I aftes gik vi rundt i Melbournes gader og ledte efter et spisested. Det viste sig at være sværere end bare lige – og i dag fandt vi forklaringen. For i Melbourne skal man lede i de små gyder og sidegader for at finde de gode restauranter – og ikke på hovedstrøgene. Og nu ved vi også hvor i byen vi skal lede.

Vi stod op til endnu en lidt kølig sommerdag – men den skulle senere udvikle sig gunstigt med masser af solskin og 23 graders varme. Lige som man kan ønske det, når dagen står på sightseeing i en storby. Melbourne er en by med 5 millioner indbyggere, så det er ikke noget at sige til, at den opleves som en metropol med masser af trafik og masser af støj.

Vi tog sporvognen, der som vi har nævnt er gratis inden for det centrale cityområde, ned til Federations Square, hvor dagens første rundtur skulle starte. Det var en guidet gåtur rundt i skjulte gader og stræder i centrum. Vi var en gruppe på 7 (2 australiere, 1 canadier, 2 amerikanere, hvoraf den ene boede i Kyoto, Japan og så os to danskere), der sammen med guiden Melinda begav os afsted. Turen bevægede os forbi en række bemærkelsesværdige og historiske bygninger, igennem arkader der er en del af byens historie og igennem en række gyder/lanes, hvor vi så på gadekunst og spisesteder. Undervejs suppleret med små historier. Her er nogle spredte indtryk fra vores tur:

Her er en række eksempler på den gadekunst, man kan opleve i byen:

Melbournes historie er kort i europæisk sammenligning. Etableret som bosætning i 1835, hvor der blev erhvervet et stort areal land fra de oprindelige folk på stedet. Så kom guldfeberen i 1850, hvorefter byens indbyggertal blev mangedoblet i løbet af få år. Der blev faktisk fundet en del guld i byen, og den velstand dette skabte, kan tydeligt ses i byen i dag i form af byggerier, der er opstået på baggrund af denne rigdom.

I dag en Melbourne en ægte multietnisk metropol, der fortsat har en høj årlig tilvækst af beboere. Det har betydet, at der er et løbende pres på boligmarkedet. Men byen er fortsat en meget grøn by med store områder, der ligger i parker, inde i og imellem de enkelte bydele.

Efter frokost havde vi en aftale med Henriks studenterkammerat, Michael Bonde Henriksen, som har boet i Melbourne i en længere årrække. Michael havde lovet at vise os rundt, og vi blev enige om at køre ud til dele af byen, som vi ikke havde nået at se endnu. Vi startede med at køre ned til Albert Park – et kæmpe stort sportsområde, hvor også Melbournes formel 1 bane ligger – dvs. det er en række veje, som lukkes ned, når løbene køres, men som til daglig er en del af byens gadenet. Det var sjovt at køre ned ad den langside og gennem nogle af de kurver, hvor Kevin Magnussen i marts vil kæmpe for at få point i årets løbsserie.

Derfra tog vi St. Kilda, hvor vi gik en tur langs strandpromenaden og nød det dejlige sommervejr og de badende. Her er der normalt også en del kite-surfere, men vi så kun en enkelt senere. St. Kilda er ifølge Michael også kendt for de østrigske bagere, der har slået sig ned i bydelen og sikret, at man kan få et godt europæisk supplement til de australske kager, som han ikke havde høje tanker om. Bl.a. så vi en rigtig sacher-torte og en mange flotte flødeskumskager. Vi sluttede besøget af med en kold øl på en café i solen.

Så kørte vi tilbage mod bymidten, og gjorde holdt ved den meget flotte botaniske have, hvor vi gik en dejlig rundtur. Haven er virkelig flot med en masse importerede og lokale træer og blomster. Samtidig er den anlagt i et smukt bakket landskab med flere vandhuller, hvilket gør den til en virkelig attraktion. På vejen rundt fik vi lejlighed til at ringe vores søn, Casper, op og ønske tillykke med dagens fødselsdag!

Tilbage i bilen kørte vi gennem det store sportsarena-område, hvor bl.a. Rod Laver arenaen i de sidste uger har lagt baner til Australia Open i tennis. Der ligger 4-5 store arenaer lige op og ned af hinanden. Flere kan anvendes til forskellige formål, så de ikke står tomme uden for de store turneringsterminer. Michael er selv en stor fan af australsk fodbold, så det fik vi en længere forklaring omkring.

Vi endte køreturen i Lygon St. hvor Michael vidste, at der ville være et pænt stort udvalg af italienske restauranter. Vi fik valgt et udmærket sted, hvor vi hyggede os omkring god italiensk mad med dessert og et glas vin.

Det var rigtig hyggeligt at se Michael igen. Sidste gang var hos os i 2017. Og det var dejligt han viste os dele af byen, vi ikke selv ville have fundet frem til.

Tilbage på hotellet sidder jeg nu og skriver denne beretning, som jeg vil supplere med en masse billeder i morgen. Så læser du den før billederne kommer på, så må du komme tilbage senere.