Målet for dagens tur var et besøg i Cradle Mountain National Park. Det er Tasmaniens svar på Yosemite, og vi kan afsløre, at det må være et must-see på alle Tasmanien-ture. Hold da op, hvor var der flot og hvor var det lavet publikumsvenligt.

Vi startede dagen i det fineste sommervejr. Og selvom YR lovede det ville være lidt køligere i højderne og der nok ville komme en byge, så må vi konstatere, at heldet var med os. Vejret holdt hele vejen igennem dagen. Inklusive til en smuk solnedgang, efter vores tilbagekomst til Low Head.

Vi kan konstatere, at valget af Low Head nok ikke er det mest optimale for at se den nordlige del af øen. Både turen forleden og turen i dag forlænges unødigt ved at vi først skal over floden (Batman Bridge), og derfra kan køre ind i landet. Turen op til Cradle Mountain var således sat til 2,5 timer. Og det var kun de sidste 60 km, der egentlig var i bjergene/superbakkerne – og som tog den sidste time. Men uanset afstanden, og at visse dele af strækningen var et gensyn fra turen til Stanley, så nyder vi fortsat det varierede terræn.

Byer på vejen var der heller ikke mange af i dag. Faktisk skulle vi helt til Sheffield (godt 120 km væk) før vi kunne få en kop velfortjent formiddagskaffe. Det var nu et hyggeligt lille sted. Og åbenbart med et anderledes bud på et skøde-dyr. Her går man på café med sin alpaca 🤣.

Turen fra Sheffield og op til Cradle Mountain Visitor Centre var en tur med meget op og ned, og en del hårnålesving – men hele turen foregår stort set inde i skoven, så det er faktisk overskueligt selv for sådan en som mig, der ikke er stærk til bjergkørsel.

Nationalparken er tilrettelagt sådan, at man som udgangspunkt parkerer ved besøgscentret og køber adgang til parken. Denne adgang til brugsret til de shuttlebusser, der kører med 10-15 minutters mellemrum fra besøgscentret og ud til fire destinationer i parken. Derfra udgår i alt 11 anlagte sti-ruter af forskellig sværhedsgrad og længde. Og har man lyst til noget endnu mere udfordrende kunne man tage ture på op til 8 dages vandring i bjergene. På de længere ture anbefalede besøgscentret, at man lod sig registrere. Så de holdt øje med gæsterne.

Vi er jo ikke så bjergvante og heller ikke så friske på at udfordre naturens vildskab i form af slanger m.v. Så vi valgte efter anbefaling at tage bussen op til det yderste stop ved Dove Lake, hvor vi stod af for at nyde den fantastiske udsigt.

Busturen frem og tilbage var god til at bruge som orientering. Og man fik set en del af naturen på vejen. Herunder så vi en sort slange, der krydsede vejen foran bussen. Så var vi ligesom advaret. Der er tre slanger på Tasmanien: Tigersnake, Lowland Copperhead og White-lipped Snake. Alle tre giftslanger – og som buschaufføren udtrykte det: Bliver du bidt af en Tigersnake, så lad være med at tænke for meget over det. Du dør alligevel snart!

Vi tog et par billeder undervejs i bussen – bemærk gåstierne, der er anlagt på såkaldte boardwalks for bl.a. at forøge gæsternes sikkerhed i forhold til slanger. Vejen op igennem parken er i øvrigt en-sporet, så passage foregår på fastlagte steder. Derfor er det praktisk, at der kun er ganske få biler, der løser billet til at køre selv i parkområdet.

Efter turen til Dove Lake tog vi tilbage til Ranger Station for at gå et par af de kortere gåture. Det var så fint. Selvom de var på to korte ture, så bød de på varierede indtryk fra regnskov til åbent land og små vandfald. Vi har forsøgt at samle en masse indtryk – men billeder yder ikke naturens skønhed nogen retfærdighed, så I er nødt til at komme forbi selv.

Som dagens dyremæssige højdepunkt, så Henrik dette yndige eksemplar af den Tasmanske Tigerslange, der lå og solede sig en meter fra den boardwalk vi gik på. Det første billede var ikke særlig godt, så han gik tilbage for at tage et yderligere, men da slangen ikke rigtig brød sig om at blive forstyrret, og da han ikke helt havde styr på, hvor tæt man kan gå på, så må I nøjes med at se på dyret gennem græsset.

PS: Det er os selv, der har artsbestemt den efter at have kigget billeder m.v. Vi tager forbehold for, at det er forkert.

Men slangen er en relativ giftig fætter, selvom buschaufføren i lighed med mange australier overdrev en kende. Dødsraten for ubehandlede bid er 40-60%, men der er kun registreret 4 dødsfald mellem 2005 og 2015 ud af 119 kendte bid. Men alligevel var det nok fornuftigt ikke at opsøge det perfekte billede med den risiko for at presse dyret, der kunne have været.

Som skrevet – stedet kan kun anbefales som en kæmpe naturoplevelse. Har man lyst, kan man bo i parken i hotel eller hytter. Og der skulle være et meget fint dyreliv om aftenen (wombats, wallabies m.v.).

Vi tog hjem – delvist ad samme vej, men med lidt nye stræk undervejs. Fik handlet en bøf til en hurtig aftensmad. Den lavede vi nu ikke før vi havde gået ud til enden af vejen for at se, om der skulle dukke lidt dyr op i skumringen. Der var masser af kaniner, men ellers så vi ikke rigtig noget af interesse.

Et interessant element fik vi i øvrigt med fra købmanden. Der kom en dame for at købe en pakke smøger. De havde lidt svært ved at finde dem, men forståeligt nok, da vi hørte prisen: 230 kr. for 20 stk. Vi måtte faktisk hjem og slå det op før vi troede vi havde hørt rigtigt: 230 kr. for en pakke – så kære Danmark, der er langt endnu. I øvrigt ser vi faktisk ingen rygere her – de er alle gået over til e-smøger. Gad vist om det hænger sammen….

I morgen skal vi slappe af – tror vi nok. Men lad os nu se, hvad vi finder på…. En dejlig dag er i hvert fald ved at lakke mod enden.