede af det. Men til morgen var det stilnet lidt af, da vækuret satte i gang kl. 6:30.

Det var mig, der havde insisteret på, at vi skulle tidligt af sted mod Milford Sound. Dels for at slippe for den megen trafik, og dels for at være sikre på, at vi kunne finde en parkeringsplads dernede. Der er rigtig mange gæster på en dag, og samtidig er parkeringsfaciliteterne begrænsede, så der er flere grunde til, at det faktisk er en rigtig god idé at tage en bustur derned, i stedet for at køre selv.

Men vi gjorde altså det sidste og kørte selv. Vi var ca. halvvejs derned fra Te Anau, og havde et sted mellem 1 time og halvanden tilbage, da vi satte kurs mod vejen kl. 7:20. Der var det blevet lyst, omend solen ikke rigtig kunne komme frem mellem bygeskyerne endnu. Når man anlægger en vej i en dal og følger en flodseng, så vil den naturligt blive med mange sving og kurver. Sådan også her. Så de 50-60 km/t jeg lagde ud med var en meget fornuftig hastighed, vejret og vejen taget i betragtning.

Birgit tog nogle billeder i bilen undervejs, der forhåbentlig kan illustrere forholdene.

For at komme til Milford Sound skal man op igennem en tunnel, der har sit udspring i omkring 1.000 m’s højde, så der var en del stigning på den del af ruten. Men vi ankom uden rigtige udfordringer til tunnellen. Den er p.g.a. en begrænset højde og bredde udført som 1-sporet, og det styres via et lyssignal. På vej ned, fik vi hurtigt grønt lys – og fra tunnellens øverste munding er det en lang nedkørsel til vandet (og kote 0), hvor de 1.000 meter tages over 15 kilometer. Når man kommer ud af tunnelen, er der et par enkelte serpentiner-sving, men ellers er det såmænd ikke så slemt stejlt. Men det havde da været rart, hvis jeg havde fundet de manuelle gear, så vi kunne have brugt motorbremsen. Dem fandt jeg først på vejen hjem, hvor vi ikke rigtig havde brug for dem. Men det får vi så måske senere.

Milford Sound er ikke en by – det er mere en havn og et turiststed. På stedet er der en lodge, hvor der også er campingplads, så er der en lufthavn, der bruges af de små flyvere og helikoptere, der lever af at flyve turisterne rundt i området. Herudover er der et besøgscenter, som primært er en stor café og et offentligt toilet, og så er der havneterminalen, hvor jeg så seks forskellige turselskaber have deres check-ind-skranker. Og det er sådan set det – bortset fra et par parkeringspladser og en kæmpe bus-terminal med plads til omkring en 30-40 langtursbusser. Så der kommer mange gæster hver dag året rundt. Det vil sige, vi fik at vide at der var dage, hvor bådene ikke var i stand til at sejle på grund af vejrlig – og jeg er helt sikker på, at vejen til stedet er lukket i store dele af vinterperioden, hvor den simpelthen er for farlig.

Hvad er det så de kommer efter? Et fjordlandskab med høje bjerge omkring (1.600-2.000 meter) skabt gennem tiderne af gletchere, der har slidt sig ned igennem granitmassiverne, der er presset op af kontinentalpladernes sammenstød. Turguiden viste os faktisk hvor der var en forkastning i bjergene undervejs. Fjorden er op 1.000 fod dyb (300 meter), så det var muligt for turbådene at gå temmelig tæt på kanterne og klipperne.

Det, der fascinerer er de vanvittig høje skrænter og klippesider, der omkranser vandet. Man føler sig utrolig lille som menneske i denne natur – og helt underordnet naturens kræfter. Og så er det på samme tid, som det er barsk og råt også så uendeligt smukt – især i solskin. Man bliver opstemt af at opleve det.

Som sagt valgte vores turkaptajn at gå meget tæt på diverse vandfald, der flere steder falder over 50 meter, nogle steder endog 150 meter ned i havet. Han fortalte, at det ikke har regnet så meget i sommer, som det gør normalt, så der var ikke meget vand i alle vandfald. Nogle af dem fødes i øvrigt alene af bjerggletchere. Den særlige glechter mener de kun, vil overleve en 30-40 år mere, så er det på grund af klimaforandringerne slut med den!! Det giver noget at tænke over. Den årlige nedbør i Milford Sound er i øvrigt 6.-7.000 mm eller ca. 10 gange en dansk årsregn! Så vi var heldige, at vi fik solskin i dag – og ikke de 70 mm, som de havde lovet.

Det er umuligt at gengive sejlturen på foto, men vi gjorde hvad vi kunne og tog hver +120 billeder. Dem vil vi sortere i, når vi en gang kommer hjem. Men vi har udvalgt nogle stykker, som forhåbentlig kan give jer et indtryk af turens stor- og skønhed.

Vi fik også lejlighed til at dyrke lidt dyreliv på turen. Ud over forskellige fugle, så viste kaptajnen os også et par steder, hvor pelssælerne lå og slappede af efter endt jagttur på havet. Bagefter var vi så heldige, at vi så en gruppe små delfiner, der af og til gæster fjorden. De er meget sky, og han fortalte, at det kunne tælles på fødder og hænder, hvor mange gange han selv havde set dem. Så vi var vildt heldige at se dem lege omkring båden. De kom dog kun lige op til overfladen, så det var ikke muligt at tage billeder af dem.

Sejlturen tager ca. 2 timer uanset hvilket selskab man er med. De sejler cirka den samme tur alle sammen. Så da vi var landet var det fortsat 40 minutter tilbage af den fem-timers-parkering, som alle skal betale for. Så vi lavede en kop kaffe, og så tog vi ellers stille og roligt afsted tilbage mod Te Anau, hvor vi havde bestilt plads igen for natten.

Det var en noget forskellig tur fra den om morgenen. Nu kunne man pludselig se de høje bjerge på turen opad. Det var meget flot. Elvene er et syn for sig med vandet, der strømmer hurtigt over de stenede bunde. Der var igen masser af synsindtryk – nogle af dem må man bare bevare i sindet. De kan eller kunne ikke fotograferes i dag.

Der venter et stort arbejde for de to rejsende, når de kommer hjem, med at få sorteret i billederne og få fundet de rigtige motiver frem. Mon ikke, der kommer en del rettelser til billedmaterialet til denne blog, når vi engang er færdige.

Til slut et lille billede, som en af de andre deltagere i dag tog af os. Det man ikke kan se, er at båden vipper temmelig meget, og er på vej væk fra vandfaldet, hvor vi havde fået temmelig meget vand i håret. Så at det lykkedes hende, er faktisk lidt af et under. Og sådan var dagen også som helhed. Tak for det!