Vi stod op til igen en dejlig sommerdag – lidt kølig fra morgenstunden, men med lovning om højere temperaturer op ad dagen. Vi havde ikke travlt med at komme igang, så det varede lidt før vi fik sat program på dagen. Vi ville egentlig have besøgt det spændende kunstmuseum Noma, men det viste sig, at det slet ikke havde åbent tirsdage og onsdage. Så det blev i stedet til, at Birgit og jeg tog bilen og kørte ind til Hobart Centrum, hvor vi gik på en mindre shoppingtur, nu hvor butikkerne faktisk var åbne.

Jeg kunne i dag for første gang mærke, at vi har været af sted i lang tid. Ikke som noget specielt – men måske bare en mental reaktion på mange oplevelser – og at man er langt væk fra sine ting og daglige rutiner. Men det gik nu hurtigt over. En god kop kaffe hjælper på meget!!

Hobart er ikke speciel på det handelsmæssige – og priserne ligner meget godt det, som vi betaler i Europa for de samme varer. Og vi manglede kun nogle småting, som solcreme og antihistaminer, men de var jo hurtigt købt ind. Det tog lidt længere tid med en ny læbestift, så fruen kunne se godt ud, når vi skulle i byen her til aften. Men også det blev klaret – dog først i andet forsøg 😄

Arkitektonisk er Hobart en samling af mange stilarter – og ikke alle steder lige heldigt blandet. Se blot denne gade:

Vi var så heller ikke indbyrdes enige om, hvilke af de nyopførte huse, der var pæne – men det er nok kendetegnende for arkitektur. Det kan nogle gange dele folk. Til gengæld har byen også flere eksempler på gadekunst i form af vægmalerier. Vi fandt bl.a. disse tre eksempler:

Det midterste hænger på en væg ved University of Tasmania, der i dag holdt åbent-hus for kommende mulige studerende, for at lokke dem indenfor. Det var rigtig hyggeligt med studenterstemning og mange unge mennesker samlet. Det gav os også lejlighed til at drøfte, hvad vi mon ville have valgt, hvis vi pludselig var tyve år igen. Vi erkendte dog relativt hurtigt, at det bliver vi ikke – altså tyve år igen.

Sammen med Erik tog vi på en tur her i eftermiddags til New Norfolk og nærmere bestemt Salmond Ponds Heritage Hatchery. Det er et sted oprettet midt i 1800-tallet, hvor nogle settlere ønskede at genskabe dele af det land, de var rejst fra. Herunder muligheden for at fiske laks og ørreder i floderne. Derfor gjorde man flere forsøg på at tage lakseæg med fra England – og til sidst lykkedes det ved at sørge for en sindrig indpakning i mos m.v. Og disse æg skulle så udruges til fisk, der kunne udsættes, hvilket var begyndelsen til det sted vi besøgte. Det lykkedes med tiden at få etableret en hjemmehørende bestand af ørreder, mens det holdt sværere med laksen (Den avles nu i store havbrug, der bl.a. ligger i flodmundingen syd for Hobart).

Ud over smukke bassiner, hvori der blev opdrættet laks og ørreder, bød centret også på et lille museum for lystfiskeri m.v. Jeg var meget fascineret af de små fluer, som var bundet. De lignede temmelig meget det, som de skulle forestille! Og det er nu ikke nemt at lave, når det er så småt.

Højdepunktet for dagen var dog, at stedet også tiltrækker en helt særlig fætter, nemlig næbdyret (platypus). De lever bl.a. i den nærmeste flod, og der var en af dem, der gav os en mindre forestilling – hvor vi kunne se det græsse på bunden af fiskebassinet og komme ganske tæt på. Dyret er meget sjældent at se i naturen, så det var fantastisk at få lejlighed til det her, hvor det dog til sidst gemte sig i en hule i brinken. Næbdyret spiser ca. halvdelen af dagen – og det der svarer til halvdelen af dens egen kropsvægt. De er ca. 50 cm lange og vejer op til godt to kilo. Samtidig er det meget under vand, og kommer ofte kun op i ti sekunder ad gangen for at trække vejret. Så jeg var ret glad for de billeder, det lykkedes at tage.

På vejen tilbage lagde vi lige vejen omkring Eriks skolekammerat, Robs, ejendom. Den ligger ganske smukt ned til floden, River Derwent.

Her til aften havde vi så inviteret Erik og Sally ud at spise, og valget var faldet på The Revolving Restaurant, der ligger på 17. sal i et hotel i Sandy Bay. Borde og gæster drejer rundt omkring restaurantens midte, således at man inden for en time har set alle 360 grader rundt.

Det var både hyggeligt og med god mad. Vi synes måske at betjeningen kunne have været mere vaks, men det var en fantastisk god aften, hvor vi fik vist vores taknemmelighed over at Sally og Erik så gæstfrit har åbnet deres hjem for os, og har vist os dele af Tasmanien, som vi ikke havde fået set uden deres hjælp. Det er vi så taknemmelige over!

Jeg sætter til sidst et par billeder ind, taget fra restauranten – og det bliver så også vores afsked med Hobart og Tasmanien. I morgen flyver vi tilbage til The Mainland, som de siger herovre. Nærmere betegnet Melbourne, hvor vi starter den næste etape af Tour d’Australien.