I nat blev vi ikke vækket af regnen. Ikke at det ikke regnede, men vi sov dybt. Vi spiste tidligt aftensmad i går og Birgit fik så vasket vores tøj. Jeg var mat i kroppen, og havde håbet, vi havde kunne bruge rummets fjernsyn, så vi kunne se en film fra vores iPad. Det kunne vi ikke – og så faldt vi over en gammel traver: Sound of Music med Julie Andrews. Det var år siden vi havde set den sidst, og da vi startede kl. 19:00 regnede vi med at det nok kunne overståes i rimelig tid. Vi havde dog glemt de lokale reklameblokke, der gjorde en film på TV3 til en glidende underholdning. Så klokken var over 23 inden vi kunne lægge os til at sove. Vi måtte jo have slutningen med. Eneste gode ved pauserne var, at Birgit nåede frem og tilbage til vasketøjet, der var færdigt længe før filmen!

Jeg følte mig lidt skidt tilpas, da jeg vågnede, og det viste sig, at jeg var ramt af den diarrhe, som Birgit led af i forgårs. Temmelig træls. Vi tænker det sagtens kan komme fra lidt af det havvand, man uvægerligt kan få med ned, når man snorkler. Og det har lagt en alvorlig dæmper på dagens oplevelser. Det har primært bestået i at læse bog og drikke cola! Vi har Paraghurt med, og det plejer som regel at hjælpe i løbet af senest 24 timer. Det skal det også helst, da vi tirsdag skal flyve til NZ. Men vi tager ikke sorgerne på forskud.

Formiddagen bød ellers på lidt dramatik. Mens vi sad og spiste morgenmad kunne vi se en sejlbåd, der havde udfordringer med forsejlet, der blafrede ukrontrolleret. Og det så ud til, at de havde rekvireret hjælp fra den frivillige søredningstjeneste, der kom for fuld fart inde fra Cairns. Det fik vi noget tid til at gå med at se på. Da de efterfølgende lagde til i havnen for at få kaffe, fortalte de, at sejleren havde haft et uheld om natten – idet han antagelig var rendt på en hval, og det havde slået forsejlet i uorden. Sejleren var i øvrigt hurtigt på vej ind til Cairns for motor.

Da Birgit følte sig frisk i formiddags, var vi enige om, at hun skulle tage en ekstra snorkeltur med glasbundsbåden. Man ser ikke noget gennem glasbunden for alvor – men når man kommer ud til det sted i vandet, hvor man skal snorkle over koralrevet, så kommer alle oplevelserne. Og som sagt, så gjort – og her er hendes beretning (igen må I undvære billeder):

“Det var en mindre flok i dag. Vi var kun seks. Og det betød, at vi kun havde en enkelt guide med, en ung asiatisk kvinde, der var engageret og vidende omkring dyrelivet på revet. Man må igen konstatere, at det er en kæmpe oplevelse, at få lov til se både koraller og fisk. Der var måske ikke helt så mange fisk som sidst, måske fordi vandet var lidt plumret. Vores guide fortalte, at der omkring øen er en række mindre havskilpadder, men de større er trukket væk for at yngle. Så spurgte jeg ind til, hvad der er af hajer her i området. Hun fortalte, at de hajer, der er omkring øen er mindre hajer. Så der var ikke grund til at være bange. Men tager man med på en aftensnorkeltur, så kan man komme til at opleve en række mindre (op til en meter) hammerhajer, der kan finde på at lægge sig rundt om en – fordi de vil følge det lys man har med om aftenen. Så de får lettere ved at finde bytte. Men igen – ingen grund til at blive bange – selvom jeg tænker mit blodtryk godt kunne komme helt op at ringe, i den situation. Endnu en gang en kæmpe oplevelse, som jeg vil huske. Det kunne have været sjovt at kunne vise billeder. Men nu er vi så kloge!”

Da hun kom tilbage blev vi enige om at tage gåturen ud til den strand, der hedder Nudey Beach. Nøgenheden skulle efter sigende referere til vejrskifterne her på øen – i hvert fald er såvel nøgen sol- som havbadning forbudt på øen. Stranden var nu også helt tom, da vi nåede frem. Det viste sig, at vi skulle noget op og ned for at komme frem. Det havde vi ikke lige forberedt os på. Men vi kom da igennem det trods den trykkende varme og det manglende vand.

Undervejs var der flere sommerfugle af de store , som vi ikke kender derhjemme. Vi fik også set adskillige firben, herunder et par store, som vi fik lejlighed til at tage et billede af.

Hjemkommet skulle Birgit have nogle fritter og en cola – vi havde ikke fået mad siden i morges. Nu var det hendes tur til at føle uro i maveregionen. Og det er kun blevet værre i løbet af aftenen. Så det lægger lige en dæmper på en ellers fin oplevelse her på øen midt i Koralhavet. Men det er vist ikke en ukendt sideeffekt.

I morgen er det slut. Vi skal tilbage til Cairns med fem-færgen. Nu hvor weekenden er slut, er der ikke så mange forbindelser, og vi skal tilbage og få os reorganiseret den sidste nat, inden turen går til Christchurch på NZ.

Det har været syv ualmindelig spændende uger her i Australien, som har overrasket med sit dyreliv og med sin utrolig smukke natur. Inden afrejsen tror jeg vi begge har tænkt, at her kommer vi aldrig igen. Det tror jeg godt vi kunne overveje en ekstra gang. Her er noget, der er værd at rejse efter!