I dag skulle vi forlade Low Head, og det betød pakning af bil og rengøring af huset, som vi havde fået gennem HomeExchange. Vi var klar til afgang ved 11-tiden, men skulle ikke så langt i første omgang. Vi havde nemlig besluttet, at dagens tur skulle starte på Bass og Flinders Museum i George Town. Bass og Flinders var de to englændere, der i første omgang fik beskrevet strædet mellem Tasmanien og Australien, og Flinders var den første til at sejle rundt om Tasmanien for at dokumentere, at der var tale om en ø.

Museet var bygget op omkring en replika af deres ekspeditionsbåd, Norfolk, som står inde på museet. Båden er bygget efter de gamle tegninger og konstruktionsprincipper. Det har ikke været nogen særlig komfortabel rejse. Man må have respekt for den eventyrlyst og det mod, det har krævet af disse sømænd, der rejste ud i verden for at opdage områder, hvor de var de første europæere til at sætte foden på jorden. Fundet af strædet mellem Tasmanien og Australien skar 5-7 dage af datidens sejltur til de fjerne asiatiske destinationer som Shanghai og Tokyo.

Udover det store Norfolk var museet i øvrigt fyldt med en række træskibe af både ældre og nyere dato. Det hele vist frem af engagerede frivillige, der fortalte historien med stor entusiasme.

Derfra gik turen sydpå mod Hobart. Først skulle vi dog lige have tanket bilen. Og i dag lavede jeg ikke den dumme fejl, jeg gjorde sidst, hvor jeg forlod benzintanken og kørte ud i højre side af vejen, indtil Birgit lidt højt gjorde mig opmærksom på, at jeg nok skulle flytte mig….Venstrekørselen generer mig slet ikke, men det er disse situationer, hvor man reagerer efter en indgroet vane, der kan skabe farlige situationer. Men det var som sagt ikke i dag. Snarere tværtimod. Birgit synes jeg kører mere og mere som en australier – fuld fart frem uanset vejens beskaffenhed. Hun synes godt jeg må huske at være på ferie!!

Vi valgte at købe kaffe på en MacDrive i Launceston. Det lovede jeg mig selv ikke at gentage. For det første var der en lang kø, så man nok kunne have fået kaffen inde i butikken lige så hurtigt. Og for det andet havde ordremodtageren alligevel misforstået mit engelske og ville sælge os is-kaffe – og det er der altså ikke nogen af os, der ønskede. Men der skal en manager til for at ændre bestillingen – og alt det tog da sin tid. Men så kunne vi også køre videre med kaffen i bilen.

Vi have valgt at køre den hurtige vej til Hobart, dog ville vi gøre det godt igen i forhold til at komme forbi Richmond, som vi havde glemt på vej op ad østkysten. Det er en lille by med gamle huse, og den store seværdighed er den ældste bro i Australien, som fortsat benyttes. Den er bygget i 1823.

Efter at have besøgt broen gik vi tilbage gennem byens hovedgade og nød en kop kaffe i bageriet. Birgit fik en chokolade-eclair til. Jeg sprang over, hvilket krævede lidt viljestyrke. Men jeg er nødt til at reducere kalorie-indtaget.

Til Birgits store irritation lukkede byens butikker allerede ved fire-tiden. Men det tænkte vi nu ikke nærmere over. Men da vi omkring tre kvarter senere havde parkeret bilen i Hobart centrum, og ville se på byens butikker, måtte vi konstatere, at de her i området har en fridag i dag, kaldet Regatta-dagen. Og så lukker vi altså tidligt – uanset hvem der er i byen.

Hobart har her i weekenden lagt havn og by til den store træskibsfestival, og havnen og floden var fortsat fuld af både. Der var dog også gang i nedpakning og afsejling. Men vi fik da set lidt af de mange både.

Derfor var det heller ikke helt nemt at få et bord til aftensmaden – men det lykkedes med lidt ventetid. Til gengæld var måltidet virkelig godt. Jeg fik lingunie med rejer og Birgit fik en fiske-grill taleren med en masse forskelligt. Desværre har hun efterfølgende også fået en mindre allergisk reaktion. Vi er begge noget spændt på, hvad det kan være, der udløste dette. Heldigvis kunne hun få en antihistamin hos Erik og Sally, som vi efterfølgende er kørt op til.

Nu er planerne for de sidste to dage på Tasmanien lagt. Det glæder vi os til at berette om senere.