Efter at have gjort pænt rent efter os i den lånte lejlighed, så pakkede vi bilen, og satte næsen mod Jervis Bay. Det var en tur på 90 minutter derned. Undervejs skiftede landskabet, så vi i stedet for den stejle bjergvæg, der lå bag os i Wombarra, fik nogle bløde bakker og åbne vidder ind imellem. Et landskab, som visse steder mindede om et sydengelsk landskab. Undervejs fik jeg også mulighed for at kigge nærmere på bilens fartpilot, som virker noget anderledes end den, jeg er vant til. Men på motorveje er en adaptiv fartpilot en gave, der gør køreturen mindre anstrengende.

Vi blev enige om at dreje af undervejs, og køre ind i det område, der hedder Kangaroo Valley. Vi skulle lige over et mindre række bjerge, men på den anden side åbnede dalen sig – kendetegnet af den flod, der løber igennem – Kangaroo River. På vej ned fik jeg så mulighed for at prøve at få bilen til at aktivere motorbremsen, hvilket jo i en automatgears model ikke er bare lige. Men jeg fandt ud af, hvordan. Nedenfor bjerget lå en lille idyllisk og historisk landsby, hvor vi fik en kop kaffe i en bygning, der tidligere har været bank.

Efter at have tjekket de lokale souvenirbutikker ud, så valgte vi at køre ud af en af sidevejene, hvor der på en vejviser var angivet muligheden af at få set nogle vilde dyr. Vi endte nede af en grusvej, og der gik ikke længe før Birgit råbte stop. Hun havde set et kortnæbbet myrepindsvin, som gik og gnaskede i vejsiden. Det tog dog for længe at få kameraet fundet frem, men vi fik den med vores iPhone. Derefter listede vi stille videre ad vejen og kom forbi nogle helt anderledes hønsefarme. Her går hønsene ude og fodres og har rugekasser på marken. Længere nede ad vejen så vi en lyrehale (en fugl a la en påfugl, hvor halen ligner en lyre). Lyrehaler er kendt for deres evne til at imitere lyde. Den forsvandt hurtigt for os, så vi nåede ikke at få et billede, men den kom hen foran bilen, så vi fik et godt syn af den

På vejen tilbage kiggede vi meget efter kænguruer – men så desværre ingen. Til gengæld var der mange huller – som så ud som om det kunne være efter wombats. Store, gravede huller. Lidt efter kom en særlig lyd fra et træ, og vi så en pæn stor goanna (et kæmpefirben). Den her var på ca. 1 meters længde og på vej op i et træ for at snuppe fugleæg. Fuglene angreb den, for at få den væk, men det lykkedes ikke mens vi sad og så på. De kan blive op til 2 meter lange, så det er nogle interessante dyr. Udover æg lever de af ådsler og mindre dyr.

Vi tog et par sideveje mere, men uden held i forhold til de vilde dyr. Men landskabet og især skoven var skøn.

Derefter satte vi retning mod Jervis Bay igen, kun for at finde ud af, at selve byen ligger inde i Booderee Nationalpark. Så vi vendte om og besluttede så at køre ned til Hyams Beach for at få en dukkert. Klokken var nu ca. 16:00 og efter en dag med megen køren kunne det være lækkert at få en dukkert. Strandene her i Jervis Bugten er kendetegnet ved det fineste hvide sand. Og bortset fra, at Birgit synes det er lidt koldt indtil hun har været under – så var vandet vidunderligt. Det var en strand med gode bølger, og man skulle ikke mange meter ud før man havde rigelig vanddybde. Det var bare skønt.

Herefter kørte vi videre til vores hotel i Sussex Inlet. En lille by, der ligger på den anden side Wandandian Creek, der forbinder St. Georges Bassin med Wreck Bay. Her har vi et fint værelse med lille køkken og klubben overfor havde en restaurant med god mad og øl. Efter at have kørt hele dagen og set efter kænguruer var det stor moro, at vi så fire stykker på hotellets parkeringsplads. En lille familie, som åbenbart havde valgt at tage på græsning inde i byen. Vi så dem senere forlade byen.

Mens vi sad og spiste kunne vi bl.a. se på pelikanerne, der svømmede i floden. Nu sidder jeg her på terrassen og nyder solnedgangen mens jeg skriver dette kapitel af vores beretning. I morgen går turen til Canberra, men først tænker vi at køre ind i Booderee Nationalpark for at se på vilde dyr og fugle. Lad os se, hvad morgendagen bringer.