Hvis man skulle glemme det undervejs, så er der tidspunkter hvor man bliver mindet om, at Australien er mere end et land – det er et kontinent. Det betyder store afstande mellem byer og steder, der er bemærkelsesværdige. Når man kører rundt hernede er det vigtigt, at se efter andet end de seværdigheder, der er i turistbrochurene, for ellers vil der være store stræk, hvor man kommer til at kede sig.

Denne indledning fordi turen til Robe fra Port Fairy kun havde begrænsede højdepunkter. Især efter Portland. Men lad os tage dagen lidt kronologisk. Det var i øvrigt en dejlig dag rent vejrmæssigt. Fint sommervejr og op til 24 grader, så hvad kan man ønske mere.

Vi havde sat retning mod Portland fra morgenstunden, efter at have spist lidt morgenmad og pakket bilen. Vi berettede lige til værten om den fårekylling, der forstyrrede vores aftensøvn i går. Hotellet havde advaret i deres informationsmappe, og fortalt at de var ganske harmløse. Men det er et stort insekt at få ind i hovedet, når man ligger og læser!

Inden vi kom til Portland var det et par steder, der lige skulle besøges. Det første for enden af Crags Road. Et smukt udsigtspunkt ved kysten med nogle flotte klippeformationer.

Det næste, der lokkede os fra hovedvejen var et skilt til Bay of Whale Gallery uden for byen Narrawong. Det viste sig at være et ægtepar, der drev et galleri og en kombineret café sammen. Det var manden, der malede – og det var fuglemotiver. Meget detaljeret, så det antog en næsten fotografisk gengivelse. Men han vidste noget om fugle, så da vi spurgte ind til de ørne vi havde set på vej op til galleriet – men desværre ikke havde kunne få fanget på et billede – kunne han berette, at der var tale om et par wedge-tail eagles, som også havde to unger der fløj rundt. Det er nogle imponerende store fugle.

Han kunne også fortælle, da vi nu var interesseret i fugle, at der uden for Portland var en sule-koloni, som man kunne besøge. De holdt egentlig til på et par klippeøer uden for halvøen. Men da kolonien havde vokset sig for stor, havde de taget spidsen af halvøen i brug som koloni. Der tog vi naturligvis hen, for det er ikke hver dag, vi ser suler på vores breddegradder. Sulen er en stor havfugl, og en eminent flyver. De holder sammen som par livslangt og lever op til 30 år.

Portland er delstaten Victorias ældste by. Grundlagt som en hvalfangerstation af folk fra Tasmanien i 1830. I dag er byen en stor industriby, hvor Portland Aluminium dominerer landskabet uden for byen.

Fra sulekolonien kørte vi ud til Cape Nelson fyrtårnet, og kunne på vejen glæde os over de mange vindmøller, der er opført her omkring byen. Australien er fortsat meget bagud med vindkraft, selvom man har masser af muligheder for opstillinger, der vil kunne bidrage til en energiomstilling. Men man skal erindre, at Australien har en stor kulindustri, som jo i konsekvens deraf må lade livet. Og det er svært politisk.

Området omkring Portland var utrolig smukt med et varieret landskab. På vej væk fra byen kom vi i øvrigt forbi en stor lagerplads, der var fyldt med mølledele til en række Vestas-vindmøller. Så mere vindkraft er på vej. På vejen fik vi også en særlig dyreoplevelse, da vi pludselig kunne se en Koala, der forsøgte at krydse vejen foran vores række af biler, der alle kørte omkring de 90 km/t. Det lykkedes den første fører at undgå en påkørsel, så koalaen kunne komme væk fra vejen. Vi glemte helt at stoppe for at få et billede, men kan glæde os over, at den overlevede. Et andet sted tog en opossum samme tur på tværs. Vi kan ellers konstatere, at der ligger meget færre døde dyr i vejkanten i dette område, end det, som vi oplevede på Tasmanien. Sandsynligvis fordi, dyrene ikke er så mange her omkring vejene.

Fra Portland gik turen nordpå mod en lille flække, der hed Nelson. Her fik vi tanket og købt en ægte australsk frokostpie. De var nu gode. Vejene vest for Portland er præget af, at området i høj grad er udlagt til tømmervækst. Det ene store skovområde med fyrretræer afløser det andet. Og der hvor skoven er hugget er efterladt et månelandskab. Denne skovbrugs-monokultur skinner virkelig i øjnene, når man har oplevet de smukke australske regnskove. Vi kan godt forstå behovet for godt tømmer. Men det burde være muligt at afbryde disse kæmpearealer med vækster, der sikrede bedre biologisk mangfoldighed. Det er et virkelig trist syn!

Efter Nelson fortsatte turen i god fart videre. Vi var nu kommet til den del af vejen, der “blot” skulle overstås. Så hver en venlig plet blev noteret undervejs. Herunder Beachport, en lille badeby, der bød på kaffe og kage på byens gamle hotel. Stranden var fantastisk og vandet det skønneste azurblåt.

Uden for byen fandt vi nyere (1960) afvandingsprojekt. De regnfulde vintre øger vandstanden i et stort moseområde, og dette vand har man ønsket at kunne dræne ud i en stor sø, Lake George. Så her har man lavet en kunstig kanal, der kan føre vandet til søen, når det er nødvendigt. Et stort ingeniørarbejde.

Fra dette sted var der kun en god halv times kørsel til dagens endemål, som er en anden af kystens badebyer, Rope. Her har vi fået en fin B&B-lejlighed, hvor vi dog selv skal tilberede morgenmaden. Den står i køleskabet, så mon ikke vi klarer det.

Her til aften spadsere vi op til byen, hvor der har været en form for festival eller udstilling i dag, så der var fyldt med mennesker alle steder. Også på kroen, hvor vi valgte at spise. Her skulle der senere spilles livemusik. Men Henrik ville gerne hjem og skrive dagens beretning, så det droppede vi.

I morgen kører vi det sidste stræk til Adelaide. Godt 300 km, hvorefter vi skal aflevere bilen. Så nu skal vi ikke køre mere selv før vi når frem til New Zealand. Det bliver også godt at slippe rattet efter et par tusind kilometer.

I morgen eller mandag er vi i øvrigt halvvejs igennem vores næsten 13 uger. Det er utroligt, så stærkt tiden går, når der er lagt et program, og oplevelserne står i kø.