Vi havde aftalt, at der ikke var noget program i dag. Men da vi først var oppe og vejret var det skønneste sommervejr – så måtte vi lissom finde på noget, så vi blev enige om at tage ud og spille golf på et meget kendt anlæg ude ved Bridport, som hedder Barnbougle. De har to 18-hullers sløjfer, hvoraf den ene The Dunes er blevet ranglistet som nr. 2 i Australien i 2023. Så den ville vi gerne spille.
Så vi gjorde os klar og pakkede vores grej, vel vidende, at der kun var enkelte pladser tilbage i løbet af eftermiddagen. Men inden vi nåede så langt kom den søde nabo forbi, og spurgte, om vi ikke havde lyst til at komme ind og spise aftensmad sammen med dem – og selvfølgelig ville vi det. Det betød bare, at vi gerne skulle være tilbage ved godt seks (senest), da vi forventede vi lige skulle nettes lidt.
Så vi hastede af sted i bilen, der var 45 minutter derud. Og ankommet til shoppen blev vi bekræftet i, at vi først kunne spille Dunes ved to-tiden, hvilket ville gøre det svært at nå vores aftale kl. 19:00. Der var nemlig mange gæster på banen – herunder en hel busfuld japanerne, der ankom ca. samtidig som os. Men de var venlige at tilbød os en tid kl. 12:00, hvis vi lige ville køre de fire km over til den anden sløjfe, Lost Farm. Det gjorde vi. Da vi ankom der havde vi mindre end tyve minutter til tee-off, og der skulle skiftes sko, lejes udstyr osv. De, der har prøvet at spille med mig på fremmede baner ved, at jeg gerne skal varme lidt op – også mentalt. Men det var ikke muligt her – så skulle vi droppe det.
Det viste sig, at vi skulle gå ud med et schweizisk ægtepar fra Zug, og de viste sig at være meget søde – omend også meget forskellige fra os. Men vi spillede nogenlunde på samme niveau. Og det var ikke så skidt.
Banen er en ægte linksbane, bygget ind i klitlandskabet helt ude ved strandkanten. Og da vinden for alvor tog fat kort tid efter vi var gået i gang, fik vi lov til at træne både modvind, sidevind og rygvind med op til 11 m/s. At det samtidig var dejlig varmt, gjorde at vinden ikke føltes så slem. Men den betød noget for spillet. Fairways og green var fantastiske – det var roughen også. Vi hører meget brok over roughen hjemme, men her var det næsten alt sammen 50 cm højt og tæt marehalmsagtigt. Og vi fik besked på ikke at gå derud og lede efter boldene af to grunde: 1. Vi ville alligevel ikke finde dem og 2. Der ville være slanger i græsset.
Vi mistede et par bolde undervejs – men faktisk spillede vi begge overraskende pænt indtil de sidste huller. Som et kuriosum var der faktisk 20 huller på sløjfen. Hvorfor fandt vi aldrig ud af – og efter vores opfattelse, kunne de roligt have sløjfet de to – men nu var vi der – havde betalt en formue – så selvfølgelig spillede vi dem alle. Det lejede udstyr var i øvrigt i top stand, hvilket også bidrog til den gode runde. Dog manglede jeg f.eks. en lobwedge, da jeg røg i en dyb bunker. Selvom jeg lagde mit 56 gr. jern helt ned, kom jeg ikke ud…. Men det er en anden historie. Vi har samlet et par billeder derude fra, som forhåbentlig kan give et indtryk af banen.
Efter det sidste hul fik Birgit og jeg den traditionelle øl i klubhuset, og så var det ellers hjemad. Vi var tilbage 17:30, så vi kunne lige nå en kop kaffe og et bad før vi gik over til naboerne.
De var et meget sødt par, hvor manden (Dale) var gået på pension, mens hun (Joan) fortsat arbejdede på deltid. Dale havde været politibetjent i det vi derhjemme nok vil kalde kriminalteknisk afdeling, og Joan havde haft forskellige jobs, herunder som paramediciner (Det var her, de havde mødt hinanden), og senest som kommunikator for et klageorgan for de praktiserende læger og som projektleder i nogle regeringsprojekter i delstaten.
Vi havde en hyggelig aften med masser af snak og udveksling af erfaringer og kulturelle forskelle. Det er en hyggelig måde at lære mere om et land – vi spørger bare løs, og de fortæller – og omvendt. Og når det kommer til basale menneskelige forhold, så er der nu ikke særlig stor forskel på mennesker. De kunne også give os et par tips, f.eks. at der nede ved den lokale båderampe også var Stingrays (rokker). Efter sigende et par ordentlige krabater, som kom på besøg, fordi fiskerne fodrede dem.
Undervejs fik vi lov til at nyde solnedgangen, der i aften var særlig flot.
Klokken var over halv elleve, før vi endelig brød løs efter en dejlig aften. Vi er så taknemmelige over, at folk sådan inviterer os ind, og har lyst til at dele deres dagligliv med os. Det giver håb for en bedre verden!