Vi har lært en ting om at rejse i Australien: Vejret skifter hurtigt – og også meget. I går nød vi solskin og op til 33 grader – i dag stod vi op til småkolde 18 grader og finregn. Men det er efter sigende helt normalt.

Dagen i dag har været helliget dyreoplevelser. Først med et besøg på Koala Conservation Centre for at se dette spændende pungdyr i vild natur. Og efter frokost på bådtur ud til klipperne med en af Australiens største pelssæl-kolonier. Og her til aften har vi så sluttet af med en fototur ude i vildtreservatet for at få billeder af gæs og wallabes.

Koala Centret er en del af vildtforvaltningen her på øen, hvor man prøver at sikre, at der er tilstrækkeligt med levesteder til de vilde dyr, herunder koalaerne. Der er nu et stort område, hvor de lever vildt og centret ligger i udkanten af dette. Det var et rigtig hyggeligt besøg. Man går mellem træerne og prøver at finde dyrene – og når man har ledt længe nok, så går det op for en, hvor svære de rent faktisk er at få øje på. De falder meget nemt i et med træerne. Men vi fik set en del, særlig i de områder, hvor man havde lavet nogle høje boardwalks, så man kunne komme tættere på trætoppene.

Besøgscentret informerer en masse om koalaerne som dyreart og om deres levesteder og -vis.

Koalaerne sover 20 timer i døgnet, så spiser de i to og soignerer i to. De sidste to ting primært i skumringstiden om aftenen og om morgenen. De spiser daglig ca. 500 g eukalyptusblade. Bladene består af 50% vand, 10% toksiner, men kun ca. 5% kulhydrater. Det vand de får gennem bladene betyder, at de ikke behøver at søge ned for at drikke hver dag. Koalaerne har udviklet deres fordøjelse til at kunne klare de stærke olier, der er i bladene, som bl.a. indeholder cyanider, som andre dyr ikke kan tåle.

Ud over koalaerne var der en lang række fugle i området – ikke mindst en række papegøjer (galah), som vi også fik fanget ind på linsen. Der er også slanger – men man møder dem ikke, hvis man holder sig på stierne. På Phillip Island har man kun en art: Kobberhovede (Copperhead), som er en giftslange af cobrafamilien. Den er ikke aggressiv med mindre man træder på den eller generer den. Jeg ville ellers godt have haft et billede.

Efter den daglige frokostsalat, tog vi med på sælsafari til en stor pelssæl-koloni, der ligger på klipperne ud for spidsen af øen. Det var en frisk sejltur, hvor det gyngede godt på vejen derud. Først besøgte vi den store klippe, men den store klippehule (Round Island) og derefter tog vi over til sælkolonien. Turen mellem de to klippeformationer kaldte skipper for “vaskemaskinen”, fordi man krydser over mundingen ud til havet – og det gyngede da også pænt – særligt når man stod i stavnen, som vi gjorde.

Men efter et par minutter havde vi krydset farvandet og kom i læ af klippeøerne, der er et sæl-reservat. Pelssælerne er mere i familie med søløverne end med de andre sælarter. Og vi var faktisk også i tvivl undervejs, om ikke det var søløver. Men det er altså sæler. I kan selv se på billederne hvorfor vi er i tvivl.

Skipper kender sit farvand, og han formåede at sejle båden temmelig tæt på klipperne så vi fik et fantastisk godt kig på koloniens liv, hvor der p.t. er masser af unger. De boltrer sig i nogle små naturlige pool-områder i klipperne, hvor de kan træne deres svømmefærdigheder inden de skal ud og klare sig på det åbne vand, hvor der venter både hajer og spækhuggere, der godt kunne tænke sig et let måltid mad.

Man skal være forberedt på, at der er en råben og kalden mellem dyrene på øen, og der er også en markant lugt af deres afføring, der bærer præg af den maritime føde de indtager. De lever af fisk, blæksprutter og små krebsdyr. Der er øjensynlig føde nok i området.

Det var en god tur derud, der kan anbefales, hvis man er på disse kanter. Tag godt med tøj på – der kan være koldt på vandet. Og tag endelig en kikkert med.

Her til aften gik vi ned i byen og fandt en måltid på en kinesisk restaurant. Det var lidt skuffende, men vi gik da mætte derfra.

Vi manglede at få billeder af de grå gæs man ser overalt på øen, så vi besluttede at køre ud i vildtreservatet The Nobbies i skumringen. Her var masser af Cape Barren gæs, som arten hedder et smukt dyr, som har en forkærlighed for at gå og fouragere i vejkanten. Måske giver det klippede græs nogle bedre muligheder for at få fat i de friske skud.

Når vi listede af sted i bilen kunne vi også komme relativt tæt på de lokale wallabes, som er mindre end kænguruer, men til gengæld er meget sky over for mennesker. Det lykkedes os dog at snige os ind på nogle stykker, som det vil fremgå.

Og på den måde sluttede vores safaridag på Philip Island. Vi tog herned for at opleve dyrelivet, og det skal jeg love for, at vi også gjorde. Det er vilde dyr vi taler om, så det kræver en indsats og tålmodighed. Men den belønnes med flotte oplevelser i skønne naturrammer.

I morgen kører vi til Melbourne, hvor vi bliver et par dage, inden næste store etape af vores rejse bringer os til Tasmanien. Men derom senere.