I dag vil jeg starte med et par refleksioner. Både Sydney og Singapore er nogle metropoler. Og for os, der lever en hverdag i en landsby som Ledøje er det påfaldende, hvor meget støj der er, fra du går uden for hotellets dør om morgenen – og til du kommer hjem igen. Biltrafik, byggestøj, mange mennesker, musik i baggrunden, reflekteret støj fra hårde overflader osv. Det er virkelig markant i forhold til vores dagligdag. Hotellet her er rigtig roligt, så vi forstyrres ikke om natten – men det er alligevel tankevækkende.

Det andet vi har bidt mærke i – i begge byer – er udbuddet af mad. Det er meget internationalt. Det har utvivlsomt noget at gøre med, at vi bevæger os i turistområderne i byerne, men hverken i Singapore eller her i Sydney er vi stødt på køkkener, som hævder, at de er lokale. Vi har spist engelsk, italiensk, kinesisk (var iøvrigt det bedste), japansk og internationalt. Vi er meget spændt på at se, om vores rejse uden for byerne vil betyde at vi møder et australsk køkken. Det glæder vi os så til at smage. Her på hotellet har vi selv købt morgenmad ind. Det passer til, at vi i morgen skal tidligt af sted. Til frokost har vi de sidste par dage købt en salat, som vi har nydt i en park. Helt fint til vores behov.

En tredje ting, som vi har bidt mærke i handler om rejsevaluta. Vi er opvokset med behovet for at have kontanter nok med i den lokale valuta til at man kan klare stort set enhver situation. Men Nykredit Bank havde på forhånd fortalt os, at det var gammeldags. Hæv valuta i ATM’erne når du kommer frem. Det har så været tankevækkende at se, hvordan både Singapore og Sydney er gået helt over til kortbetaling. Flere steder her i byen har jeg set skilte, hvorpå de opfordrer os til at hjælpe dem med at blive kontantløse. Det er interessant, hvordan den udvikling er slået helt igennem her. Det bekræfter det, vi i sommer oplevede i Polen, hvor vi aldrig hævede en eneste Zloty – alt blev betalt med kort. Jeg tænker, det gør rejser meget enklere nu og i fremtiden. Og så er det jo egentlig ligegyldigt, hvilken valuta, du har.

Dagen startede med en guidet tur rundt i operahuset. Det er et betagende bygningsværk – især udefra, hvor formgivningen er unik og vildt spændende. Det fortælles, at Utzon vandt arkitektkonkurrencen i 1957 på sit skitseprojekt, men grundlæggende ikke anede, hvordan det skulle opføres. Så byggeteknikken blev udviklet undervejs i et samarbejde med Arup ingeniørerne. Utzon tillægges dog æren for det konstruktive princip, hvor husets dele er samlet af forskellige cirkeldele med varierende radier. Det ses tydeligt, når man er indenfor. Huset er bygget på en platform af to eller flere etager, hvorpå de to koncertsale er lagt ved siden af hinanden under de kendte tage.

Salene er bygninger inde i huset – som er frigjort fra den udvendige arkitektur. De er designet af de australske arkitekter, der trådte til, da Jørn Utzon blev sat fra bestillingen undervejs. Utzon så aldrig det færdige hus på stedet, og blev end ikke nævnt i en eneste tale, da huset blev indviet i 1973. Det var prisen for, at der ikke var styr på budgetterne – hvilket betød et lokalt regeringsskifte, hvor man skred til handling. Det betød man bl.a. indefrøs betalingerne til arkitekterne, og uden betalingerne kunne Utzon ikke holde tegnestuen i gang. Da han forklarede det for regeringen tog man det som en opsigelse, man tog imod med tilfredshed.

Salene og dele af det ydre har i de sidste år undergået en række renoveringer. Ikke mindst for at sikre husets akustik, som var forfærdelig. Vi så i dag de to store sale – og når man tænker på, hvad vi har i København i form af operahusets sal, DR’s koncertsal og Skuespilhuset – ja, så var ingen af os imponerede. Der var ingen særlig wow-effekt over disse rum. Til gengæld så stor Utzons rammer stærkt. Den fine brug af den rå betonkonstruktion – suppleret med transparente glasfacader særligt mod vandet giver huset en helt særlig atmosfære. Særligt var det også at besøge det rum, der nu er navngivet efter ham, hvor der hænger et vævet tapet, som han har designet under inspiration af Bachs musik. Det rum er restaureret med bidrag fra Utzon og sønnen Jan, og holdt i en fin nordisk brug af naturmaterialer. Vi fik også fortalt, at da man i efter årstusindskiftet genoptog samarbejdet med Jørn Utzon, lavede man en række principper, der skulle gælde for kommende renoveringer af huset sammen med Jørn og sønnen Jan. De principper forsøger man fortsat at efterleve.

Efter besøget havde vi aftalt at tage en tur med en af Sydney mange havnebusruter. Vi valgte den længste tur til Parramatta. 90 minutter hver vej for 50 kr. pr. billet. Havnebusserne er en del af det offentlige transportsystem, så man bruger bare det rejsekort, vi havde skaffet os – og fået tanket op med det nødvendige beløb.

Det blev en dejlig tur, hvor vi fik et godt indtryk af, hvor stort et område metropolen breder sig over. Der er 23 km til Parramatta, som er det næststørste forretningsområde i metropolen. Det betyder, at der pludselig når man kommer ned af floden rejser sig en ny højhusby på et sted, hvor man ikke ville have forventet det. Turen fra city og derned var kendetegnet ved en stor variation i byggerierne. Fra Citys mange stilsikre højhuse til store områder, der bedst kan karakteriseres som villaområder langs Strandvejen (de har rigelig Strandvej i Sydney skulle vi hilse og sige). Andre steder igen var der tætte beboelsesområder med huse på 10-12 etager, f.eks. i den tidligere olympiske landsby, som vi også kom forbi. Men dejligt at sidde i brisen på dækket og suge til sig af synsindtrykkene.

Parramatta var til gengæld noget af en speciel oplevelse. Vi gik langs flodstien ind til bymidten, hvor vi kom op til et ældre hovedstrøg, hvor der stort set ikke var et øje. Alle butikkerne var lavet om til restauranter eller kiosker, men der var ingen rigtig byliv. Til gengæld var de i fuld gang med at anlægge en ny letbane med alt hvad det indebar. Stor var kontrasten, da vi fandt frem til stationen og det dertil knyttede butikscenter. Det var anlagt med forbindelsesveje under terræn, der var fyldte med mennesker. Da vi kom op i butikscenteret myldrede der også en masse mennesker rundt. Så det er lykkedes dem at tømme den naturlige by, og rykke den totalt inden for i et ligegyldigt forbrugspalads. Man forstår ikke helt hvorfor.

Nu går vi i seng, så vi er klar til morgendagens tur til Blue Mountains. Vi skal afsted 7:30, så det gælder om at tørne ind i fornuftig tid.