Det blev en stille og rolig morgen hos Erik og Sally, men vejret var dejligt, og vi havde planlagt en tur sydpå, når Sally ville være tilbage fra en konsultation. Birgit var stadig forkølet her til morgen, og fortsat i tvivl om, hvorvidt det var en forkølelse eller om der var tale om en allergisk reaktion. Men hun har fået det bedre i løbet af dagen, så vi hælder til at tro, at det “bare” var en forkølelse. Det var også koldt i går, da vi gik på havnen!
I formiddags fik Erik og Henrik lejlighed til at gå familieforholdene og registrene igennem. Det er interessant at læse om hvordan det har været at rejse frem og tilbage til Europa herude fra i 1800-tallet. Det har ikke været en dans på roser. Ni uger til søs uden landkending!! Hvorefter man har haft risiko for at få skibet til at løbe på grund inden anløb. John Walker, der var far til Margaret gift Wolfhagen (f. 1837 i Hobart) oplevede således i sit liv at være med på skibe, der forulykkede, tre gange – og alle med livet i behold. Men sådan var det åbenbart at være købmand dengang….
Turen i dag var sydpå langs kysten gennem byerne Kettering, Woodbridge, Flowerpot, Middleton og Gordon. Et fantastisk landskab, hvor floden sammen med udsigten til Bruny Island skabte en smuk ramme omkring en køretur.
Vi nød landskabet, der desværre som sædvanligt er vanskeligt at beskrive på billeder. Men det er en køretur vi klart kan anbefale, hvis man er på disse kanter.
Vi stoppede i Cygnet for at få frokost. Det var et rigtig hyggeligt sted vi fandt. En café der var indrettet i noget, der sandsynligvis tidligere havde været en bank eller tilsvarende. De havde både ude- og indeservering, og så havde de noget så usædvanligt som en café-hane, der spankulerede rundt mellem bordene og sagde goddag til gæsterne.
En lokal gæst fortalte, at han oprindeligt var født på en anden af byens caféer, men for fire år siden var han flyttet herned. Øjensynligt fordi selskabet eller krummerne var bedre her.
Efter frokost kørte vi videre til Franklin, og the Wooden Boat Center. Centret har eksisteret i 30 år, og er opstået for at videreføre en lang tradition i Tasmanien for at bygge træskibe. Tasmanien har i kraft af sin gamle urskov, nogle træsorter, der er ualmindelig gode til at bygge skibe af, da de ikke angribes af pæleorm eller råd. Det tager til gengæld flere hundrede år, at skabe disse stammer – så det er ikke en metier, hvor man bare kan udvide forretningen, for der bliver ikke givet tilladelse til at fælde det tømmer, der skal bruges (f.eks. Huon Pine).
Vi fik en lang, og ualmindelig engageret gennemgang af en af centrets frivillige, der første fortalte om stedet, og de kurser de gennemfører på stedet. Ud over kurser af f.eks. seks ugers varighed, hvor man bygger sin egen båd, så har de også nogle lærlinge, som oplæres i bådebyggerfaget. Fokus er på de klinkbyggede både, som vi også kender fra den nordiske bådebyggertradition. Det koster 2000 kr. om uge at gå på kursus på stedet samt materialeprisen på det man laver. Men så kommer man også hjem med en sødygtig båd (hvis man har hænderne nogenlunde skruet på). Ud over at bygge og sælge skibe, så lever centret af at restaurere, og vise stedet frem. Også her har man manglet indtægter de sidste par år, hvor COVID-19 har holdt gæsterne borte. Men centret er overlevet.
Er man interesseret i gammeldags håndværk eller specifikt i bådebyggeri, så undlad ikke at køre forbi og får en guidet tur. Det er et sted, der oser af ægte engagement og kærlighed til et håndværk under pres.
Tilbage i Taroona tog vi en slapper forskellige steder i huset, inden vi samledes på terrassen og nød den forbipasserende skibsfart. Herunder også dagens cruiseship, der var relativt tæt på kysten i dag.
Der var også et par handelsskibe på vej ind, der skulle have lods med ombord, samt flere mindre både og en gruppe havkajakker, der skulle klare sig imellem de store både. Det er helt utroligt, så meget tid man kan få til at gå med at se på havets trafik, når man har det sådan uden for vinduerne.
I morgen skal Birgit og jeg på museum. Men herom får i meget mere i morgen.