Vi fik taget afsked med hotellet i Canberra, og kørte så tilbage til kysten. Vi valgte en anden og kortere vej denne gang – og den viste sig også at være lidt fladere. Dog stadig med en masse udfordringer i form af huller i vejene. Skulle der komme en recession hernede, så har de rigeligt med arbejde at sætte i gang på vejområdet! Vejenes tilstand betyder, at du ikke kan køre så hurtigt, når du er på de mindre veje. 60 km/t kan det godt ende i på store stræk. Det skal man regne ind i sine tidsplaner.
Undervejs på turen var der ikke meget liv. Folk bor meget spredt ude på landet med mange kilometer imellem de enkelte farme/huse. Der var heller ikke mange byer. Vi stoppede dog i en af dem, Tarago, for at få en kop kaffe. Det var en meget lille by – 20 huse omkring et vejkryds, heraf 2 butikker, en skole, en café, en tankstation og et hotel. Vi startede på hotellet og spurgte om en kop kaffe. Men servitricen syntes det var for meget at tænde kaffemaskinen for det, så hun henviste til caféen overfor. Her stod bageren og var i gang med dagens arbejde. Vi fik en god kop kaffe og Birgit supplerede med en Apple Danish, som der nu ikke var så meget wienerbrød over.
Landskabet skifter fra Canberra og ud til kysten. Den første del af ruten er igennem noget, man bedst kan betegne som prærieland. Delvist fladt og delvist bakket. Og det skifter undervejs, hvor store arealer, der er dyrkede. Det meste er lagt ud i græs til køer og får. Da vi kom tættere på kysten kom der flere bakker og småbjerge. Der skiftede bevoksningen over til bush – som bedst kan betegnes som en lav skov, med spredt bevoksning. Det meste består her af eukalyptus, med småbevoksning imellem.
Mange af områderne var afbrændte. Vi fik senere bekræftet, at det var de store skovbrande omkring julen 2019/nytåret 2020. I disse områder står de gamle træer nøgne tilbage, men der er allerede skudt en masse ny bevoksning op. De store brande har dog haft en voldsom betydning for vildtet. Således frygter man her, at Koalaen vil være uddød som vildtlevende dyr i 2050. Koalaerne er svære at flytte, da de er tilpasset den enkelte lokale eukalyptus-art – og dem er der vist 600 forskellige af. Men der tales om at lave en ny nationalpark oppe nordpå for at prøve at understøtte en naturlig stamme af Koalaer.
Målet for turen var Fishermans Paradise – en mindre samling ferie- og helårshuse – i alt ca. 400, der ligger naturskønt ned til en flod, der afslutter en større saltvands-indsø, Conjola Lake. Her har Sheenagh og Andy (vores værtspar fra Wombarra) deres andet hjem. Et ældre sommerhus ned til flodbredden, som de er ved at sætte i stand bid for bid. Her er virkelig skønt, fredeligt og fuldt af fugle- og dyreliv.
Andy er pensioneret brandmand, så det var naturligt, at vi spurgte ind til skovbrandene. De havde faktisk købt sommerhuset her kort før julen i 2019, og havde boet i huset, da brandene kom forbi. Sheenagh og børnene roede ud på vandet, mens Andy og svigersønnen blev i huset. Det havde været en voldsom oplevelse at se branden gå uden om husene. Det var som alt ilt blev suget ud af luften. Andre steder i nabolaget gik det hårdt ud over beboelser (130 huse i alt) – og desværre kostede det også 3 mennesker livet det nytår. Ingen tvivl om, at det har været en voldsom oplevelse for alle.
Vores værter tog os på en eftermiddagstur. Først op over en lille bjergtop via en markvej, jeg aldrig turde at have kørt på. Fuldstændig ødelagt af regn var der dybe huller i vejen, som i forvejen kun var akkurat bred nok til bilen. Men Andy kunne heldigvis løfte vognbunden, så vi skrabede kun på en gang. Men flot tur var det. På den anden side kom vi ned til en lille strand – Bendalong Beach – hvor vi skulle se, om vi kunne se rokker (Stingrays). Rokkerne kommer her ind på lavt vand for at se, om fiskerne har efterladt fiskeaffald til dem – de er bl.a. ådselædere. Og ganske rigtigt – efter kort tid så vi rokkerne ude på det lave vand. Så af med skoene, smøge bukserne op, og ud at se på disse fantastiske flotte fisk.
De svømmede roligt ind og ud mellem de gæster, der var gået ud i vandet. De kom så tæt på, at man kunne røre ved dem. De er meget bløde at røre ved. Man skal dog holde sig fra deres halepig! Den største af rokkerne var ca. 2 m lang med et vingefang på 1,5 meter – så det var bestemt en vanvittig anderledes oplevelse, som vi aldrig ville have set, hvis det ikke havde været for vores værtsfolks lokalkendskab.
Bagefter kørte vi til Conjola Lakes udmunding i havet. Her kommer vandet ind og ud af søen ved høj- og lavvande, der varierer med 1,8 meter derude. Søen rummer mange saltvandsfisk, så der stod en del derude og fiskede. Der var også nogle, der gravede sandorm. På sandtangen er der et stort beskyttet rugeområde for bl.a. terner. Vi gik turen hele vejen rundt om om tangen. Først igennem et lille skovstykke, hvor cikaderne sang fantastisk højt. Det lykkedes mig at finde en i et træ (se billede). De er vel en 4-5 cm lange.
Efter at have vandret den fine lille tur kørte vi gennem den lokale campingplads. Her holder kænguruerne til mellem campingvognene, hvilket gav gode muligheder for et par ekstra fotos.
Tilbage i huset fik vi et par øl på terrassen, mens vi fik talt om husbytte, vores familier, pensionisttilværelse og -vilkår og hvad der nu ellers var lige for. De er nogle meget søde mennesker, som vi har inviteret til København (Ledøje), hvis de er på de kanter. Aftenen sluttede vi af med i fællesskab at se lidt tennis fra Melbourne. Andy har spillet tennis for sjov, indtil han for et par år siden sprængte sin akillessene i en kamp.