Det blev en kold nat, hvilket varslede en skyfri himmel fra morgenstunden. Den holdt stort set dagen ud, hvor vi havde en af disse dejlige sommerdage uden al for meget vind og bare en 22-24 grader. Skønt!!

Vi har lagt en plan for de sidste dage her på Sydøen, og den indebar at vi skulle tilbringe de kommende to nætter på en plads i Motueka oppe på Sydøens nordlige kyst. Herfra skal vi se det lokale område, gerne vandre en tur, og så skal vi spille Motueka Golfbane, som er udnævnt til årets klub i New Zealand. Ikke nødvendigvis fordi banen er outstanding, men fordi klublivet er det. Vi har i hvert fald hørt masser af godt om bane og klub.

Men først skulle vi lige frem. Turen fra Blenheim og hertil var igennem et meget varieret bjergrigt område. Og hvis vi troede, at det var slut med bjergkørsel for alvor her på Sydøen, så blev vi nødt til at revidere, for vi skulle i dag igennem to pas til sidst for at komme ned til Nelson, som var første step på vejen. Og det er sådan indrettet her, at vi kommer til at køre den samme tur tilbage, når vi skal op til Picton og færgen, så nu ved vi, hvad der venter os. Specielt den sidste tur ned mod Nelson var lang og snørklet – og mere åben, end de ellers har været. Så der var megen koncentration på kørslen. Og sådan bliver det så også, når vi skal den anden vej opad. I dag mødte vi en lastbil, der var gået i stå næsten helt oppe i passet, hvor han så spærrede vejen. Det håber vi ikke at opleve, når vi skal den anden vej.

Når det er bjergrigt på den måde som i dag, så er der uvægerligt flotte udsigter. F.eks. fjorden ved byen Havelock, som vi kom forbi. Birgit var flittig med kameraet undervejs, så jeg har her samlet nogle af de flotteste udsigter, desværre ikke fra Havelock. Dem gemmer vi i hjertet!

Vi stoppede et sted oppe i bjergene, hvor der var en rasteplads. Her fik vi vores formiddagskaffe. Her var blomster og en lille elv, og så var der ellers ikke andre mennesker.

Herefter gik det den sidste vej op og ned fra det sidste pas, og så kom vi frem til Nelson. Vi skulle videre et kort stykke vej til et indkøbscenter i Richmond, 5km længere mod syd. Her lå en Vodafone-butik, hvor vi ville prøve at få styr på vores sim-kort. Det har vi fået nu. Det viser sig, at man ikke skal forsøge at købe mere data til et eksisterende rejse-sim-kort. Det kan ikke betale sig. Man skal hellere købe et nyt. Så nu har Birgit og jeg fået nye telefonnumre igen. Men jeg forventer man får fat i os, hvis det er nødvendigt. Messenger, mail m.v. virker jo fortsat.

De to fyre i butikken havde i øvrigt ikke nogen rigtig fornuftig forklaring på, hvorfor vi har brugt så meget mere data her i NZ i forhold til i AUS. Men de forstod vores problemer. De lyttede og de fandt en løsning. Og vi er nu 500 kr. fattigere – men velfungerende på datasiden! Og det er vigtigt for ferieoplevelsen.

Fra Richmond var der ca. 30 km ud til Motueka. Det er en by, der ligger ude ved nordkysten af Sydøen. Det er et område, der er præget af afslapning, kunstnere, gallerier og turister. Nelson er den by i NZ, der har flest soltimer på årsbasis, og det smitter jo af på området som helhed. Og dagen i dag levede fint op til det.

Vi fandt hurtigt frem til campingpladsen i Motueka, hvor vi var ved godt 13-tiden. Så vi var enige om, at vi skulle finde vores standplads, og så spise vores frokost der. Som sagt så gjort. Dog fik vi en plads lige ved siden af en meget blomstrende busk med masser af bier og hvepse, så den fik Birgit byttet til en endnu bedre plads, hvor hun ikke skulle bruge kræfter på at tænke på at blive stukket.

Derefter tog vi ned i golfklubben og bookede en teetid til i morgen Kl. 10:30. Og med det på plads, blev vi enige om at køre videre til de to små kystbyer, Tasman og Mapua, hvor der skulle være både gallerier og kunsthåndværk at se på. I Mapua var der høj stemning ved havnen, hvor der lå en række butikker og caféer samlet. Her var en hel del mennesker, hygge og levende musik. Vi oplevede det i et stille og roligt tempo, og sugede bare roen og det dejlige sommervejr til os.

Da vi ikke længere gad sidde og slappe af i solen, så stak vi næsen tilbage mod campingpladsen. Vi vidste, at der var en pool med 28 gr. varmt vand, og vi havde også en tur i spa’en til gode. Så vi satte næsen hjemad – fik lavet os en kop kaffe, som vi nød sammen med det wienerbrød, vi havde købt hos den tyske bagerfrue i Richmond. Og så gik vi i vandet – først i poolen og blev kølet ned, og derefter satte vi os op i spa’en og blev varmet grundigt igennem. Boblerne var latterlige og ligegyldige, så da kroppen var tilpas varm, blev vi enige om at hoppe op igen.

Herefter gik jeg igang med at lave noget aftensmad, mens Birgit fandt vasketøjet og fik det sat over. Jeg fik testet, om jeg kunne stege bacon i vognen uden at aktivere røgalarmen. Det kunne jeg ikke!! Men da den først var holdt op, taget ned og puttet under dynen, kunne jeg få lov til at lave aftensmaden færdig. Den indtog vi udenfor i solen. Det har vi faktisk ikke kunne særlig mange aftener her, så det var en speciel god oplevelse.

Nu vil vi kaste os ind i dynerne. Ligge og læse lidt, og så ellers få en god nats søvn, inden vi skal ud på de 18 huller i morgen. Måske får vi følgeskab af vores britiske genboer her på pladsen. De spurgte om vi havde lyst til at følges – og det siger vi jo ikke nej til. Det skal nok blive sjovt.