Op tidligt og samles op af bussen kl. 7:30 ved hotellet. Det var fint, at vi havde købt ind til at spise morgenmad på værelset. Selskabet bestod af 14 personer fra England, USA og Danmark (ud over os to unge backpackere fra Kolding).
Først besøgte vi Featherdale Wildlife Park. En hyggelig lille dyrepark uden for byen. Der var dog for mange små bure til de mange fugle. Jeg tænker de med en gentænkning og indretning af nogle større volierer både kunne gøre oplevelsen større og forbedre velfærden for fuglene. Men rigtig hyggeligt at møde de mange koalaer, forskellige kænguruarter, wombats og den tasmanske djævel. Der er virkelig tale om noget anderledes end det dyreliv vi kender.
Blue Mountains er en kæmpe nationalpark på en million hektarer – meget af det bevokset med eukalyptus-skove. Bjergene er primært sandsten, og gennem tiden har vandets vej skåret dybe kløfter og dale i terrænet.
Første stop var et udsigtspunkt uden rækværk. Men med mulighed for at stå helt ude på klippekanten. Fantastisk udsigt – men det gav også et sug i maven. På vejen derop var Birgit ved at træde på en slange, der var ved at krydse grusvejen. En lille en – og efter guidens udsagn “vist nok” ikke en af de farlige. Herefter gik turen til ind til Wentworth Falls. Der var et flot udsigtspunkt, og så gik turen ned til selve vandfaldene. Flere vil vide, at jeg har lidt udfordringer med højder, så jeg sendte Birgit ned for at inspicere. Det var hårdt både op og ned, men knæet holdt heldigvis uden at skaden blev forværret. Selve vandfaldet kunne jeg så betragte fra en anden udsigtsplatform oppefra. Vi undskylder begge, men vi er nu svære at imponere med vandfald. Når man har set Gullfoss på Island og Yosemite Falls, så var dette en tynd kop vand.
Blue Mountains har navnet fra det faktum at skoven fremtræder med en klar blå tone på grund af træernes olieindhold. Det var i hvert fald guidens forklaring. I min optik lød det troværdigt. Han fortalte også om skovbrandene, og om hvorfor de også er vigtige for skovens økosystem, idet de giver plads til nyt liv efter branden. Han viste os således frøkapsler, der kræver en brand for at åbne sig, og dermed give nyt liv til planter.
Så var det tid til en god frokost, hvor vi fik lejlighed til at hygge med det amerikanske par. De var flyttet i seniorbofællesskab i Nebraska – 3.500 boliger!! Dvs. ca. 6.000 mennesker. De var vildt begejstrede for det. Der var klubber for alt – f.eks. vinsmagning (jeg tror de var med i tre), golf, havedyrkning m.v. Det lød nu i vores lidt skræmmende at alle indbyggere er over 55 år. Men de måtte dog godt få besøg af børnebørn 😄.
Derefter kørte vi til udsigtspunktet for “de tre søstre”. Tre klipper, der står som søjler efter mange års erosion. Guiden fortalte, at da han var ung måtte man godt klatre på dem, men nu var de underlagt naturbeskyttelse, da man frygtede yderligere nedbrydning. Og man skal jo heller ikke ødelægge sine turistattraktioner. Bagefter en tur til et mindre vandfald og et par udsigtspunkter. Alt i alt en fin tur med mange flotte panoramaer og i et fantastisk godt vejr igen.
Nu sidder vi på værelset og gør os klar til at gå ned at spise aftensmad. Dagens guide påstod, at australierne sådan set ikke havde noget særligt køkken at byde på – de havde jo også importeret det fra England. Det gav nogen moro, og så rodede han sig ud i en forklaring med at det jo i starten var mange straffefanger (der kom i alt 140.000 straffefanger til Australien), så det var måske forklaringen. Derfor er maden også præget af de mange importerede køkkener fra Asien og Europa.
I morgen forlader vi Sydney. Vi skal hente en bil i Lufthavnen, og så starter vores rejse sydpå. Vi skal til Wombarra, hvor vi har byttet os til noget, der ser ud til at være et skønt sommerhus ved kysten.