30. Januar – Melbourne

Så var det rejsedag igen. De sidste to timers køretur mod Melbourne gik glat og uden de store oplevelser og stop. Faktisk var det mest hovedveje uden byer, så kaffen fik vi først, da vi kom ind til hotellet. Vi havde besluttet, at vi ville forsøge at komme af med kufferterne m.v. inden vi skulle aflevere bilen i lufthavnen. Det gav også lejlighed til at prøve at køre inde i det centrale Melbourne. Her er lidt ekstra udfordringer – ikke mindst cykelstier og sporvogne, der skal holdes øje med. Jeg havde også lidt udfordring med at lave den u-vending, som Siri efterspurgte. Men vi fandt da frem til hotellet – og der var heldigvis en ledig p-plads lige foran.

De har også Europark i Australien, så jeg var nødt til at prøve, om jeg kunne bruge min egen app til betaling. Men den gik nu ikke. Måske skyldes det, at man her ikke betaler for nummerpladen, men for båsen. Jeg ved det ikke – men det var nu nemt at betale på standeren.

Der var en café i sammenhæng med hotellet, så her fik vi vores kaffe og en sandwich, hvorefter vi tog ud til lufthavnen for at aflevere bilen. En meget let tur, men det var ikke til at finde en tank, hvor vi kunne fylde op, så vi må betale os fra det. Ham der modtog bilen fortalte os i øvrigt, at det var et kendt problem vi havde haft med nøglen. Måske skulle de lige orientere kunderne om det, når de får bilen….😏

Der går ikke tog til lufthavnen her, men der er en busforbindelse – Skybus – som kører hver 10. minut fra lufthavn til centrum og retur for 110 kr. pr. person for en enkeltbillet. Busstoppet i City var kun 2-3 blokke væk fra hotellet, så det var en nem løsning for os. På stationen fik vi spurgt omkring brug af den kollektive trafik de to næste dage – men det viser sig, at sporvognene inden for Cityområdet er gratis. Så vi tænker, at vi klarer os med det. Det var måske noget vi kunne lære af i København, når vi nu så gerne vil have bilerne væk fra city….

Op til hotellet slog vi følge med et ældre par fra Brisbane, som følte sig fortabte i forhold til, hvor de skulle hen. Da de også bor på Williams St. fulgtes vi ad derhen. Vi fik en god sludder på vejen om at rejse.

Vi fandt en lille butik (Woolworth Metro), hvor vi kunne handle ind til morgenmaden de næste dage. Så klarer vi os med det.

Birgit har fundet ud af, at der er en god vaskeriservice her på hotellet. Så den har vi straks taget i brug, så vi har rent tøj til de kommende dage, indtil vi igen har en vaskemaskine i huset (Tasmanien). Det er om at være praktisk, når man rejser med trods alt begrænset bagage.

Imens har jeg haft tid til at udnytte wifi-en, så der er lagt billeder op fra i går. I skal da heller ikke snydes for lidt førstehåndsindtryk fra city.

Lige nu sidder jeg på terrassen på 19. Sal og skriver dette indlæg. Der er også en god udsigt – og ikke mindst kan man tydeligt følge med i byens lyde (støj, om man vil) 😄

Udsigten fra vores terrasse på 19. sal

I morgen står den på byvandring om formiddagen. Efter middag mødes vi så med Michael Bonde Henriksen – en af Henriks studenterkammerater fra Duborg i Flensborg. Han bor her i byen, og har tilbudt os at vise os rundt. Det skal nok blive en hyggelig dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.