24. Januar – Merimbula 2

Så kom sommervejret tilbage. I dag nød vi 22-25 grader og fint solskinsvejr. Så vi indtog morgenmaden på vores lille terrasse uden for værelset.

Samtidig fik Birgit styr på planerne for den kommende uge, hvor vi vil bevæge os langsomt ned til Melbourne. Vi vil jo gerne se så meget som muligt af det, der interesserer os. Så vi fik bestilt en tur ud at se på sæler og en godnat-tur med pingviner. Men det kommer vi tilbage til, når vi engang er kommet til Philip Island.

I dag handlede det om golf. Så vi kørte ud til den lokale golfklub, Pambula Merimbula Golf Club. Her var vi meget velkomne. Vi kunne leje både buggy og udstyr, så vi kastede os ud i at spille 18 huller. Udstyret var fint nok, men lidt ældre skrab-sammen. Jeg blev aldrig helt venner med hverken driver eller putter, og Birgit manglede en pitcher og et 9-jern. Så vi havde begge vores udfordringer. Men det blev en fantastisk hyggelig dag på banen. Banen var en fin og afvekslende parkbane – masser af træer og utrolig mange kænguruer. I shoppen fortalte de, at de havde en flok på 3-400 dyr, der holdt til på banen.

Når vi spiller derhjemme, så har rådyr og fasaner vænnet sig til, at golfspillere er uskadelige. Det har kænguruerne også her. De er egentlig nogle sky dyr, men her kunne vi komme ganske tæt på, før de flyttede sig. Når der lå en større flok midt på fairway betyder det, at man trods alt forsøger at ramme udenom 😄

Der var ikke voldsomt mange ude at spille i dag, og dameklubben var stort set færdig med dagens turnering, da vi kom omkring frokosttid. Vi fik lov til at spille sløjferne 10-18 og 19-27. Det var de huller, der lå mest i bushen. Det betød også, at vi efter 9 huller kunne stoppe ved klubhuset og få to dejlige sandwiches og hver en kold øl til. Og så var vi klar til de næste 9.

Det blev en god oplevelse for os begge. Størst for Birgit, der vandt med 2 up (vi var all-square efter 16.)! Men man kan jo vænne sig til alt 😜. Men jeg tror vi må erkende, at dyrene tog lidt af koncentrationen undervejs. Vi skulle jo liiige have det rigtige billede. Så her får I et par af dagens kængurubilleder.

Merimbula ligger ud til en indsø, med en god forbindelse til havet. Det betyder at der ved flod og ebbe kommer frisk vand frem og tilbage. Vandet er helt klart, og det er åbenbart optimalt for at dyrke østers. I hvert fald er der udsat avlskurve med østers på begge sider af byens bro. Når der er højvande ser det således ud (de første to billeder), mens det ved lavvande er tydeligere.

Det var derfor et naturligt valg at spise seafood til aftensmad på en af de lokale restauranter. Dertil et glas dejlig lokalt lavet hvidvin. Og så er det ellers tid til dagens skriverier.

I morgen drager vi videre sydpå. Vi ved endnu ikke hvor langt. Det har vi besluttet os for at lade stå åbent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.