I dag var det søndag og vores sidste dag i Hobart i denne omgang. Derfor var det også fortjent, at vi stod op til det dejligste solskinsvejr, der holdt hele dagen.
Vi skulle hente vores nye lejebil i dag, og derefter havde vi sammen med værterne besluttet os for at køre en tur ud på Tasman Peninsula. Det blev en dag med meget fine naturoplevelser.
Første holdt var ved Pirates Bay ved Eaglehawk Neck for at se på de såkaldte Tessellated Pavement, som er en klippeplatform, der gennem en naturlig proces er blevet opdelt i et meget regelret mønster af firkanter. Samtidig var der en meget flot udsigt ned mod Tasman Halvøen.
Det næste punkt vi kørte efter var på den anden side af bugten, hvor der er et såkaldt blowhole (The Tasman Blowhole). Det er et hul, som vandet har skabt ind under klippen. Og når bølgerne så slår ind og ender i bunden af hullet skabes der på de bedste tidspunkter meget store skumsprøjt.
Ganske tæt ved finder man The Tasman Arch, som er en klippe, hvor vandet har skabt et stor port ind i landskabet – og hvor der nærmest er en bro af natur hen over. Der var en fantastisk udsigt fra de forskellige platforme, og man kan gå henover den naturlige “bro” på vej hen til den sidste attraktion: Devil’s Kitchen, som er en kæmpe kløft, som vandet har slidt igennem klippen. Denne gang uden at efterlade en bro.
Efter disse fantastiske naturoplevelser var det tid til at få en bid frokost. Det skete på Tasman Lavender Company, hvor vi fin en helt normal panini, men med en lavendel-milkshake til. Det var en lidt pudsig sammensætning, men milkshaken smagte faktisk rigtig godt.
Her fra kørte vi videre mod Port Arthur, det tidligere fængsel, som ligger midt på halvøen. Her etablerede man i 1830 en straffeanstalt (fængsel), hvor man i første omgang placerede deporterede straffede, der kom fra Storbrittanien (inkl. Irland). Man etablerede en træskibsindustri for at lære fangerne et håndværk, og for at holde dem beskæftiget. I 1853 stoppede deporteringerne til Australien, hvilket betød færre indsatte og så vidt jeg har forstået lukkede institutionen i 1880’erne. Det var en barsk anstalt, og placeringen på halvøen betød, at det var svært at flygte. Hvor halvøen er forbundet ved Eaglehawkes Neck skulle man efter sigende have haft en hunde-patrulje, der sikrede det smalle stykke land imod, at nogen prøvede at stikke af.
Det sidste stop på halvøen var Maingon Bay, hvor der er et meget fint udsigtspunkt og hvor man kan gå ned til en stor klippehule, som havet har slidt ind i sandstensklipperne.
Kystlinjen her er fantastisk flot. Også flottere end det er muligt at gengive på fotos. Og de mange bugte og vige gør det til et yderst interessant turistmål, der kun kan anbefales. Det var vildt flot i solskinnet. Og man bliver aldrig træt af at se på de kraftfulde bølger brydes mod klippeskrænterne. En stor tak til Erik og Sally for at have vist omegnens smukke natur frem. Det har været en virkelig smuk oplevelse.
Vi havde sat den lejebil vi afhentede i formiddags ved Sally’s fars hus. Sallys far er sidst i 80’erne, men tager fortsat på træf i sin lille autocamper. Hos ham fik vi en kop te, og fik fortalt om vores dag og vores rejse. Fantastisk, hvis man kunne blive gammel på den måde!
Herefter tog vi trætte tilbage til Taroona og Flinders Esplanade, hvor vi spiste os igennem nogle rester fra gårsdagens BBQ, og lagde planer for vores tilbagekomst til Hobart, når vi kører fra Low Head. Men i morgen drager vi nordpå. Efter fleres anbefaling kører vi i første omgang langs kystvejen deropad, da vejen op gennem dalen, som de siger her, er kedelig og ligegyldig. Vi får se….