4. Januar – Taroona og Hobart 3

Regnen vækkede os her til morgen. Det stod ned i stænger udenfor. Og det netop på den dag, hvor Sally og Erik havde inviteret til Wolfhagen-familie-BBQ. Vejrudsigten var ikke særlig lovende, så efter morgenmaden fik vi rigget til inden døre, så alle kunne sidde ned. Herefter hjalp vi med at gøre maden klar, indtil de første dukkede op lige efter kl. 12.

Deltagerne var Erik’s to søstre, Joanna og Leonie (sammen med sin mand, Jim), fætrene Julian og Quentin fra en gren og Ambrose og Torquil fra en anden gren. De to sidstnævnte havde deres hustruen, Gabriela og Alice med. Fætter Philip måtte desværre melde afbud, da han var taget til NZ med sin søn.

Det blev en rigtig hyggelig dag med dejlig mad og rigeligt med god vin og øl. Der var grillet pølser og kylling, lavet salater, kartofler m.v. Til dessert var der både cheesekage og pavlova (marengskage).

Snakken gik grundigt. Så vidt jeg forstod, så ses fætre og kusiner ikke hinanden så tit, så alle havde en del at samle op på. Når I ser aldersfordelingen (Jim var ældst med sine 80 år, og mon ikke Gabriela var den yngste) så kan I nok forestille jer, at snakken gik omkring børn og børnebørn, noget om skavanker og sygdom, og så også noget om det, som hver enkelt bedrev i dagligdagen. Med andre ord en hel almindelig familiekomsammen. 😄 At vi så var den lejlighed, der samlede alle, kunne man så føle sig lidt beæret over.

Deltagerne – øverst fra venstre: Jim, Julian, Ambrose, Gabriela, Henrik, Erik, Quentin, Leonie og nederst fra venstre Torquil, Alice, Joanna og Sally.

Både Julian og Quentin bor oppe nordpå, og inviterede os forbi, når vi er deroppe. Og Joanna er begyndt at spille petanque for et år siden, så vi aftalte at vi skulle mødes på banen, når vi er tilbage i Hobart.

Det blev en dejlig dag. Kun forstyrret af, at vi ikke lige havde forberedt os ordentligt i forhold til at have lavet et fotoalbum med vores hus, vores børn og ikke mindst børnebørn. Man lærer hele tiden 😄 Vores fotoalbum er kæmpestort – og det er svært sådan lige at finde de rigtige billeder, bør man har behov for det.

En anden oplevelse er, at det også kræver ekstra energi at være på hele tiden – og så ikke mindst, når det foregår på et andet sprog. Men det siges at være med til at holde hjernen ung.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.