Vi skulle i dag fortsætte vores tur mod nord. Og vi havde valgt at booke en campingplads i byen Blenheim. Det var godt nok kun en køretur på et par timer, men vi skal jo have fordelt de sidste dage på Sydøen på en god måde.

Vejret var fint fra morgenstunden, men i nat oplevede vi også en periode med voldsom blæst og rusk. Det må være noget meteorologisk i forhold til sammenstød mellem kold og varm luft fra bjergene, der får vinden til at blæse sådan op. Det varer ikke så frygtelig længe, men er vildt, mens det står på.

Turen op langs kysten til Blenheim viste sig at være ganske spændende og med masser af gode udsigter undervejs. Det skiftede fra at vi kørte langs kysten, til at vi kørte oppe imellem de mindre bjerge og snoede os ud og ind, op og ned. Birgit tog en masse billeder undervejs. Da flere af dem er taget inde fra bilen undervejs, så påvirkes farverne af bilens tonede ruder. Men de giver nu en god fornemmelse af landskabet.

Blenheim ligger i det område, der hedder Marlborough, som er et af NZ største vinområder. Det kunne man tydeligt se, når man kørte igennem det. Jeg tror vinbønderne har glemt, at vin også kan ende som en monokultur, hvor der ikke er bier og insekter til at bestøve blomsterne, hvis ikke man passer på. Selv for to vinelskere som os, kunne det blive lige ved at være en tand for ensformigt – og i øvrigt også for velplejet, når vinen står i snorlige række efter række klippet i samme bredde og samme højde hele rækken igennem. Men smukt ser det også ud, ikke mindst på grund af vinens lysegrønne farve, der står smukt til de gule græsklædte bjerge omkring.

Vindmøllerne, der står i mange af markerne, står der ikke for at lave vindenergi. Vi har ladet os fortælle, at formålet er at kunne få bevægelse i den stillestående luft, når vejret i blomstringstiden nærmer sig frysepunktet. Ved at få bevægelse i luften, så undgår man frostskader og deres indvirken på udbyttet. Vi håber, det er den rigtige forklaring.

Vel ankommet til Blenheim fandt vi campingpladsen. Det var lidt af en skuffelse, for vi havde forventet, den lå tættere på bymidten, så vi kunne gå derind. Men vi fik en udmærket plads for i nat.

Byen var til gengæld større end forventet, og der var en del butiksliv i centrum. Vi gik en tur i byen. Det er ikke nogen arkitektonisk perle, men der var gode byplan-elementer flere steder.

Vi fandt et sted at spise frokost. Den ramte ikke lige perfekt! Og da jeg samtidig modtog besked om, at nu havde jeg ikke mere data tilbage på mit sim-kort, så blev stemningen noget trykket. Birgits udløb forleden dag, så nu har vi slet ikke data-adgang, med mindre campingpladsens wifi virker, hvad vi jo ligesom ikke har været så forvente med. Wifien her på pladsen er dog til UG! Den ros skal de have.

Vi købte to sim-kort, da vi kom til NZ. Vi havde jo gjort det samme den sidste måned i AUS, og her havde vi brugt ca. 15 Gb på det kort, der lå i min telefon. Så vi havde regnet ud, at 10 Gb til Birgit og 40 Gb til mig ville være rigeligt til hele den tid, vi ville være i NZ. Men sådan har det ikke været. Vi vil jo ikke beskylde Vodafone for at snyde – men det forekommer nu alligevel underligt, at jeg skulle kunne bruge 40 Gb på under tre uger. Det vi har brugt mest data på, er at flytte billeder. Og ja – de er også tunge. Og i mit regnestykke løber det ikke op.

Vodafone kunne så i det mindste have givet os et varsel tidligere, så vi ikke fik besked en lørdag eftermiddag 5 minutter før dataforbruget udløb! Det ødelagde da noget af stemningen her, kan jeg godt røbe!

Vi forsøgte så at finde et sted, hvor vi kunne købe et nyt sim-kort som rejsende. Men det kan ikke lade sig gøre i de normale butikker. Der skal man lave faste planer for månedligt forbrug m.v. Sådan et kan opsiges, når vi rejser ud. Men det er altid en smule usikkert, om man får det gjort rigtigt. Det endte dog med, at jeg købte et nyt Vodafone-kort – og så kunne jeg ændre det, så jeg fik data nok. Det forsøgte jeg så – bare for at opleve, at når man skal betale for data-opgraderingen, så skal man jo godkende på Mit-ID. Det kan man bare ikke, når man har slået wifi fra, som man skal, når man aktiverer kortet. En rigtig catch 22!! Så nu tager vi forbi Vodafone i morgen i Port Nelson, når vi kører igennem. Og så håber vi, der er åbent så vi kan finde en løsning der duer.

Men heldigvis har camperen GPS, så vi fandt ud til byens to golfbaner – men ingen af dem kunne komme igennem det kræsne publikums godkendelse, så her skal vi ikke spille golf! Det er flade parkbaner, og temmelig kedelige. Så nu har vi fundet en anden vi kører op i mod i morgen, som vi vil spille mandag, hvis alt kan lykkes.

Birgit har her til aften kæmpet med at finde nogle gode aktiviteter til os i de sidste dage her på Sydøen, mens jeg har skrevet på denne tekst. Det skal nok blive nogle gode dage.