Vejret skiftede igen i nattens løb, og vejrudsigten lovede blæst og byger. Vi slap dog for at få ret meget vand, selvom vinduesviskerne af og til måtte tage en tørn.
Stanley, som var målet for dagens tur, lå i den beskedne afstand af 235 km – og vi havde planlagt vi ville prøve at nå hjem igen her til aften. Afstande er noget andet i dette land! Det tror jeg, at andre, der har været her, kan bekræfte. Men det betød, at vi drog tidligt afsted (tidligt er vi vores tidsregning kl. godt 9 😛). Vi ville prøve at komme frem til Devonport, som var næste halvvejs, inden vi skulle have formiddagskaffen. Vejene hertil var dog af skiftende bredde og beskaffenhed, så det var ikke alle steder, vi kunne give den gas. Til gengæld var det et pænt foranderligt landskab vi rykkede igennem. Det er rigtig svært at beskrive i billeder – men det er skov, og så er det bløde bakker med enge, så noget vand (vi skulle krydse et par floder) osv. Men denne foranderlighed er netop det, der gør, at man kan holde til de lange stræk. Jeg tænker tit på her, at vores motorvejsnet i virkeligheden har en alt for homogen natur omkring sig. Man bliver hurtigt træt – eller også er jeg bare langt væk hjemmefra…..
Devonport var ikke nogen speciel ophidsende by – men vi fik da en god kop kaffe – og tog så lige en lille tur op ad gågaden. Der stødte jeg ind i en mand fra Hobart, som spillede irsk sækkepibe – og faktisk var rimelig ferm til det. Så ham stod jeg og lyttede til i nogle minutter. Bagefter fik en af de andre tilskuere og jeg en lille sludder med ham. Det var rigtig hyggeligt. Birgit foretrak at kigge på tøj imens – og sådan skal der jo være plads til forskellige interesser. Byen er iøvrigt det sted, man sejler fra, hvis man tager færgen mellem Tasmanien og fastlandet.
Fra Devonport valgte vi at følge kystvejen så længe som muligt. Det betød, at vi kom igennem havnebyerne Ulverstone, Penguin og Burnie. Sidstnævnte by er lidt større, men som den store overraskelse er det åbenbart cruise-havnen for denne del af Tasmanien. Der lå i hvert fald en stor båd i havnen i dag – og jeg kan se af deres kalender, at vi venter mange flere besøg. Det er en relativ lille by med kun 20.000 indbyggere, så når der lige går 2.000 cruisegæster i havn, må det da fylde en del. Vi tænker de fleste tager på arrangerede busture til enten Stanley eller til Cradle Mountains.
Som sagt blæste der en god vind i dag, men oplevelsen af kysten her på nordsiden af øen er, at den er lidt mere rå end det vi så på østkysten. Ikke så dramatisk til gengæld. Men det hele havde nok set bedre ud i høj himmel og sol. Vi føler os faktisk lidt snydt af den australske sommer. Inden vi tog herned var vi blevet advaret mod 40 grader og ulidelig meget sol. Men jeg tror samlet, jeg har haft lange bukser på flere dage, end jeg har brugt de korte. Og det har kun en enkelt dag eller to været over 30 grader. Men de lokale siger nu også, at sommeren har været usædvanlig kølig. Vi skal så lige huske på, at vi faktisk nyder det, når temperaturen er først i tyverne – særligt når solen skinner og det ikke blæser alt for meget. Og det var så ikke i dag 😟
Målet for dagens tur var som sagt Stanley – og den levede op til det, vi var stillet i udsigt. En smukt beliggende historisk by ved vandet. Stanley repræsenterer et interessant stykke kolonihistorie.
Da en række rige englændere stiftede selskabet Van Diemen’s Land Company i 1824 havde de håbet på at få let adgang til attraktive landbrugsarealer, som de havde hørt om i de nye kolonier. Men de endte op med store skovbesatte områder i det nordvestlige Tasmanien. De opførte en bygning i 1827 nedenfor den klippe – the Nut – som i dag troner bag byen og giver den læ for vinden. The Nut er i øvrigt resterne af en tidligere vulkan – og er i dag en 143 meter høj bakke med en relativ flad top. Kan besøges på gåben eller via en stolelift. Der var nu ingen af delene, der trak i os i dag.
Det tidligere nævnte selskab opførte i årene 1832-35 på en anden bakke over for byen en ejendom, Highfield Estate, hvor selskabets repræsentant (Chief Agent) blev indkvarteret. Ejendommen blev opført delvist af tvangsudskrevne straffede, som boede i barakker nærved. De første ti år arbejdede disse på stedet, indtil denne form for strafarbejde ophørte.
Byens navn, Stanley, har den fået efter datidens britiske minister for kolonierne, Lord Stanley.
Det interessante ved et besøg i dag er, at det er en af de bedst bevarede byer fra kolonitiden. Den udgør et samlet hele, og mange søde, små bygninger. Faktisk har den været brugt som kulisse til en spillefilm fra DreamWorks, Lyset i havet fra 2016. Vi har samlet en række indtryk her.
Vi spiste frokost i byen og gik en tur igennem den gamle del og ned til havnen og tilbage igen. Derefter tog vi op og så Highfield Estate udefra inden vi satte gang i turen tilbage.
Her havde vi valgt at tage hovedvejen så langt som muligt – og den er på store strækninger en fire-sporet vej lavet til at køre 110 km/t – d.v.s. når der ikke lige er vejarbejde. Og det er der alle steder denne sommer. Og som vi tidligere har beskrevet – med god grund. Men det forlænger unægtelig rejsetiden, når lange stræk skal tilbagelægges med 40 km/t eller der skal ventes ved røde lys eller endnu bedre håndbetjente skilte med stop eller slow!
Vi var ikke rigtig sultne efter den sene frokost, så vi kørte hele vejen tilbage uden større stop med undtagelse af en kop kaffe to go, der var for kold!!! Rimelig træls. Men da vi kom til Georgetown var klokken blevet 19, og vi handlede ind til en gang hurtig aftensmad.
På vej videre til Low Head valgte vi at køre en skumringstur ud af nogle små veje. Og det blev belønnet med et utal af wallabies og kænguruer, der her var meget sky og frygtsomme. Herudover så vi et myrepindsvin (Echidna), som dog havde valgt at søge dækning i en tot græs før jeg fik taget fotoapparatet frem.
Hjemkommet fra turen fik vi talt med Christine og Ada på Messenger og ringet til min mor. Det var godt at høre lidt fra gårsdagens begravelse og at alle har det godt efter omstændighederne.
I morgen bliver en slapper-dag. Men derom nærmere i morgen!