Så fik den første for alvor lune dag. 33 grader kom med vinden inden fra midten af Australien. Vi mærkede det ikke så voldsomt, for vi tog tidligt af sted – vel vidende at vi havde fire timers køretur foran os. Det var i lang tid blot lige ud af landevejen på noget, der vel bedst kan karakteriseres med det engelske ord: plaine – nærmest en græsslette mellem to kæder af bjerge/bakker. Men så kunne jeg da for en gang skyld bruge bilens fartpilot, hvilket gør det hele meget lettere.

Undervejs fik vi den sædvanlige kop kaffe. Når der kommer en by, må man lissom stoppe. Man ved ikke hvornår den næste kommer. Denne gang hed byen Rosedale, en rigtig lille pionerby (Dem kan man kende på, at gaderne danner kvadratiske felter, der er opdelt i bygbare matrikler. Vejene går vinkelret på hinanden). Der var en lille café, der var anderledes end de fleste. De havde en fin samling rariteter overalt. Se blot deres toilet:

Efterfølgende kørte vi endnu en 90 minutter, hvorefter vi fandt en lidt skjult rasteplads med picnic-område og BBQ-grill. Her spiste vi vores indkøbte salat. Stor fest 🤣

Målet for dagen var Phillip Island, som ud over at være et sted, hvor man kan opleve det australske dyreliv, også er et kæmpe sommerland – sådan en god blanding mellem Rørvig og Hornbæk. Vi bor her på et hotel i den ene ende af byen Cowes, og var så heldig at værtinden havde valgt at opgradere os, fordi hun havde problemer med låsen til døren på det værelse, vi havde booket. Det var jo en kedelig situation, men vi accepterede at vi måtte slæbe kufferterne op på 2. Sal. For vi fik en fint stort værelse med gode køkkenfaciliteter.

Vi skulle til pingvinernes parade (sådan kalder de det her) klokken 19:30, så vi valgte at købe en færdig pizza, som kunne varmes i ovnen. Vores fornemmelse er heller ikke, at byen vrimler med gode spisesteder. Men man kan få fish & chips mange steder!

Det store mål i dag var som sagt pingvinparaden. Det handler om en stor koloni af dværgpingviner (de påstår det er den største koloni for den race i verden) – den mindste pingvin-art i verden. Der lever ca. 30.000 dyr i kolonien. Og hver aften, når mørket falder på, så kommer pingvinerne på land (De tilbringer 80 % af deres levetid på vandet), hvor de på dette tidspunkt af året har unger eller skal til at skifte fjer. For at klare det sidstnævnte spiser de grundigt igennem, for det kræver 3 uger på land uden føde, så det skal der bygges op til. Disse pingviner spiser hver dag fisk og småkrebs, der svarer til ca. 20% af deres egenvægt.

Vi havde valgt at betale en Guided ranger tour, hvilket kan anbefales. For det første får man en guide med, der både før og undervejs fortæller om dyrene, og desuden får man reserverede siddepladser helt fremme på stranden. Det lyder måske ikke så vigtigt, men der kommer faktisk over 1.000 mennesker hver dag, for at se pingvinerne gå i land.

De kommer ind i grupper på op til 50-70 dyr, der så samlet går op på stranden og videre ind i til deres reder. Nogle af dyrene går indtil 2 km, før de er fremme ved reden. De returnerer til vandet igen et par timer før dagslyset kommer. Alt sammen for at beskytte sig mod deres naturlige fjender. Det er ikke hver nat alle pingviner kommer på land – så ville vi se mange flere. Men der blev i dag talt knap 1.100 dyr i de 50 minutter, som optællingen hver dag varer. Derefter skal lysene slukkes, så dyrene kan få fred. De virker nu meget vant til at menneskene går tæt op ad deres veksler. De fortsætter troligt som om intet er hændt.

Det var en fantastisk oplevelse. En af dem, som man skal huske. For det er ikke tilladt at fotografere, ligeså snart solen er gået ned. Så de få billeder vi fik taget var på vej ned til stranden og er bl.a. af nogle unger, der snart er klar til selv at søge føde. De to første billeder. Det tredje viser den første gruppe, der er ved at samle sig på stranden. Derefter blev det forbudt at tage billeder for at beskytte pingvinernes øjne. De får svært ved at se, hvis de bliver ramt af kameralyset. Det er noget med farvetoner..

Da vi efter “forestillingen” gik tilbage igen, så vi de samme unger søge efter mad. De forsøger at få alle de voksne pingviner, der passerer dem til at give dem noget mad. Men det er kun deres egne forældre, der rent faktisk vil fodre dem. Men de jagter som sagt alle andre. Vi fik set med egne øjne, hvordan to unger fastholdt en udtrættet voksen, som ikke var forældre. Men de ville ikke slippe den fri, mens vi holdt øje med dem. Der kan man tale om besværlige teenagere!!

Der var også andre dyr, som vi skulle holde øje med. Særlig et var de meget optaget af, nemlig punggrævlingen (Bandicoot) – et lille vævert dyr, som har været tæt på at uddø som naturlig forekommende i Australien. Men man har lavet et avlsprogram, og Phillip Island har fået en lille koloni, der nu er ved at vokse sig stærk. Øen er fri for ræve, og det har stor betydning for, at disse dyr kan overleve. Vi fik at vide, at hvis vi så mere end en, så var vi heldige – og så vi tre skulle vi købe en lottokupon. Men vi så faktisk en fem-seks stykker i de tre kvarter vi sad ved stranden. En sjov fætter.

Vi skulle også holde øje med en anden fugl – en tyndnæbet skråpe (short-trailed shearwater). Det er en stormfugl, der har en af verdens længste trækruter. De trækker fra Sydaustralien, hvor de yngler op til en øgruppe i det nordlige Stillehav (nord for Japan) og tilbage igen.

De har ingen kænguruer på Phillip Island. Men de har masser af wallaby’s – en mindre fætter. Dem så vi nogle stykker af på vej mod stranden.

Naturcentret var en oplevelse i sig selv. Meget flot arkitektur – og arbejdet, der gøres for at beskytte dyrene er fantastisk. Det er noget særligt at se vilde dyrs naturlige opførsel, og ikke vide om de kommer eller ej. Og om man er heldig at se det, man drømmen om. Men det fik vi lov til i aften. En oplevelse, vi kun kan anbefale, hvis man er på disse kanter.

I morgen skal vi besøge koalaer og på sæltur. Men derom mere i morgen.