I går var en total besat dag med rejse. Vi kunne ikke checke ind online på vores fly, hvilket gav bange anelser om, at noget måske ikke var i orden. Vi fik tjekket vores NzEta – et elektronisk indrejsevisum, men her var alt på plads. Så efter morgenmaden fik vi fat i en taxa, som kunne fragte os i lufthavnen tre timer før afgang, forberedt på alverdens udfordringer. Og dem var der så ingen af! Det har givet været det elektroniske visa, der har drillet. Det gør Birgits pas også! Hver gang vi skal bruge en af de nymodens elektroniske paskontroller, så er der noget i Birgits pas, der ikke virker. Hun er altid nødt til at gøre det manuelt bagefter. Og husbond må ikke engang stå og vente på hende. Gad vidst, hvad jeg kunne se….
Men vi satte os til rette i lufthavnen og kunne læse nogle timer, mens vi ventede på flyet. Så op i det og afsted til Sydney, hvor man lander i indenrigsterminalen, og så har Qantas en ganske fin busservice, der kører hele vejen rundt om lufthavnen og over til udenrigsterminalen, hvor man skal hele møllen igennem igen, dog minus indcheckning af baggage. Det klarer de i lufthavnen. Det gik nu aldeles gelinde, og så kunne vi koncentrere os om at bruge de sidste 10 dollars og i øvrigt spise honningbolcherne fra Kangaroo Island. Det er nemlig sådan, at produkter, der indeholder mere end 2% honning ikke må tages med ind i New Zealand, og mine bolcher indeholdt 3,4 %. Heldigvis var de lidt mindre gode, end jeg havde drømt om – men den halve pose røg i karantænespanden!!
Birgit og jeg har denne gang haft en formidabel evne til at ramme de flyafgange, der har været udsolgte – dvs. med fyldte fly. Og det gjaldt også begge gårsdagens flyvninger. Til gengæld må man lade Sydney Airport, at der er klare forbedringspotentialer i forhold til kundeorienteringen. Man får ved indcheckning at vide, at boarding sker fra 18:05 og 18:20 kan man stadig ikke se på nogen måde, at man opholder sig ved den rigtige gate, bortset fra skærmene, som bare siger afgang 18:50 – relax!! Som om…
Men som altid finder man en forklaring. De var bare forsinkede, hvilket de ikke lige havde tænkt at fortælle os andre dødelige. Men vi er jo også kun kunder. Til gengæld skal jeg nok lige love for, at de udviste mindre, men tydelige stresstegn, da vi skulle ombord. Så kunne det ikke gå hurtigt nok med at få studene gennet sammen og på plads i stalden! Vi sad naturligvis i børne-enden, hvor det startede med et par grædende spædbørn det første kvarter. De sov dog begge sødeligt, da flyet lettede. Men hvis de havde været lige så tidligt oppe som os, så var de også ved at være trætte – og det var helt klart over sengetid.
Underligt nok, så var flyet mellem Sydney og Christchurch det fly, vi har brugt i Australien, hvor der har været mindst plads. Udenrigsruter plejer ellers at være heldige at få de bare 2 cm. mere, der gør at vi alle har en acceptabel flyvetur. Men de var væk! Jeg tænker tit på, hvor meget mere end flybillet ville koste, hvis vi fik de to centimeter på folkeklassen (Economy). Jeg er klar til at betale!
Vi landede i Christchurch på NZ nogle minutter over midnat, og så starter et større tabernakel. Ankomsten sker gennem en toldfri butik, og det er sådan set meget fint. For der stod Vodafone og solgte sim-kort. Så hen i kø efter to til os. Så nu har vi to +64-numre.
Derefter skal man have visaadgang. Ved midnatstid er der selvfølgelig ikke flere indrejsekontrollører til stede, end allerhøjst nødvendigt (lig sidste mand må godt stå i kø i mindst 30 minutter). Kontrolløren skal også se den erklæring man har udfyldt i flyet om alt det man ikke må medbringe, herunder erklæring om at man har badetøj og golfsko med, der har brugt inden for de sidste 30 dage i Australien. Det koster 400 NZD at lyve forklarer de en. Så man prøver at holde sig til sandheden. Det er normalt meget nemmere. Men sådan hen ad midnatstid kan ens rejsepartner godt forestille sig, at man skal stå og pakke golfsko ud, og at de skal i flere ugers karantæne. Men hen og hente kufferterne og videre til den næste kø, hvor toldmyndighederne skulle sikre sig, at vi ikke medbragte noget vi ikke måtte. Så der var eftersyn af vores skosåler på de sko vi gik i. Selve kontrollen er helt til grin, men har sikkert en præventiv virkning på de fleste. Biohunden havde også passeret og snuset til en på vej derhen… Sidste kø var så at få skannet alt bagagen igen for at se, om vi medbragte skjulte bananer eller anden kontrabande. Og så ud i ankomsthallen, der var ganske tom. Vi var sidst ude af flyet og vel nærmest også sidst ude af lufthavnen.
