8. Januar – Singapore 3

Vi kom i aftes til at tale om hvordan det multikulturelle udleves her i Singapore. Her kan man f.eks. se, at der i et kvarter ligger et kinesisk tempel ved siden af en jødisk synagoge og en katolsk kirke. Og vi har også set en muslimsk moske og indiske templer samt flere forskellige kristne kirker. Det virker som om, der historisk har været en stor religiøsitet, men samtidig en respekt for de forskelligheder, der udgør byen. Det kunne vi måske lære noget af.

Vi har også set en del cykler. Ikke at de fylder væsentligt i gadebilledet, men de er der, og der er lavet plads til dem i byens indretning.

Til gengæld kan byplanlægningen godt føles lidt uigennemsigtig fra fodgængerens perspektiv. På dagens tur til Gardens by the Bay var man nødt til at krydse igennem indkøbscentrene for at finde vejen frem. Fortove var flere steder helt undladt langs vejene.

Først var vi dog en tur forbi en kendt seværdighed: Raffles Hotel. Ikke at han har bygget det – det er opført at tre armenske brødre (Sarkies) i 1887, og opkaldt efter stifteren af det moderne Singapore, Thomas Raffles. I dag er hotellet kendt som det ypperste for de velhavende – og det er her man nyder sin Singapore Sling, som i de “gode gamle dage”. Det gjorde vi ikke – dagen var ung endnu. Men flot er den gamle dame nu alligevel.

Gardens by the Bay er et af byens mange grønne åndehuller. Det er tankevækkende, så grønt byen virker, når man tænker på at her bor stort set lige så mange som i Danmark, på et areal der er kamp en 10.del af Sjællands areal. Ud over de grønne parker, har man på mange af de høje huse indarbejdet grønne haver på flere etager. Det må byggeteknisk være temmelig udfordrende, når man ved, hvor svært det er at få et tag tæt…

Vi besøgte deres blomster hus – et kæmpestort drivhus i kølig temperatur. Det var nu noget skuffende. Vi er vant til at se betydelig flottere blomstrende haver. Men ellers var anlægget dejligt, og absolut et besøg værd.

På vejen kom vi forbi et af anlæggene fra ungdommens olympiske lege i 2010. Og haven er selv beliggende op ad det imponerende Marina Bay Hotel med sit skib øverst. Højhuse har deres særlige æstetik og kan beundres her. Birgit synes de er flotte, mens jeg oplever dem mere som i modstrid med menneskets natur, når de bliver så høje som her.

Birgit døjer med sit knæ, så vi må tage byen i bidder. Det giver så lejlighed til at jeg kan få skrevet disse linier, mens hun tager sig en fortjent lille lur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.