14. Januar – Wombarra 2

Så blev vi ramt af ferie – eller rettere: planen var at vi her skulle holde et par dages afslapning, og de var rigtig velkomne. Så i morges sov vi længe, lå og læste i sengen. I det hele taget bare nød, at der ingen planer var.

Vejrudsigten havde lovet småbyger i formiddags – og det holdt også stik. Så er det bare fantastisk at være i et hus med en stor overdækket terrasse, hvor man kan sidde mageligt med en bog og sin kaffe – og bare nyde at man er til! Havet bruser i baggrunden og en svag brise kommer ind fra havet. Skønt.

Senere på dagen gik vi en lille tur til stranden for at tjekke den ud. Her er der en lille pool med havvand, så man kan tage bad uden at risikere bølgernes slag mod den lidt stenede bund flere steder. Vejret lokkede os dog ikke til at prøve vandet i dag. Vi venter til i morgen, hvor de har lovet sol.

I eftermiddags tog vi på en tur til den nærmeste større by, Wollongong. Det var ikke nogen større succes. Der var ikke så spændende, og butikkerne lukkede stort set en halv time efter vi var kommet. Jeg tror, vi må være nået ud på (sommer-)landet.

Men vi fik set lidt af omgivelserne og da vi kom tilbage endte vi med at gå hen og studere livet på den lokale bar, som er en bowlsclub, der åbenbart er det lokale samlingssted. Der var i hvert fald en fantastisk stemning, så vi fik hurtigt den association, at det kunne være en model for petanqueklubben derhjemme. Det kræver nok bare en fast spiritusbevilling!

Bowls eller lawnbowling, som det vist nok også hedder, ligner petanque en del. Du spiller ud mod en gris, men her på en meget glat og lige græsplæne (green-klippet) med nogle ikke runde kugler. Det betyder man kan få kuglen til at dreje, hvis man har det rigtige håndelag. Det gælder ligesom i petanque om at komme tættest på grisen. Du må også skyde modstanderne væk, hvis du kan. I dag var det dog mest familier der spillede for sjov, men vi har tidligere (I Victoria på Vancouver Island) set det spillet af nogen, der var dygtige. Det er mindst lige så svært og sjovt som petanque.

Vejret har ikke været voldsomt varmt i dag, men bestemt godt nok til, at vi kunne nyde et par øl på terrassen inden vi gik i gang med aftensmaden. En af de gode ting ved at bo i en byttebolig er nemlig, at vi selv kan lave mad. Vi kan godt lide at gå ud at spise, men vi elsker også bare lidt simpelt cooking – i dag lammekoteletter med majs stegt på grillen og med kartofler og coleslaw. Rødvinen var en Barossa shiraz – og så er den aften jo slet ikke så dårlig.

Gad vist, hvad morgendagen bringer. Vi får se…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.