Vi skulle bo på et lufthavnshotel, Sudima, og jeg havde kigget på kortet og fundet ud af, at det kun lå en 8-10 minutters gang fra ankomsten. Men uden net, er man lidt fortabt på retningen, så jeg måtte ind og spørge i lufthavnsinfo-skranken. Det klarer vi, sagde hun bare, og så ringede hun til hotellet og fortalte, at de havde nogle passagerer som gerne ville i seng. Så de sendte en afhentning.
Vi gik udenfor for at vente på den plads vi havde fået at vide, at vi ville blive samlet op ved. Og der mødte vi så et engelsk ægtepar, som skulle med samme vogn, og i øvrigt havde været på samme tur som os fra Cairns fra om morgenen. Vi var enige om, at selvom vi havde indhentet 3 timer på tidsforskellen, så var det i orden at være træt nu. Så da vi kom til hotellet og fik checket ind der, så fik vi også fat i 2 øl, så vi lige kunne komme lidt ned, inden vi skulle sove.
Morgenmaden på hotellet var fremragende. Ny standard her i området! Og så var det med at finde vej ud til camperudlejningen. Vi fik at vide, vi kunne gå – der var kun 2 km. Så vi valgte at bede om en taxa. Men mens vi ventede på den, kom selskabets shutlebus forbi med et læs hotelgæster, og vi fik lov til at køre med tilbage. Lidt synd for den taxa. Life sucks sometimes!
Vi var ved biludlejningen kl. 11:00 som aftalt. Og nu forstår jeg til fulde, hvorfor det ikke var noget problem. De er da ligeglade. Kl. 12:00 var de klar til at udlevere og gennemgå bilen for os. Der var så en del, de ikke lige fik fortalt, men noget har vi da fundet ud af senere på dagen. Herunder hvor stikkene er til mobiltelefonen til føreren.
Det første sted vi kørte hen var til det nærmeste supermarked, hvor vi fik handlet ind, så vi har alle basisvarene i camperen og mad til aftens- og morgenmad. Og så gik turen ellers mod Geraldine, hvor vi havde bestilt overnatning den første nat. Det gik ud over Christchurch, som vi ikke fik set. Men vi var enige om, at det måske var lige stor udfordring nok, før vi lige havde vænnet os til bilens størrelse, at tage den med ind i en storby. Det må blive en anden gang!
Turen herud foregik mest i meget fladt terræn, og ad lange, lige veje – sandsynligvis en gang hævet havbund. Med masser af agerbrug. De levende hegn er her lidt anderledes, end vi er vant til. Her er de klippede som kæmpehække. Det ligner nærmest tjujaer. Masser af køer og får igen. Men som noget nyt mange rovfugle, hvilket tages som et tegn på, at dyrelivet har det godt. Vi så også rigtig mange sommerfugle på vejen, hvilket jo er et økologisk godt tegn. Bjergene i baggrunden var flotte. Det skal nok blive smukt at komme nærmere.
Campingpladsen ligger inde i byen Geraldine, og her er meget hyggeligt. Vi fik os rigget til og sat uden for med en kold øl, for at lave noget planlægning. Og så blev vi ellers mødt at et dansk ægtepar, som var ved at være færdig med deres månedstur rundt i landet, og havde lyst til at snakke. Det gjorde vi så en god times tid, så det var ikke meget planlægning vi nåede. Vi tager den igen i morgen!
Det er en veludstyret plads, så maden blev tilberedt i deres køkken. Det samme med opvasken. Så er der mindre at holde styr på i vognen. Man skal være lidt praktisk, tror jeg, for at campinglivet bliver optimalt.
Nu er vognen rigget til for natten, og Birgit har lagt sig. Så nu vil jeg stoppe dagens skriverier, og se at få mig lidt søvn. Vækuret er sat til kl. 7:00 – jeg vil ud og prøve at løbe en tur, nu hvor varmen er blevet mindre.
Det er ikke mange billeder, vi har fået taget i dag, men I skal da have et par af vores nye hjem:
