26. Januar – Lakes Entrance

Dagen startede med godt nyt hjemmefra. Vores datter Christine ser ud til at have landet et nyt job tættere på deres nye hjem i Gadstrup. Håber at alt falder på plads.

Vi stod op til overskyet vejr og noget mindre sommerlige temperaturer end dagen før. Men stadig ikke koldere, end at vi kunne indtage morgenmaden udendørs. Da vi havde pakket bilen satte vi retning mod Lakes Entrance – en køretur på godt 200 km primært ad Princess Highway. Så grundlæggende var vejen god herned.

Første stop var i Cann River – en samling huse omkring et T-kryds og en flod. Det var tydeligt, at vi ikke var de eneste, der stoppede for en kop kaffe. Der var flere steder, der solgte kaffe og lidt at spise. Men inden da havde vi også kørt en time gennem bushen uden at se noget som helst andet end natur.

På denne første strækning var det tydeligt, at området også havde været berørt af de store bushbrænde i 2019/20. Nogle steder var alle trækroner væk og skoven stod blot som en samling tørre pinde, hvor nyt grønt var på vej nedefra.

Undervejs videre mister man gennem mange af de lange skovstrækninger forbindelsen til mobilsystemet, så det gør ikke noget, at man godt kender retningen uden at skulle bruge GPS’en i telefonen. Til gengæld kunne vi også her finde et rimelig pænt offentlig toilet. Dem er der rigtig mange af her i området. Særlig på alle strandene. De er pæne og der bliver øjensynligt passet godt på dem af brugerne. Men det er nu også dejligt, at have et tissehus, når der er en time til den nærmeste by!

Skovene fortsatte et godt stykke videre, indtil landskabet pludselig åbnede op for noget, der viste sig at være en stor floddal, med masser af landbrugsarealer omkring byen Orbost. Det var tydeligt, at det var en gammel by, der havde dannet midtpunkt for en række aktive landbrug i området. Men det var også tydeligt, at byen havde mistet sin betydning. Den så utrolig nedslidt og træt ud. Men vi havde netop siddet og talt sammen undervejs om, hvor de farmere, der flere steder bor så spredt, mon handlede ind. Der er virkelig langt mellem byerne i denne del af landet. Vi kunne læse, at landbruget i området har været kendt for at dyrke majs, som er blevet skibet ud via floden til andre dele af landet.

Efter en gåtur op og ned ad hovedgaden, fik vi handlet lidt i en af de lokale dagligvarebutikker, og så genoptog vi turen mod vest og Lakes Entrance. Vi tog dog en lille omvej da vi nærmede os målet, og så nærmere på Lake Tyers Beach. Det er Australia Day i dag – dvs. rigtig mange holder fri – så der var en hel del på den lokale restaurant til frokost. Vi satte os ved en bænk, og fik indtaget de to skål salater vi havde købt med udsigt ud over vandet.

Man kan ikke helt se det på billedet, men det var ikke så varmt, som vi kunne drømme om. Vi frøs faktisk begge en smule. Så vi var enige om, at vi ville skifte tøj, når vi kom frem.

Hotellet her i Lakes Entrance ligger lige ned til vandet. Da vi ankom gav vores bil et eller andet signal, som jeg ikke forstod, så jeg låste bare og gik ind i receptionen. Men da jeg kom ud igen, kunne jeg ikke låse bilen op. Den reagerede ikke på nøglens radiofunktion. Så var gode råd pludselig dyre, for hvordan kunne vi få fat i noget tøj, så vi kunne holde varmen?

Heldigvis kunne jeg da på Youtube slå op, hvorledes man åbner nøglen, så man kan skifte batteriet. Så mig afsted for at finde en butik, der solgte det relevante knapbatteri. Tilbage i værelset blev det skiftet, men uden resultat. Så gang i Youtube igen – denne gang for at finde ud af, hvordan man kunne låse bilen op med nøglens reservefunktion (en “rigtig” nøgle). Denne gang lykkedes det så at få bilen låst op og nøglen nulstillet – og så var vi klar igen, og kunne få slæbt bagagen ind og få skiftet tøj.

Jeg ved ikke, hvorfor Avis ikke har tjekket batteriet, eller om de overhovedet tænker på at gøre det. Men jeg var godt nok glad for, at det ikke var sket ude ved toilettet i skoven, hvor der ikke var radiokontakt. Hvordan skulle jeg så have fundet ud af at komme ind i bilen manuelt? Det er ikke bare indlysende i de moderne biler, hvor “reserve”-nøglehullet er godt skjult. Så de får en skideballe, når vi afleverer den!

Lakes Entrance er et rigtigt turiststed, og der var mange mennesker i byen – måske netop fordi det ikke var strandvejr. Der blev holdt et lille marked i anledning af dagen. Så vi fik kigget lidt på de lokale specialiteter. Men det er jo svært, når man ikke kan købe noget med hjem (der er ikke plads i kufferterne).

Stedet har ry for at servere alt godt fra havet, så vi fandt frem til hvad der ser ud til at være en rigtig god restaurant – faktisk lige uden for hotellet – hvor vi har bestilt bord kl. 20. Så må vi se, om den fisk, de har på menukortet også er veltillavet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.