Vi stod op til endnu en dag med dejligt solskinsvejr. 22 gr. fra morgenstunden. Så vi nød atter en gang morgenmad på hotellets terrasse inden vi fik pakket bilen og kom afsted. Ejeren af hotellet spurgte om vi havde været i nabobyen Pambula, men ellers ville han anbefale stranden. Så den var vi da nødt til lige at tjekke ud.

Det er en strand, som tiltrak en del surfere. Det så ud som om de overnatter i deres små campere (ombyggede rugbrød og lign.), og så kører rundt til de gode surfstrande. Vi gik ned til vandet og beundrede deres kamp mod bølgerne for at komme op at stå og ride med bølgen ind. Det ser faktisk svært ud. Der skal nok en del træning til, før det lykkes!

Bagefter kørte vi til Eden, en lille historisk hvalfanger- og havneby. Der var en del gamle huse langs hovedgaden, hvoraf vi har samlet et par eksempler her. Gamle er jo efter australsk tidsregning – og det vil sige fra ca. 1830 – 1930.

Vi havde fået anbefalet Eden Killer Whale Museum, så der gik vi ned. Det er et lille, overskueligt museum, som er åbnet i 1931, og som nu er både et museum for hvalfangsten og for en mindre, lokalhistorisk samling omkring bådfart, tømmerhugning m.v. Det er et af de ældste museer i New South Wales, og beskriver den hvalfangst, der skete ude i bugten foran byen fra 1828 til 1930, hvor uforfærdede mænd i lange robåde alene bevæbnet med håndbårne harpuner, tog kampen op mod havets store pattedyr.

Når museet kaldes et spækhugger-museum er det fordi, der knytter sig en særlig historie til hvalfangsten i området. Det siges, at det er noget, som de lokale indfødte (aboriginals) havde fået etableret, og som senere blev overtaget af de indvandrede hvalfangere. I perioden juni til november hvert år vandrer de store hvaler langs Australiens østkyst på vej mod foderkammeret ved Antarktis. Her kommer de også forbi Twofold Bay, som er en temmelig dyb bugt, som byen Eden ligger ud til. Historien fortæller, at når den spækhuggerflok, der holdt til i området spottede hvalerne, så kom de ind til stranden og gav tegn til jægerne, der så tog ud og gik på hvalfangst, mens spækhuggerflokken så til. Når byttet var fanget og taget med ind til stranden for at blive parteret, så vidste jægerne at prisen til spækhuggerne var, at de skulle have hvalens tunge og kæbe. Og på den måde levede de i et givende partnerskab.

Denne fangstmetode blev overtaget, da europæerne kom til stedet, og de fik på samme måde hjælp af spækhuggerflokken, som snart fik tildelt navne. Spækhuggerne kan identificeres på den store rygfinne, de har. Leder af flokken blev kaldt Tom, og det er hans skelet, der er udstillet, når man kommer ind på museet. Han blev fundet død i bugten i september 1930. Biologer mener på baggrund af hans skelet at kunne fastslå, at han blev 35 år gammel. Tom var efter sigende en utålmodig spækhugger, så hvis han ikke synes at hvalfangerne var hurtige nok, kunne han finde på at tage fat i bådens tovværk og slæbe den ud til hvalerne. Denne historie underbygges ved, at hans tænder er ganske nedslidte i den ene side af munden fra denne leg med bådenes reb.

Det fortælles på museet, at spækhuggerne aldrig har angrebet hvalfangerne. Tværtimod har de været ved dem, hvis deres både f.eks. blev kæntret af en hvals hale, hvad der let kunne ske under fangsten. Om det er sandt vides ikke, men det er en dejlig fortælling om et symbiotisk samliv mellem menneske og dyr.

Hvalfangsten stoppede i øvrigt i årene efter Toms død, og blev helt forbudt i 1959. I dag er hvalbestanden i området i bedring. Særligt glæder man sig over at møde flere møde med deres kalve på rejsen frem og tilbage. Hvalfangsten er nu erstattet at hvalture, hvor man betaler for at komme tæt på de fine dyr.

Efter en kop kaffe drog vi derefter videre mod Mallacoota, hvor vi havde besluttet at kigge efter et natlogi. Det var en køretur på godt en time primært gennem bushen. Undervejs passerede vi delstatsgrænsen mellem New South Wales og Victoria. Interessant nok betød den et skift i belægningsfarven (gule sten på vejen i Victoria) og bredere vejbaner. Det sidste var dejligt, for jeg skal love for at visse veje i NSW er meget smalle – deres snoninger og op- og nedture af bakker tages i betragtning. Efter vi forlod Princess Highway for at dreje mod kysten til Mallacoota gjaldt det dog også her i delstaten. Men en fin tur igennem endnu et skiftende landskab, som overalt byder på overraskelser.

Ved indkørslen til byen så vi ud over de sædvanlige advarselsskilte for wombats og kænguruer også det først advarselsskilt for koalaer. Vi forventer nu ikke at kunne se dem i træerne. De er meget sky dyr, så jeg vil tro de er svære at finde i det vilde.

Det er Australia Day i morgen – en lokal helligdag – hvilket betyder, at en masse mennesker er taget på tidlig weekend. Det lokale hotel var derfor udsolgt, men anbefalede et lille campingsite med små mobilhomes, hvor vi fik et helt fint lille hus med eget bad. Der er svømmepøl, som vi har brugt til at køle kroppen ned, efter at have siddet i solen og slappet af.

Efter vi havde købt ind til aftensmad (En færdiglavet grillkylling med salat og en flaske rødvin til) kørte vi ned for at se på havnen og om der var en lokal strand. På havnen var et par lokale fiskere ved at gøre dagens fangst ren ved et dertil forberedt bord. Og uden om stod alle pelikanerne og tiggede efter rester. Det var et festligt syn, og der var gang i den, når der blev kastet et skrog ud til fuglene.

Vi har ingen wifi her på pladsen, så billederne er først kommet til senere. Men nu sidder jeg og skriver, mens solen er begyndt at kaste nogle lange skygger – og temperaturen er dalet til et skønt niveau.

I morgen drager vi videre mod Lake’s Entrance, 150 km længere nede af kysten. Her bliver vi to dage efter planen.