Så var vi kommet til tidspunktet, hvor vi skulle videre fra Taroona. En kæmpe tak til Sally og Erik for deres gæstfrihed og tagen os med rundt til områdets seværdigheder. Man kan kun sætte pris på et sådant storsind! Og lære af det, når vi selv gives muligheden derhjemme. Selvom vi er familie – så er det trods alt så langt ude, at ingen kan føle sig forpligtet. Men vi har alle nydt at være sammen, og få bundet et tættere bånd – trods den store afstand til daglig!

Så efter en god morgenmad pakkede vi bilen, og satte kursen mod kystvejen op langs Tasmanien østkyst. Trafikken i Hobart var fortsat præget af weekendens arrangement, hvor 1.200 deltagere kæmpede i Hobarts Ironman i triathlon. Så det tog lidt tid at komme igennem byen, men ellers er man nu hurtigt ude i naturen.

Tasmanien natur er fantastisk. Den er afvekslende, og hver gang man kommer omkring et nyt hjørne venter en smuk udsigt, eller et anderledes landskab. Er man til natur, så kan øen virkelig anbefales.

Vi kørte igennem byen Sorrell, som vi tænkte vi måske skulle undersøge lidt nærmere. Men det viste sig hurtigt at være lidt uinteressant. Næste stop var en lille flække kaldet Buckland, hvor der var en gammel kirke – her i landet betyder det, at den er fra tiden før 1850. Den var faktisk smuk. Vi kunne desværre ikke komme ind, men så gik vi en tur på kirkegården for at studere, hvordan man gør her på øen. Det var interessant og anderledes.

Da cateringmulighederne var temmelig begrænsede i Buckland – hvilket i øvrigt viste sig at være kendetegnende for dagen. Byerne på denne kyst har været noget mindre end vi havde forventet – så tog vi videre til næste by, Orford. Byen ligger ved en bro over en flod. Et meget hyggeligt sted.

I kan se, hvordan sommervejret og -skyerne er med til at danne en perfekt ramme omkring sceneriet. Fra Orford fortsatte vi nordpå og lige nord for byen fandt vi en naturcampingplads, hvor man kunne stå på stranden og se ud mod Maria Island – en lille bjerg-ø uden for kysten, som er målet for en del naturturisme. Man kan sejle derud på dagsture, hvor man gå omkring i naturen og opleve stedet.

Jeg tror vi vil huske både Australien og især Tasmanien for deres fantastiske mange lækre strande, hvor der næsten ikke har været mennesker. Kombinationen af vandets farve, skovene og stranden omkring, samt kystlinjens mange bakker og bjerge, gør det til et meget smukt syn, hver gang, man bevæger sig ned til det.

Undervejs stoppede vi for at se på en særlig bro – the Spikey Brigde, som er bygget af straffefanger fra en af de straffekolonier, der blev oprettet først i 1800-tallet. De blev som en del af deres udslusningsprogram sat til at arbejde for staten, og den lokale koloni var primært beskæftiget med vej- og brobyggeri.

Broens navn er relateret til den måde, den er afsluttet i toppen. Det vides ikke rigtig, om det er fordi det understøtter konstruktionen eller om der er for at undgå, at køerne skulle gnubbe sig mod broen. Det fortæller historien ikke rigtig noget om.

Herfra gik det videre til Swansea, som vi troede var en lidt større by – sådan så det ud på kortet. Men det viste sig, at den var noget mindre end forventet. Byen er den ældste by i staten, og blev etableret omkring 1820. Der var fortsat nogle historiske bygninger – men vi fandt ud af, at overnatningskapaciteten var begrænset, så vi besluttede efter en bid frokost at køre videre mod nord.

Her drejede vi af fra hovedvejen for at se den strand, der hedder Nine Mile Beach. Og den var virkelig lang og en dejlig sandstrand. Til gengæld kunne vi ikke se et øje på den. Bag den lå et større sommerhusområde, men det så ikke ud som om tasmanerne synes det var badevejr i dag, hvilket vi andre da godt kunne se muligheden for (22 grader og sol).

Tilbage på hovedvejen var det næste der lokkede, en af de lokale vingårde, Devil’s Corner, der havde et udsigtspunkt. Det viste sig at være et tårn de havde bygget, så man kunne komme op og kigge ud over bugten. Her var naturen også smuk, og faktisk blev den endnu kønnere af de mange lange rækker af vinstokke, der stod frodigt grønne i området. Vingården var indrettet med smagninger, butik og et par spisesteder. Alt det, der gør at en moderne vingård for solgt en større del af produktionen til retail-priser, hvilket understøtter den samlede forretning.

Vingården var sidste stop inden vi nåede til Bicheno, hvor vi have besluttet vi ville kigge efter natlogi. Det viste sig overraskende nok, at være sværere end bare lige. Så selv om vi undersøgte alt på nettet og ringede rundt, så var alt udsolgt – også selvom skoleferien her er slut. Men nogen gange er man heldig – vi var på vej ud af byen, men besluttede at gå ind på en campingplads med nogle hytter – og her havde man nogle ældre hytter, som man normalt udlejede til udstationerede arbejdere. Vi fandt dog, at hytten rummede alt, hvad vi havde behov for – og da pris og kvalitet var overensstemmende, så slog vi til.

Herefter var det blot et spørgsmål om at få fourageret og fundet ud af, hvor man kunne få aftensmad. Vi tænkte at det måske kunne blive lige så svært at komme indenfor i en restaurant, som det var at finde et værelse. Så da vi havde tjekket den lokale diner ud med en øl bestilte vi bord til 18:30. Det var ikke høj gastronomi, men vi fik en ærlig fish and chips med en god øl til.

Herefter gik det tilbage til “slottet”, hvor vi trak et stole ud i haven og nød et glas rødvin, mens jeg begyndte at skrive disse linier.