27. Januar – Lakes Entrance 2

Vi flottede os i går aftes, og blev enige om at tage en tasting-menu på den lokale, gode restaurant. Vi fik fire retter: Først en tallerken med en lokal østers til hver, derudover en lille, delikat kammusling serveret med æble og syltet tang – til det et stykke surdejsbrød med røget smør til. Bagefter kom der en lille ceviche lavet på rød gurn (Gurnard) med grønne tomater og macadamnødder. Den blev fulgt op med en grillet blæksprutte-arm, der blev serveret med grilled blomkål og chorizo. Til hovedretten fik vi en hvilling serveret på en anretning af røget majskorn i hvid balsamicosovs. Til det fik vi tre glas hvidvin – først en lokal prosecco, så en lokal riesling og endelig en lokal chardonnay.

Første ret – vi havde dog forgrebet os på de lækre østers!

Det var Australia Day – så aftenen blev sluttet af med et festfyrværkeri, som vi oplevede sammen med restaurantens personale. Vi har prøvet at fange lidt af stemningen her:

Det var klart det bedste måltid vi har fået hernede. Men vi skal ikke skjule, at vi er rigtig godt vant fra det københavnske gourmetudbud. Men vi er ikke stødt på mange gourmetsteder her. Måske er det fordi, vi primært har befundet os i turistområderne, hvor den slags restauranter kan blive udfordret.

Når man kigger rundt i byerne her, er det entydigt, at COVID-19 har været en kæmpe udfordring, fordi landet har været lukket ned for udenlandske turister. Og fordi der også har været nedlukninger, hvor det ikke var tilladt at rejse indenlands. Vi har alle steder set lukkede restauranter og hoteller.

Dagen startede lidt overskyet, men det blev hurtigt klart, at vi ville få den lovede sommerdag. Så vi fik gjort os klar og drog afsted til Bairnsdale, hvor den lokale golfbane skulle være en af de bedste i området. Vi kunne ikke få en buggy, men da banen var relativ flad var vi enige om at gå den – så kunne vi også få lidt tiltrængt motion.

Banen var i fin stand, men uden de store oplevelser. Det var lidt meget frem-og-tilbage-huller i parkomgivelser. Men vi fik da ramt en del træer undervejs 🤣 Det er svært at spille med lejet udstyr, især når man får et ældre sæt uden megen tilgivelse. Så Birgit vandt klart i dag – trods advarslerne om slanger på 3 af banens huller. De sagde, de havde alle de farlige, men i klubbens mange mange leveår, var der aldrig en spiller, der var blevet bidt. Men de så dem hvert år derude.

18 huller i solskin og 22-24 grader og en god brise på tværs af banen til at holde os nedkølede. Hvad kan man ønske mere i januar måned? Så skidt med at spillet var lidt rustent. Undervejs fik vi talt med et par grupper medspillere, som lukkede os igennem. Det er helt klart, at golf for mange hernede er for sjov, lidt ligesom vi har oplevet det i USA. De tager ikke spillet så seriøst, men er der primært for at hygge og få en øl undervejs.

Ud over de 18 huller til golf råder klubben også over en bowlinggreen til lawn-bowling. Det var der gang i, da vi kom ind og fik vores velfortjente kolde øl. Her kan man i øvrigt købe øl med lav alkoholprocent, så man med sindsro kan køre hjem. Fint initiativ – de smager bestemt mindst lige så godt i varmen.

På vej tilbage til Lakes Entrance stoppede vi på et af udsigtspunkterne, hvor man kan se nedover vandområderne. Det er svært at vise på fotos, hvor smukt der er. Vandet er azurblåt, sandet hvidt og skoven er grøn. Men vi skal da gøre et forsøg:

Her til aften spiste vi lige rundt om hjørnet. Der var fuld tryk på restauranten, så vi var heldige at vi fik et bord til den seating, der begyndte kl. 19:00.

Nu sidder jeg ude i fællesarealet, hvor wifi-en virker, og skriver. Solen er gået ned, mens månen lyser klart. Det er sjovt, at nymånen på den sydlige halvkugle er til venstre, mens den hjemme på den nordlige halvkugle er til højre. Men det er hvad, vi kan observere! Birgit er krøbet i ly indendørs. Mitterne bider!

I morgen lover de op til 33 grader og sol. Vi skal køre til Philip Island – 252 km og anslået fire timer i bilen. Så det er afsted fra morgenstunden. Vi skal nemlig ud at se på pingviner i morgen aften. Så jeg tager allerede nu forbehold for, at der ikke kommer en opdatering i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.